Sigmund Freud og princippet om nirvana

Princippet om nirvana er et begreb fra Sigmund Freuds psykoanalyse. Det henviser til den naturlige tendens til at slippe af med følelser.

Bedømt og godkendt af psykolog Sergio De Dios González.

Skrevet af Edith Sánchez

Sidste ændring: 28 juni, 2023

Princippet om nirvana var et begreb, som Sigmund Freud diskuterede i sit værk Beyond the Pleasure Principle (1920). Essensen af dette begreb førte psykoanalysens fader til et af de vigtigste postulater i hans teori: Dødsdriften. Begrebet blev oprindeligt udviklet af en engelsk psykoanalytiker ved navn Barbara Low. Hun brugte det til at forklare, hvordan det psykiske apparat fungerer.

Freud brugte Lows definition af princippet om nirvana næsten bogstaveligt og beskrev det som: “En tendens til reduktion, til konstans, til undertrykkelse af indre ophidsende spændinger.”

Dette er en fortolkning af begrebet traditionel Nirvana, hvis oprindelse ligger i buddhismen. Nirvana betyder bogstaveligt talt “udblæst” eller “udslukt”. Inden for rammerne af østlig filosofi henviser det til en total frigørelse fra frygt og begær, som fører til opfyldelse. Men i den freudianske psykoanalyse får det en anden dimension. Læs videre for at finde ud af mere.

Princippet om nirvana hos Freud

Fra et teknisk synspunkt er Freuds princip om nirvana identificeret som et behov, der styrer det mentale apparat: At reducere spændinger. Det er en tilstand, hvor der ikke er nogen stimulation. Derfor skabes der en relativt stabil ligevægt. I østlig filosofi er det mere forbundet med en fase af transcendens. Men i Vesten svarer det til absolut fred.

Da Freud skitserede sin teori, talte han ikke om princippet om nirvana, men om konstansprincippet. Han definerede det som en tendens i det psykiske apparat til at holde arousal på et ekstremt lavt niveau eller i det mindste så stabilt som muligt.

Denne tilstand opnås ved at aflade den energi, der allerede er til stede i kroppen, undgå alt, hvad der kan bryde stabiliteten, og beskytte mod eventuelle stigninger i arousal.

Efter at have hørt om Barbara Lows arbejde besluttede Freud sig for at anvende navnet på princippet om nirvana. Han omtalte det som en homøostatisk eller rebalancerende tendens i nervesystemet. Sidstnævnte søger af natur at reducere overdreven stimulering og forstyrrende spændinger.

Nydelse og død: Forbindelsen til Freuds princip om nirvana

I begyndelsen troede Freud, at princippet om nirvana var relateret til det, han kaldte lystprincippet. Med andre ord mente han, at reduktionen af stimuli og spændinger var behagelig for organismen. Men efterhånden som han udviklede sin teori, skiftede han mening.

I 1924 refererede Freud til postulatet i andre termer. Han forbandt det med absolut stilhed og så det som en slags dødelig nydelse. Han mente ikke, at den “rene” form for nydelse bestod i fraværet af stimulering og spænding. I seksuel ophidselse er der faktisk spænding og mange stimuli, som er behagelige.

Faktisk konkluderede den wienske psykoanalytiker, at denne tilstand af absolut stilhed og minimal spænding udgjorde dødsdriften. I sit værk, The Economic Problem of Masochism, understregede han, at “princippet om nirvana udtrykker dødsdriftens tendens “.

En artikel i Revista Chilena de Psicología hævder, at Freuds idé er kontroversiel. Nogle eksperter mener, at den er indflydelsesrig i forståelsen af aggressive fænomener i det mentale liv, mens andre finder den mindre pålidelig fra et klinisk synspunkt.

Livets og dødens puls

I en artikel i Salud Mental står der, at der i den freudianske psykoanalyse er to grundlæggende kræfter i psyken: Eros og Thanatos. Den første forstås som livsdriften. Den søger at tilfredsstille organismens fysiske og mentale behov. Den anden er dødsdriften. Den har en destruktiv karakter og søger opløsning og ødelæggelse.

Selvom Eros-kraften er rettet mod nydelse, er livet i sig selv en kilde til smerte, uorden, kaos og spænding. Mennesket føler trang til at eliminere dette ubehag.

Dødsdriften fungerer som en kraft, der forsøger at eliminere psykiske spændinger. Dette refererer mere til det inertes verden end til livet med al dets kompleksitet.

Afslutningsvis er dette ønske om at eliminere stimuli og spændinger, i søgen efter stilhed og ubegrænset fred, ifølge Freud intet andet end et udtryk for dødsdriften. Det forværres hos dem, der neurotisk, fra ingen steder, ønsker at vende tilbage til det tabte paradis.