Sig farvel til offerrollen

At sige farvel til offerrollen én gang for alle, er nøglen til et spændende og lykkeligt liv. Ingen bryder sig om at være et offer, men sandheden er, at vi nogle gange tror, at det at spille et offer kan give visse fordele. For eksempel lader det, som om vi kan forlange omsorg og opmærksomhed, på tidspunkter vi ellers ikke ville kunne forlange det.

Livet er ofte hårdt og svært, både for os selv og for resten af verden. Alle vil på et tidspunkt opleve modgang og lidelse. Nogle er mere hårde, mens andre er nemmere at bære, men det virker ret klart, at forhindringerne også er en del af livets gave.

Det vigtigste er at være klar over, som den store Buddha sagde, at smerte er uundgåeligt, men lidelse er valgfrit. Så vi har altså ikke evnen til at vælge, hvad som vi møder i livet. Det, vi kan, er at tage beslutninger, som er mere eller mindre rigtige. Men intet garanterer, at vi slipper for smerte. Selvfølgelig kan vi altid vælge, hvordan vi vælger at håndtere problemerne. 

At sidde fast i offerrollen

Vi har alle mødt nogen, som konstant klager over alting. De har påtaget sig rollen af en skadet eller såret person og lægger ofte skylden over på verden eller andre. De gør meget lidt for at komme op af det sorte hul, som de åbenbart er begravet i. Lyder det bekendt?

Mange folk sidder fast i offerrollen, hvilket er tendensen til at tro, at de er ulykkelige, at uheldet forfølger dem, og at andre er onde mod dem. De ønsker at skade dem, når virkeligheden egentlig er en anden. Måske tror de det på grund af en forvrænget opfattelse, eller måske er det skuespil.

Menneskene omkring dem prøver forgæves at hjælpe dem, hvilket ikke gør andet end at styrke deres pessimistiske indstilling. I sidste ende kommer alle til at lide. Men den person, som kommer til at lide mest, er offeret selv. Det er nemlig sjældent, at de stopper med at have ondt af sig selv. De har tit lav selvtillid og tror, at ved at påtage sig offerrollen, så kan de få omsorg og opmærksomhed.

Hvordan genkender man en person, som spiller offer?

De ønsker, at andre anerkender deres lidelser

Når deres omgangskreds prøver at hjælpe, så føler de sig angrebet, fordi de prøver på at forstærke deres egen tilstand. De vil hellere høre: “Stakkels dig”, “livet behandler dig så hårdt” eller “du er så uheldig”. Hvis man prøver at opmuntre dem til at tage ansvar for deres eget liv og prøve at finde løsninger, så bliver de fornærmede. De tror, at man ikke forstår dem eller ikke har empati for dem. 

De prøver at lægge skylden over på andre og på livet

Vi nævnte tidligere, at selvom livet rigtigt nok har mange bump på vejen, så er det måden, hvorpå vi håndterer disse udfordringer, som bestemmer graden af vores lykke.

At skyde skylden over på andre og verden er nytteløst. Denne indstilling forværrer kun problemet eller forstærker offerrollen. De mennesker, som påtager sig offerrollen, leder ikke efter løsninger, men protesterer i stedet mod livets uretfærdighed. Det gør de, indtil de og alle andre bliver udmattede.

De manipulerer med andres følelser

De bruger en taktik, som frembringer tristhed hos andre, for at opnå visse privilegier.  

Visse sætninger lyder måske bekendte: “Jeg har opdraget dig, siden du var lille, og nu skal du bo sammen med din kæreste og forlader mig” eller “Hvis du får gode karakterer, bliver mor rask.” På denne måde lægges ansvaret over på den anden person. 

Hvad skal vi stille op med disse personer?

Kort sagt: deltag ikke i deres spil. Hvis vi går med på afpresningen og lytter til skrigene af smerte fra dem, som er i offerrollen, så styrker vi dem. Vi hjælper dem ikke, men gør dem nærmere en bjørnetjeneste. Problemet er, at det er meget svært, fordi vores kultur fra en tidlig alder har lært os, at vi skal have sympati for dem, som lider. Vi skal hjælpe andre, men vores egne interesser skubbes i baggrunden, og det er slet ikke nødvendigt.

Når det kommer til et familiemedlem, så bliver tingene mere komplicerede… Hvem ville ikke hjælpe deres mor, hvis hun sagde, at hun var syg, deprimeret eller trist, selvom hun ikke gjorde noget for at hjælpe sig selv?

Enhver ville prøve at hjælpe hende og komme hende til forsvar, men det er bestemt ikke løsningen. På den måde forstærker vi, at hun ikke er i stand til selv at komme ud af det, og at løsningen for hende er at beklage sig og ikke selv gøre noget. Det er svært, men hvis vi spotter en person i en offerrolle, så skal vi prøve på ikke at give efter og i stedet hjælpe dem på en måde, som ikke forstærker deres opførsel.

Vi kan fortælle dem, at vi er her for at hjælpe dem med at finde en løsning på problemet. Men vi er der ikke for at høre på deres klagesang eller for at smittes med deres negativitet. Ellers vil “offeret” ikke kunne begynde at indse, at de burde overveje at ændre sig selv.