Sådan påvirker vold i hjemmet børn

Sådan påvirker vold i hjemmet børn
Gema Sánchez Cuevas

Bedømt og godkendt af psykolog Gema Sánchez Cuevas.

Skrevet af Laura Reguera

Sidste ændring: 27 december, 2022

Heldigvis vokser fokus på de utallige forfærdelige konsekvenser af vold i hjemmet. Eksperter har fremhævet den fysiske vold, endda nogle gange med døden til følge, som mange kvinder udsættes for hver dag. Vi ved også, at det ikke kun er den fysiske skade, som gør ondt.

Psykologisk skade er en anden konsekvens af vold. Og dette gælder ikke kun offeret. Det er vigtigt at huske på, at børn i hjem med vold også lider skade.

De er de stille vidner til en voldelig situation, der er ude af kontrol. Ofte ender barnet med at føle skyld over det, der er sket. Men hvordan påvirker det dem på det psykologiske plan?

“Misbrug er defineret som enhver form for adfærd, der har til mål at kontrollere eller kue et andet menneske, om det så er ved hjælp af frygt, ydmygelse og verbal og fysiske overgreb.”

Susan Forward

Børn og unge bekymrer sig meget, når de oplever vold i hjemmet

Sådan påvirker vold i hjemmet børns tilknytningsevne

Når børn fødes, så kommer de til verden med en række behov. Nogle af disse er beskyttelse, forældrelig kærlighed, stabilitet og socialisering. Hvis disse behov bliver mødt ordentligt og regelmæssigt, vil barnet stole på forældrenes kærlighed. De begynder også at tro på, at de fortjener den.

I situationer, hvor én forælder misbruger den anden, vil barnet og dets behov være vældig sårbare. Det er utrolig vanskeligt for et barn at føle sikkerhed i sådan et miljø. Det er også usandsynligt, at barnet vil kunne stole på sine forældre og stole på, at forældrene vil passe på barnet. Forældrene vil typisk ikke være følelsesmæssigt til stede og de er ikke i stand til at elske barnet på den måde, de har fortjent. I stedet bliver de en kilde til negative følelser og tanker.

Forældre bør altid være i stand til at skabe et sikkert rum for barnet. De bør altid være en sikker havn, når barnet har brug for det. Deres sønner og døtre bør se dem som en sikker platform, hvorfra de kan gå ud og opleve verden.

Det, der normalt sker, når der er vold i hjemmet, er, at barnet optager forældrenes frygt. Barnet ser, hvordan deres forælder er bange for at være i sit eget hjem. De råber og græder og kan ikke trøstes.

Udfaldet af denne vold i hjemmet bliver, at børns tilknytning til deres forældre bliver usikker og mangelfuld. På den anden side kan misbrugte mødre se deres barns negative udvikling og betragte sig selv som en dårlig mor. Nogle gange kan dette føre til fødselsdepression hos moren.

Hånd på glas

Hvordan påvirker volden barnets udvikling?

Vold i hjemmet forhindrer ikke bare barnet i at udvikle sunde tilknytningsforhold (som er så vigtige for barnets velvære), men det har også konsekvenser for barnets psykologiske udvikling. Som du kan forestille dig, så vil det at være vidne til vold i hjemmet i en tidlig alder påvirke barnets sociale og følelsesmæssige velvære.

Derudover kan barnet have svært ved at identificere og håndtere sine egne følelser. Børn føler ofte, at de er skyld i situationen. De kan også udvikle angst, og de vil ikke være i stand til at forstå, hvad de føler eller hvorfor. Og begynder barnet så at undertrykke disse negative følelser, kan det udvikle sig til et kronisk problem.

Eksperter har også bemærket, hvordan børn, som har været vidne til vold i hjemmet, har markant dårligere selvtillid og et ringere selvbillede. Der kan forekomme adfærds- og socialiseringsproblemer. De vil ofte have problemer med at kunne relatere til jævnaldrende såvel som andre voksne.

“Vold skaber flere problemer end det løser.”

-Isaac Asimov-

Vold i hjemmet og posttraumatisk stress syndrom hos børn

Børn, som har været udsat for voldelige situationer, risikerer at udvikle posttraumatisk stress syndrom. Selvom de ikke er dem, der bliver udsat for vold, så er de bestemt indirekte ofre. Du undrer dig måske over, hvordan posttraumatisk stress syndrom kommer til udtryk hos børn. Som ved mange andre lidelser (fysiske som psykiske), så er symptomerne ikke de samme. Lidelsen manifesterer sig anderledes hos voksne end hos børn.

Faktisk oplever psykologer, hvordan børn, der har været udsat for vold i hjemmet, får mentale tilbageblik til de traumatiske begivenheder. Det kan ske, mens de leger, hvis der er noget, som antænder minderne om, hvad de oplevede. De kan få mareridt, mentale tilbageblik eller dissociation.

Børn fra sådanne hjem kan være tøvende overfor at påtage sig ansvar. Med andre ord, så distancerer de sig selv socialt. De kan glemme allerede indlærte evner, lege mindre og alt i alt være mindre sociale.

Afslutningsvis, så vil børn, som har været vidner til vold i hjemmet sandsynligvis udvikle angst. Som følge af dette, kan de have svært ved at falde i søvn og ved at koncentrere sig. De vil ofte være på vagt og de reagerer ofte voldsommere på stimuli.

Konklusionen er, at det er afgørende for disse børns velvære, at de får hjælp fra professionelle psykologer. At leve med indirekte vold kan være utrolig skadende for barnet. Lad os hjælpe dem til at få den hjælp, de har brug for, for at blive sunde og glade voksne.

“Vi bliver nødt til at vælge side. Neutralitet hjælper kun undertrykkeren – aldrig offeret. Stilhed opmuntrer tyranen – aldrig offeret. Nogle gange må vi blande os.”

-Elie Wiesel-


Denne tekst er kun til informationsformål og erstatter ikke konsultation med en professionel. Hvis du er i tvivl, så konsulter din specialist.