Så had, og høst vold

juli 26, 2017

Produktet af had er vold, da det fungerer som brændstof. Had er som en ukontrollerbar appetit, som aldrig kan stilles tilfreds. Det består af raseri og bitterhed og kan altid finde en grund til at antændes. Det er uden tvivl en af de mest opslugende følelser, mennesker kan opleve.

Folk er enige om, at “man høster, hvad man sår.” Dette ordsprog har tit en positiv betydning. Men sandheden er, at det gælder gode ting såvel som dårlige. Så hvis man sår kærlighed, så kan man måske høste kærlighed. Men hvis man sår had, så vil man sandsynligvis komme til at høste had eller vold, hvilket er endnu værre.

“Mennesket har mere tilfælles i deres had end i deres kærlighed.”

-Jacinto Benavente-

Had avler hurtigt

Når nogen angriber en anden person, af enhver grund, så skaber det raseri og splittelse indeni den person. Aggression laver et sår, som er svært at hele alt efter størrelsen på angrebet. Afhængigt af hvor meget vrede man har samlet i sit hjerte.

Jo flere negative aspekter, man har oplevet, har selvfølgelig betydning for, hvor store og dybe sårene bliver. Nogle mennesker husker de dårlige stunder bedre end de gode. De har det med at fremhæve fejlene mere end succeserne.

Der er kun et enkelt skridt fra aggression til had. En kæde af aggression skaber de nødvendige omstændigheder for, at had kan komme og forankre sig i hjertet. Båndet fra denne ubehagelige følelse kan være stærkere, end det der kom fra kærlighed. Det, som følger, er en eksponentiel vækst af aggression. Der vil altid være en “gæld at betale” eller “en høne, som skal plukkes.”

Stort set ingenting retfærdiggør vold

Vold fører aldrig noget godt med sig. Det kommer generelt ud af fejhed, uvidenhed eller af begge. Det er en adfærd, som skader og trækker mennesket ned, ihvertfald på de etiske og sociale aspekter.

Vold avler vold. Konsekvenserne af vold er næsten altid de samme: had, bitterhed og et stort ønske om hævn. Hvis man vil, kan man give efter for en ond cirkel, forfængelighed og sløvhed, ligesom i myten om Sisyfos.

Men der er dog visse situationer, hvor vold er forståeligt og måske endda anvendt som selvforsvar. Dog er det stadig meget ustabilt i forhold til dets grundlag for retfærdiggørelse. Det burde altid være den sidste udvej, helt bogstaveligt. Hvis omstændighederne ikke giver én noget som helst andet valg. Det er den sidste valgmulighed, man bør overveje. Det kan kun retfærdiggøres, når noget mere vigtigt er på spil.

Fra had til vold

Vold handler ikke kun om fysisk eller verbal aggression. Der findes meget voldelige måder at opføre sig på, der ikke kræver et eneste ord. Såsom når nogen rakker andre ned med et enkelt blik. Eller når man er medskyldig i en uretfærdighed ud af ren selvinteresse, da det ville skabe problemer at afsværge det.

Men ligegyldigt hvilken slags vold, som gemmer eller forklæder sig selv, så skaber det de samme effekter. Det river op i det stadig pulserende sår. Man skaber en ond cirkel, hvor to mennesker er forbundet af en væmmelig følelse.

Næsten alle, som anvender vold, lader til at tro, at de har ret til magt. Hvis hadet og volden dyrkes i årevis, så vil en af parterne altid tro, at deres aggression ikke er andet end retfærdigt selvforsvar.

De vil gerne forhindre andre i at såre dem, så de kommer foran i spillet og sårer andre, før de kan såre dem. De ønsker at få respekt og gør så alt, de kan, for at skræmme andre i håbet om at opnå det. De vil have fred og prøver at opnå det ved at gøre andre tavse, altså dem, som ser anderledes på det eller har deres egen mening. Hvis de modsvares med aggression, så bruger de det til at retfærdiggøre deres egen vold.

Hvorfor er det, at vi fortæller en løgn, når vi næsten altid opnår det, vi ønsker? Og hvordan kan det være, at når vi fortæller sandheden, så er der forhindringer, afvisning og “men’er” der bremser os?

At bryde cirklen af had og vold

Tilgivelse sætter dig fri. Fred er en forudsætning for lykke. Men hverken tilgivelse eller opnåelse af fred sker af sig selv. Det indbefatter en lang proces, som skal begynde med anerkendelsen af ens egne fejl og nederlag.

Verden har brug for stærke og modige mennesker, som ikke er bange for at træde et skridt tilbage for at undgå konflikt.

Verden har brug for mennesker, som kan være tavse. Dem, som kan vente på, at den anden person falder til ro, for at kunne påbegynde en produktiv dialog. De ønsker at forstå den anden person, før de bedømmer, dømmer eller endda straffer dem.

Måske har vi brug for vovemodige, risiko-tagende og beslutsomme mennesker til at høste “de dårlige vaner”. Vi er skabt til at slentre i de hemmelige haver af personlig vækst. Det er en interessant måde at vise modstand mod den vold, spænding og aggression, som findes i vores verden. Som forhindrer os i at tage bindet væk fra vores øjne.