Retsmedicinsk neuropsykologi: Definition, formål og anvendelse
Har du nogensinde tænkt over en neuropsykologs rolle i en retssag? Neuropsykologien studerer forholdet mellem hjernen og kognitive, adfærdsmæssige og følelsesmæssige funktioner. Alt dette hjælper os til bedre at forstå sygdomme og daglige problemer. Inden for denne disciplin specialiserer folk sig i konkrete områder. En af dem er retsmedicinsk neuropsykologi.
Denne disciplin havde sin begyndelse i 80erne, takket være dens anvendelighed i retssager. Det er interessant at lære om, hvad retsmedicinsk neuropsykologi er, og hvordan det bruges i forskellige kontekster. Det er også nyttigt til at vide, hvornår det er nødvendigt at søge en specialist.
Definitionen af retsmedicinsk neuropsykologi
Retsmedicinsk neuropsykologi er anvendelsen af neuropsykologi på det juridiske område. Retsmedicinske neuropsykologer giver deres vidneudsagn, når der er personer med en form for kognitiv skade eller dysfunktion involveret i en retssag. De spiller en vigtig rolle i sager, hvor den tilskadekomne søger kompensation.
Historisk set begyndte psykologer at fungere som vidner i retssager i 1960, takket være en ikonisk sag ved navn Jenkins v. United States. DC Court of Appeals indså, at det kunne være nyttigt at få eksperters meninger om psykiske lidelser.
Når det er sagt, ser man først retsmedicinsk neuropsykologi i 1980erne. Det skete på grund af en lang række faktorer, såsom:
- En stigning i kvantitative studier om forholdet mellem adfærd og hjernen.
- De fortolkningsstrategier, der bruges til at udlede tilstedeværelsen, typen og lokaliseringen af neurologisk patologi.
- Bestemmelse af tilstedeværelsen af et handicap.
- En beskrivelse af de adfærdsmæssige og kognitive karakteristika for alle neurologiske sygdomme.
- Implikationen af skade på psykosocial funktion.
- Fastsættelse af en prognose.
- Beslutninger vedrørende de bedst passende interventioner.
Hvad er målet med retsmedicinsk neuropsykologi?
Som vi forklarede ovenstående, anvender retsmedicinsk neuropsykologi modeller, metode, instrumentering og viden om klinisk neuropsykologi i konteksten.
Den tager primært idéer og roller fra det retsmedicinske område takket være de problemer og situationer, det har at gøre med. Med andre ord forsøger de ikke at bestemme, hvorvidt en person har et kognitivt problem, men mere hvordan disse vanskeligheder påvirker den juridiske sag, de står i.
Eksperter har fastslået, at en retsmedicinsk neuropsykologs vigtigste rolle i strafferetlige og civile retssager er følgende:
- At fastslå en persons handicap.
- Finde ud af, hvordan dette handicap påvirker deres dagligdag.
- Yde ekspertviden om, hvilken prognose dette handicap kan føre til.
- Fastslå en forbindelse mellem retssagen og handicappet.
Derfor er målet at foretage en følsom og pålidelig identifikation af lidelser startende med en beskrivelse og etablere et forhold til centralnervesystemet. På samme måde kan en retsmedicinsk neuropsykolog komme med anbefalinger, der indebærer evaluering og behandling.
Neuropsykologiske rapporter: Er der forskel på den kliniske og retsmedicinske kontekst?
En neuropsykologisk rapport skrives efter evalueringen. Heri opsummerer eksperterne resultatet af deres evaluering. Det er dog vigtigt at huske, at forskellige specialer har forskellige mål og midler. Efterfølgende vil vi tale om, hvad de har til fælles, og hvordan de adskiller sig fra hinanden.
Dette har de til fælles:
- Klinisk historie. Dette er en rapport omhandlende personens medicinske historie og sociale udvikling.
- Skadens specificering. En beskrivelse af, hvor skaden sidder, og hvad årsagen til den er.
- Ændringer. Dette er resultaterne af evalueringen relateret til de vanskeligheder, som en person kan have på et kognitivt, socialt og følelsesmæssigt plan. Det redegør også for skadens alvor.
- Prognose og rehabilitering. Denne del af rapporten taler om de potentielle langtidsvirkninger af skaden. De kommer også med anbefalinger vedrørende pleje og genoptræning.
For det andet bør rapporten indeholde niveauet af personens handicap mht. de aktiviteter, som vi nævnte ovenstående. De skal eksplicit vise de problemer, som personen kan have på sit arbejde, eller hvorfor de slet ikke kan arbejde.
Til sidst skal rapporten fastslå, om effekterne af skaden er kroniske, eller om det kan blive bedre eller værre i fremtiden. Dette er især vigtigt, hvis det påvirker den type af kompensation, som personen vil kunne tildeles i retten.
Anvendelse af retsmedicinsk neuropsykologi
Der findes to brede kategorier, hvori man anvender retsmedicinsk neuropsykologi. Det kan have en væsentlig indflydelse på udfaldet af en retssag.
Civil- og arbejdsret
- Civilt handicap eller forbud. I dette tilfælde giver retsmedicinsk neuropsykologi information om, hvordan skaden påvirker personen, samt de funktionelle konsekvenser. Det indikerer, hvorvidt en person har et handicap eller ej.
- Evaluering af handicap, konsekvenser og skader. Det er her, den retsmedicinske neuropsykologiske rapport er vigtigst. Den evaluerer de kognitive og følelsesmæssige bivirkninger, som er forårsaget af hjerneskaden. Årsagen til denne evaluering kan være juridisk af natur, eftersom rapporten fastslår, om personen vil modtage kompensation eller evt. skal førtidspensioneres.
- Fastslå arbejdsevnen. Her fastslår den retsmedicinske neuropsykolog langtidseffekterne af hjerneskade. De forklarer også, hvilken effekt skaden vil have på personens arbejdsevne.
Strafferet
Strafferet er et andet område, hvor neuropsykologer spiller en vigtig rolle. Især når en person, involveret i en sag, har patologier relateret til hjerneskade.
De identificerer også usædvanlige symptomer, som ikke er forårsaget af en neurologisk patologi. Blandt disse er: Simulationer eller stigningen i kognitive skader forårsaget af psykiske lidelser. Retsmedicinske neuropsykologer arbejder ofte i følgende kontekster:
- Bestemmelse af en persons mentale egnethed til at møde op i retten. Her hjælper neuropsykologen med objektivt at bestemme tilstedeværelsen og graden af kognitive problemer. De angiver også, om de kunne forstyrre gennemførelsen af juridiske processer.
- Kriminelt ansvar. I dette tilfælde er neuropsykologens rolle at give information, som enten be- eller afkræfter tilstedeværelsen af kognitive vanskeligheder. Alt dette hænger sammen med, hvorvidt personen forstår kriminaliteten af deres handlinger eller ej. De fastslår også, om personen kan holdes ansvarlig for den kriminelle handling, som de er anklaget for.
- Evaluering af ofre. Hér fokuserer evalueringen på de potentielle eftervirkninger, som offeret kan lide af på grund af den kriminelle handling, der foreligger.
Afslutningsvis er det vigtigt at forstå, at retsmedicinsk neuropsykologi, på trods af at være et relativt nyt felt, har haft en vigtig indflydelse på det juridiske område.
Det er, fordi den måde, den menneskelige hjerne fungerer på, har betydelige konsekvenser for de beslutninger, der træffes i en juridisk proces. Når alt kommer til alt, afgør disse evalueringer og udtalelser ofte den juridiske dom.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Fernández Guinea, S. (2001). La neuropsicología forense: Consideraciones básicas y campos de aplicación. Revista de Neurología, 32(08), 783. https://doi.org/10.33588/rn.3208.2000188
- Jarne, A. y Aliaga, A. (Comps.) (2010). Manual de neuropsicología forense. De la clínica a los tribunales. Barcelona, España: Editorial Herder.
