Psykofarmakologi: Karakteristika og historie
Psykofarmakologi har haft en lang og hård kamp til at behandle psykisk syge patienter. Det var først i 1800-tallet at franske og tyske forskere begyndte at studere menneskelig adfærd på adaptive vilkår.
Et nyt paradigme opstod, der betegner problemer som “forstyrrelser”. Det var starten på forsøg på at kontrollere adfærdsmæssige symptomer med psykofarmakologi.
Denne ændring bragte lettelse til mange psykiatere, som var glade for at være “rigtige forskere”. De lagde Jungiansk og Freudiansk teori til side til fordel for kemiske forbindelser. Takket være vidnesbyrdet fra folk som Bessel van der Kolk, ved vi mere om psykofarmakologiens sande historie.
Disse vidnesbyrd hjælper os også bedre med at forstå den stærke indflydelse, som psykofarmakologi har i dag.
Begyndelsen af psykofarmakologi
I begyndelsen af 50’erne opdagede en gruppe franske forskere chlorpromazin (Thorazine). Dette lægemiddel hjalp med at berolige patienter og reducerer agitation og delirium.
Før denne opdagelse var Massachusetts Mental Health Centers (MMHC) primære behandling for psykisk sygdom, var konversationsterapi. Terapeuter afledte denne form for behandling fra Freuds psykoanalyse.
I slutningen af 60’erne oplevede Bessel van der Kolk starten på psykofarmakologi. Han så overgangen til psykisk sygdom. Bessel arbejdede som forskningsassistent hos MMHC. Hans mål var at finde ud af den bedste måde at behandle unge mennesker på, som havde oplevet deres første psykotiske sammenbrud.
Bessel forpligtede sig til at holde sine patienter optaget i aldersrelaterede aktiviteter og brugte meget tid med dem. Han så ting, som lægerne aldrig bemærkede under deres korte besøg. Da mange af de unge havde søvnløshed, fortalte de ham deres livshistorier om natten. Mange havde oplevet misbrug, seksuelle overgreb, mishandling mv.
Styrken af aktiv lytning kontra behandling med lægemidler
Under morgenrunder fremlagde MMHC-assistenter deres sager til deres overordnede. Men de nævnte sjældent de historier, deres patienter delte med dem. Ikke desto mindre bekræftede mange undersøgelser senere relevansen af disse tilståelser.
“Det var overraskende kulden, som de talte om patientens symptomer og hvor meget tid de brugte på at forsøge at styre deres selvmordstanker og deres selvdestruktive opførsel, i stedet for at forstå de mulige årsager til deres desperation og hjælpeløshed.”
-Bessel van der Kolk-
Det, der også var overraskende, var den lille opmærksomhed, de gav til deres patients mål og resultater. De syntes ikke at bryde sig om, hvem deres patienter elskede eller hadede, hvad deres motivation og bekymringer var eller hvad slags mentale blokeringer de havde.
Bessel konsulterede imidlertid lægehistorier og spurgte folk om deres liv. Mange patienter følte sig så taknemmelige og befriede, at de satte spørgsmålstegn ved behovet for fortsat behandling.
Sandheden er mere besynderlig end fantasien
Fysiske hallucinationer er almindelige hos patienter med skizofreni. Et eksempel er seksuelle hallucinationer, der normalt svarer til ægte fornemmelser. Således spurgte Bessel sig selv om de historier, han hørte i morgenens dårlige timer, var sande.
Er der en klar linje mellem hukommelse og fantasi? Hvad hvis hallucinationer faktisk er fragmenterede minder om virkelige oplevelser?
Heldigvis viser forskning, at meget voldelig, mærkelig eller selvdestruerende adfærd, er et resultat af tidligere traumer. Patienterne engagerer sig i denne adfærd, når de føler sig frustreret, forvirret eller misforstået.
Bessel var overrasket og foruroliget over udtrykket af tilfredshed, som nogle sundhedsarbejdere havde, mens de holdt en patient nede for at give en indsprøjtning. Han indså langsomt, at en vigtig bekymring for sundhedsvæsenet var at sikre, at fagfolkene var under kontrol med situationen.
Så meget var det virkeligheden, at det nogle gange syntes at have præcedens over det, der var bedst for patienten.
Den farmaceutiske revolution
Administrationen af antipsykotiske lægemidler reducerede antallet af psykiatriske beboere i USA fra 500.000 til mindre end 100.000 i 1996. En efter en forlod patienterne hospitalerne, og mange hospitaler drejede nøglen om. Andre begyndte at kalde sig asylcentre.
I 1968 offentliggjorde the American Journal of Psychiatry resultaterne af undersøgelsen, som Bessel deltog i. De så påvirkningerne af forskellige behandlinger for skizofrene patienter. De fandt frem til, at medicin var mere effektiv end tre terapi sessioner om ugen.
I 70’erne begyndte forskere at finde bevis på, at der var sammenhængen mellem bestemte hjerne kemikalier til forskellige lidelser som depression eller skizofreni.
For at forskere kan være i stand til at kommunikere deres resultater præcist og systematisk, havde de brug for “diagnostiske kriterier for efterforskning”. Dette gav anledning til det første system til diagnosticering af psykiatriske problemer, kaldet Diagnostisk and Statistisk Manual of Mental Disorders.
The American Psychiatric Association offentliggjorde denne vejledning. I 1980 erkendte eksperter at dette diagnostiske system var unøjagtigt. Men psykologer bruger det stadigt som et grundlæggende klinisk værktøj, da der ikke findes noget bedre alternativ.
Psykofarmakologi og triumf
Medicin hjalp lægerne med at udføre deres arbejde bedre. De øgede positive resultater for deres patienter. Derudover tillod finansiering flere laboratorier, studerende forskere og sofistikerede instrumenter. Med kemi i blandingen blev hele feltet mere videnskabeligt.
Alle disse faktorer kombineret for at legitimere psykiatrien i den akademiske verden. Psykiatriske afdelinger fik prestige. I 90’erne så Bessel virkningerne af denne overgang. MMHC havde et motionscenter og en svømmehal til psykiske patienter. Som et resultat af denne “revolution” blev dette område et laboratorium til at “fikse” patienter.
På den anden side offentliggør eller udleverer ledende medicinske tidsskrifter sjældent studier om behandling af psykiske problemer uden medicin. Brug af disse lægemidler kræver en standardprotokol, der ikke tilpasser sig patienternes individuelle behov.
I mellemtiden ser vi en stigning i antallet af patienter, der overdoserer på en kombination af psykofarmakologi og smertestillende midler.
Den farmakologiske revolution har helt sikkert sine fordele. Med det kommer biologiske teorier, der forklarer kemiske ubalancer i hjernen. Psykofarmakologi påvirker dog også, hvordan vi behandler patienter og interventionsplaner.
Det skyldes, at psykofarmakologi erstatter terapi på mange punkter. Terapi bliver skubbet i baggrunden, hvilket gør det umuligt at adressere eller løse de bagvedliggende årsager.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Van der Kolk, B. A. (1994). The body keeps the score: Memory and the evolving psychobiology of posttraumatic stress. Harvard review of psychiatry, 1(5), 23-30.
