Psykobiologi: Studier af hjernen og adfærd
Psykobiologi er en gren af psykologien. Derfor er dens hovedformål studiet af adfærd. Dens tilgang har imidlertid et særligt kendetegn, der giver den sit navn – biologi. Af denne grund har den siden sin begyndelse i det 19. århundrede udmærket sig ved at studere mentale processer gennem forskellige elementer og organiske niveauer.
Flere aspekter af den menneskelige natur forbliver ukendte. Psykologien forsøger imidlertid at undersøge disse områder. Faktisk skyldes en stor del af den styrke, som psykobiologien har i dag, at den har forsvaret en metode, som vi i dag betragter som videnskabelig. En metode, der ikke omfattede andre strømninger eller perspektiver.
Videnskabelig psykologi
Teknologiske fremskridt gjorde det muligt for Santiago Ramón y Cajal at offentliggøre neural teori i 1988. Samtidig uddybede William James psykologiens principper og forklarede adfærdens adaptive funktion.
Senere etablerede forskere som Pavlov, Thorndike og Watson eksperimentelle metoder, der indebar mere end ren observation eller brug af logik, for at studere organismers adfærd.
Hvordan forklares adfærd?
Adfærd er biologisk betinget. Vores måde at handle og tænke på er faktisk også et produkt af vores udvikling. Desuden er der betydelige forskelle alt efter art eller gruppe af individer. Disse forskelle er præget af forskellige faktorer:
- Fylogenetisk. Det er de karakteristiske træk ved en art. F.eks. evolutionære milepæle, såsom menneskets erhvervelse af en tobenet kropsholdning. Det er disse genetiske præstationer, der gør det muligt for en organisme at blive stimuleret af omgivelserne.
- Ontogenetisk. Dette refererer til individuelle egenskaber, der udvikles takket være genetisk potentiale. I denne faktor kommer evnen til at udvikle en morfologisk eller adfærdsmæssig egenskab i spil gennem interaktion med miljøet.
- Epigenetik. Dette er de virkninger af miljøet, der modulerer genudtryk. For eksempel kan overspisning aktivere gener, der fremmer fedme. Denne korrelation er ikke nødvendigvis lineær. F.eks. kan mad, livsstil eller eksponering for stress aktivere eller deaktivere ekspressionen af nedarvede gener.
Det er vigtigt at præcisere, at forholdet mellem organisme, stimulus og respons, som bestemmer adfærd, ville være umuligt uden neuroplasticitet.
Denne egenskab er baseret på nervesystemets evne til at undergå fysiologiske ændringer i overensstemmelse med dets interaktion med miljøet. F.eks. habituationseffekten, som opstår, når reaktionstærsklen ændres hos en person, der udsættes for meget for en stimulus.
Forskellige discipliner indenfor psykobiologi
Ud fra psykobiologiens perspektiv betragtes adfærd som en række synlige manifestationer, der reguleres af nervesystemet. Disse manifestationer gør det muligt for organismen at være aktivt relateret til omgivelserne. De er bestemmende for dens fylogenetiske og ontogenetiske udvikling.
Menneskets adfærd er således følsom over for ændringer i variabler under meget forskellige forhold. Faktisk har psykobiologien gjort en indsats for at integrere andre discipliner uden for psykologien for at forstå disse konditioneringsfaktorer. Der er således blevet skabt forskellige grene.
Grene med ansvar for fylogenetiske faktorer
Disse discipliner indenfor psykobiologi studerer de fjerneste årsager til adfærd. Faktisk er psykobiologien ikke begrænset til studiet af menneskelig adfærd, men også til studiet af andre arters adfærd, da vi er blevet formet efter lignende “regler”. De grene, der har ansvaret for at studere de evolutionære milepæle, der præger adfærd, er:
- Evolutionær psykologi. For at forstå menneskelig adfærd er det nødvendigt at studere den evolutionære proces, der har ført os til det sted, hvor vi befinder os i dag.
- Etologi. Denne disciplin er baseret på studiet af adfærd under naturlige forhold. Den forsøger at etablere korrelationer mellem biologiske faktorer og adfærdsmæssige træk.
- Adfærdsmæssig økologi. Det studerer de adfærdsstrategier, der er opstået på baggrund af økologiske og evolutionære konsekvenser.
- Sociobiologi. En disciplin, der studerer de biologiske grundlag for levende væseners sociale adfærd.
Ontogenetiske grene af psykobiologi
Adfærdens kausalitet i forhold til faktorer, der ligger tættere på tiden, ville være en egenskab ved genetik af adfærd. Denne gren har specialiseret sig i at studere genernes indflydelse.
For det første dækker den den genetiske indvirkning på udviklingen af fysiologiske organer, der fungerer som mellemled. Den studerer også den direkte indvirkning, som disse udtryk har på adfærd.
Epigenetiske faktorer og udviklingspsykobiologi
Udviklingspsykobiologi fokuserer på studiet af miljøets umiddelbare interaktioner med adfærd. Denne gren ville f.eks. studere nervemangel som et produkt af dårlig kost i de første leveår. Denne interaktion er præget af umiddelbare determinanter for adfærd. Der er flere grene, der er ansvarlige for denne undersøgelse:
- Fysiologisk psykologi. Studerer fysiologiske ændringer, mens en adfærd udvikler sig, forårsaget af et indgreb i nervesystemet.
- Psykofarmakologi. Undersøgelse af stimulering ved hjælp af stoffer.
- Psykofysiologi. Undersøgelse af nervesystemets fysiologiske varianter. Dette sker uden kunstig manipulation eller stimulering.
- Psykoneuroendokrinologi. Undersøgelse af de mekanismer, hvormed hormoner griber ind i nervesystemet.
- Neuropsykologi. Den disciplin, der er ansvarlig for inden for den kliniske kontekst at bestemme, hvilke nervestrukturer der deltager i de forskellige mentale processer.
Historien fortsætter med at gøre fremskridt, og de teoretiske og eksperimentelle paradigmer udvikler sig hele tiden. Psykobiologi er et eksempel på en disciplin, der har formået at integrere viden fra så mange andre. I øjeblikket er der mange teorier, der er knyttet til epigenetik. Disse bekræfter, at mange aspekter af adfærd fortsat er en gåde.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- García Robles, R., Ayala Ramírez, P. A., & Perdomo Velásquez, S. P. (2012). Epigenética: definición, bases moleculares e implicaciones en la salud y en la evolución humana. Revista ciencias de la salud, 10(1), 59-71.
- Bares, C. T., & Arrieta, M. D. E. (2005). Psicofarmacología: Una aproximación histórica. Anales de Psicología/Annals of Psychology, 21(2), 199-212.
