Nu da vi tegner begyndelsen på vores historie
Nu, da vores hænder får kontakt, næsten uden at ville det, og gnister flyver, hver gang vi får kontakt. Nu, da vi får smil frem på hinandens ansigter, og vores blikke mødes, uden nogensinde at få nok. Nu, da vi har en bog med blanke sider… Nu, begynder vores historie.
Vores stemmer lyder stadig en smule generte for at undgå, at vores ord bliver anderledes end det, vi tænker. Vores fødder tager knap nok et skridt, så vi undgår at falde ind i desillusion og se den bitre sandhed igen.
Jeg ved, at det er begyndelsen på vores historie. Det er nok til at ønske at være tæt på hinanden og bruge tid sammen. Det er nok til at se hinanden i stilhed, og lade vores følelser bære os væk.
Begyndelsen på vores historie
Det kan være, at du tænker på mig lige nu, uden endda at vide, hvad du skal sige til mig, eller om du overhovedet skal sige noget. Jeg ved, at vi ikke kender hinanden nok til, at du ved, at jeg har brugt hele natten på at tænke på dig. Funderende over, hvordan du er.
Jeg tegner dig, som jeg forestiller mig dig. Jeg tænker på de ting, du kan lide, og tror på, at det er en god begyndelse. Det er noget, der starter langsomt, grundet frygten for at fejle, fordi vi begge har fejlet så mange gange før.
Det er nu, jeg begynder at ryste, når jeg ved, jeg skal til at se dig. Det er nu, jeg sænker mit blik og rødmer, når du giver mig komplimenter. Jeg har kontrolleret hver eneste detalje, blot for at frembringe kun det bedste i mig. Nu, er det begyndelsen af en historie. Det er en begyndelse af et minde.
“At kærlighed er alt, der er, er alt, vi ved om kærlighed.”
Nu, da vi kigger på hinanden så langsomt
Du og jeg er to blanke sider. En hel bog, der skal skrives. Et tomt rum, der skal fyldes. Det, vi begynder på i dag, vil i morgen være en del af vores fortid. Men, det vil altid være vores begyndelse. Den begyndelse, vi begge skabte, og på en bestemt måde, kan det kun blive fyldt med “nu”. Det kan kun fyldes med nuværende øjeblikke.
Jeg ved ikke, hvad der kan ske i morgen, men jeg er også ligeglad. Jeg foretrækker at fokusere på nutiden, og nyde denne smukke ting, vi har sammen.
Mine øjne tillader mig ikke at se længere, end hvad jeg har foran mig. Mine håb og ønsker tager magten fra min frygt. Og, hvorfor ikke denne gang? Hvorfor kan denne begyndelse ikke blive den, der bliver skrevet uden en slutning? Det er min i dag, det er min nutid, og jeg vælger, hvordan jeg vil have, det skal være.
“Nu, er intet helligt, og den døde hest bliver stadig slået. Og nu, da verden blot er blevet malet… Nu, da stormene er korte… Nu, da, uden at vide hvordan, vi ved, hvordan vi skal elske hinanden, uden at elske hinanden endnu. Nu, da vores øjne rører og munde kigger. Nu, da intet haster, og alt er i nutiden. Nu, da alle vores historier virker som historier, der aldrig rigtig startede.”
-Joaquín Sabina-
Begyndelsen på vores historie
Med dig, virker alt nyt og spændende. Ting har et andet lys og en anden betydning. Sommerfuglene, jeg føler, når vi er sammen, afslører mine følelser. De skubber mig til at blive bedre, og til at starte noget nyt med dig.
Jeg ved, det aldrig er for sent at prøve igen, at forsøge og risikere det hele, for at skabe noget nyt. Det er derfor, jeg lader mig selv blive båret væk af denne nye begyndelse af vores historie.
Jeg er ligeglad med, hvad der muligvis kommer. Vi vil håndtere det. Jeg er ligeglad med, hvilken vej, der venter os. Jeg vil tage risikoen for at opdage alt, der venter os. Det er begyndelsen af noget nyt, og jeg vil nyde det. Det er den dag, jeg har ventet på. Og jeg tager den til mig. Vi gør den til vores.
Det er den start, jeg har ønsket, den blanke side, hvor jeg vil skrive igen. Det er dagen, vi gør til vores. Ordene og smilene, vi giver hinanden. Nu, er det tiden. Lad os nyde den.
“Jeg elsker ligesom kærlighed elsker. Jeg kender ingen anden grund til at elske, end at elske dig. Hvad ønsker du, at jeg siger, foruden at “Jeg elsker dig”, hvis jeg ønsker at sige, at jeg elsker dig?”
