Neurovidenskab kan forklare børns dårlige opførsel
Når du oplever børns dårlige opførsel, spørger du dig måske ofte, hvorfor det sker. Er der noget skjult bag det? Hvad kan du gøre for at mindske det? Nedenstående forklarer vi, hvad der kan ligge bag.
Der kan være mange årsager til børns dårlige opførsel. F.eks. et følelsesmæssigt behov, der skal opfyldes, eller omstændigheder af biologisk oprindelse. I den forstand er det ikke noget, du gør forkert som forælder, men en situation, der har sin oprindelse i genetik. Der er mange videnskaber, der studerer dette forhold mellem adfærd og biologi, blandt dem er feltet neurovidenskab.
Neurovidenskab er en af de discipliner, der er ansvarlig for at studere hjernen og nervesystemet. Inden for dette område er grenen kognitiv neurovidenskab. Dette område er ansvarlig for de biologiske processer, der ligger til grund for vores kognitive funktion. Med andre ord tænkning, hukommelse, den måde, vi træffer beslutninger på, og i mange tilfælde den måde, vi handler på.
Men hvad siger neurovidenskaben om børns dårlige opførsel? Først skal vi forstå lidt om, hvordan hjernen fungerer.
Hos børn modnes den præfrontale cortex, som er ansvarlig for kognitive processer som f.eks. ræsonnement og beslutningstagning.
Hjernens områder og deres funktioner
Før vi forklarer, hvordan hjernen påvirker adfærd, vil vi gennemgå de forskellige områder, som den består af, og hvordan de hver især fungerer.
Da hjernen er et yderst komplekst organ, har den en tendens til at opdele sine forskellige funktioner efter område. Faktisk er det næsten som om, den var en virksomhed, og i hver afdeling er der en “tjeneste”, der er ansvarlig for hver anmodning.
Her er et eksempel til at hjælpe med at forstå det. Hvis du kommer til skade, når informationen frem til din hjerne, og den relevante “afdeling” får dig til at føle smerte og kommunikerer den til andre hjerneområder, så de kan håndtere situationen.
Nedenstående beskrives hjernens regioner og deres funktion i detaljer.
- Den præfrontale cortex. Opmærksomhed, planlægning, selvregulering og adfærdsorientering. Disse er kendt som eksekutive funktioner.
- Den parietale lap. Berøring, tryk, balance og koordination.
- Occipitallappen. Visuel behandling.
- Temporallappen. Komplekse visuelle opgaver, auditiv behandling, følelsesregulering og motivation.
- Cerebellum. Udførelse af præcise bevægelser, balance, kropsholdning og motorisk indlæring.
- Broca- og Wernickes område. Sprogproduktion og sprogforståelse.
Det skal præciseres, at selv om hver lap har sin specialisering, betyder det ikke, at de arbejder individuelt. Tværtimod kommunikerer hver region med de andre for at give et bedre svar på stimulus.
Hvad sker der, hvis et af disse områder svigter?
I mange tilfælde kan svigt i nogle af disse regioner, hvad enten det er erhvervet (en bilulykke, et hårdt fald osv.) eller medfødt (født med problemet eller vanskeligheden), forårsage adfærdsforstyrrelser.
Generelt er adfærdsforstyrrelser forbundet med hyperaktivitet og pludselige følelsesmæssige ændringer. F.eks. hæmningsløshed, impulsivitet, irritabilitet, psykomotorisk uro, aggression, apati, nedsat initiativ og manglende motivation.
Børns dårlige opførsel: Barnets hjerne
I et barns hjerne er den præfrontale cortex ved at modnes. Faktisk hævder mange undersøgelser, at den ikke er færdig med at modnes før omkring tyve til femogtyve års alderen. Desuden handler barnet på det, der er kendt som den mest primitive hjerne (eller reptilhjernen).
Vores hjerner udvikler sig fra bagsiden til forsiden. Det betyder, at de følsomme områder eller sanserne (smag, lugt, berøring og syn) er de første, der aktiveres, og at informationerne passerer gennem dem. Derefter udvikles de motoriske områder, der er ansvarlige for frivillige bevægelser som at gå, tale og skrive.
Desuden udvikles hjernen fra højre hjernehalvdel. Denne mest følelsesmæssige del har at gøre med opmærksomhed, hukommelse og ræsonnement. Derfor gennemsyrer følelser børns adfærd mere end voksnes adfærd.
Lad os som det sidste forklare den neurovidenskabelige baggrund for børns dårlige opførsel.
Den neurovidenskabelige baggrund for børns dårlige opførsel
Paul Maclean, en berømt amerikansk neurovidenskabsmand, identificerede den tredelte hjerne. Vi vil bruge hans nu noget kontroversielle teori (1960), fordi den vil hjælpe os med at forstå vores børns hjerner.
Denne teori fortæller os, at vores hjerne består af tre dele (komplekser). De er som følger:
Reptilhjernen påvirker børns dårlige opførsel
Det består af basalganglierne og er nødvendigt for, at vi kan kontrollere motoriske aktiviteter, f.eks. at cykle, spille et instrument eller tegne. Den er dannet af hjernestammen, som er ansvarlig for at overføre sanseinformation.
Denne hjerne er den ældste. Faktisk er den flere millioner år gammel og er ansvarlig for at sikre vores eksistens og regulere vores blodtryk, åndedrætsfrekvens og temperatur. Det betyder, at to meget forskellige mennesker i en farlig situation reagerer ens.
Nogle af børns reaktioner er tæt forbundet med denne del af hjernen, som stadig er under udvikling.
Det limbiske system
Denne hjerne er noget mere kompleks. Den er lidt over 150 millioner år gammel og ligger over reptilhjernen. Den repræsenterer følelser som glæde, sorg, afsky, frygt osv. Den akkumulerer også erindringer om tidligere oplevelser. Det påvirker i høj grad vores adfærd.
Hvis du f.eks. slår i bordet, når du er vred, er det den limbiske hjerne, der er ansvarlig.
Det neomammale kompleks
Som det sidste består det neomammale kompleks af neocortex. Det er den del af hjernen, der har udviklet sig mest, og som kun er to eller tre millioner år gammel. Dens hovedfunktion er at styre vores følelsesmæssige verden ved hjælp af kognitive færdigheder. F.eks. evnen til at koncentrere sig, hukommelse, adfærdsvalg, selvrefleksion og problemløsning m.m.
Logik og fornuft stammer fra denne hjerne, som bl.a. gør det muligt for os at læse og planlægge. Denne del vil fortælle dig, om det var korrekt at slå i bordet eller ej.
Da det er den sidste del af hjernen, der udvikles, forklarer det, hvorfor børn har øjeblikke, hvor de viser ringe kontrol over deres følelser og reaktioner.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Barco, A. N., Engeby, T. W., & Ribal, J. B. (2004). Cerebelo y procesos cognitivos. Anales de Psicología/Annals of Psychology, 20(2), 205-221.
- Carlson, N. (2019). Fisiología de la conducta . Pearson, 2-3.
- Matute, E. y. (2010). Neuropsicología infantil: historia, conceptos y objetivos. En S. Viveros Fuentes. . Neuropsicología del Desarrollo Infantil, 3.
- Ripoll, D. R., Adrover-Roig, D., & Rodríguez, M. P. A. (2014). Neurociencia cognitiva. Editorial médica panamericana.
- Tamayo, J. (2016). La relación cerebro-conducta ¿hacia una nueva dualidad? Revista Internacional de Psicología y Terapia Psicológica, 285-293.
