Neurovidenskab: forstå, hvordan sindet fungerer
Målet for neurovidenskab har traditionelt set været at forstå, hvordan nervesystemet fungerer. Både funktionsmæssigt og strukturmæssigt vil denne disciplin gerne vide, hvordan hjernen er organiseret. For nyligt blev det taget et skridt videre, og man vil nu ikke kun vide, hvordan hjernen fungerer, men også, hvordan den har indvirkning på vores adfærd, tanker og følelser.
At forbinde den fysiske hjerne til det konceptuelle sind er det, som kognitiv neurovidenskab formår. Det er en blanding af neurovidenskab og kognitiv psykologi. Den sidstnævnte tager sig af kendskabet omkring de højere mentale funktioner såsom hukommelse, sprog og opmærksomhed. De primære mål for kognitiv neurovidenskab er at forbinde hjernens funktioner til vores kognitive færdigheder og adfærd.
Teknikker, som er udviklede for nylig, har muliggjort ny forskning på dette område. Neuroradiologiske undersøgelser har fremmet arbejdet, som forbinder konkrete strukturer med forskellige funktioner. Især et redskab har været brugbart her: funktionel magnetisk ressonanstomografi (fMRI). Også redskaber som ikke-invasive transcranial magnetic stimulation er blevet udviklet til at behandle forskellige patologiske sygdomme.
Neurovidenskabens begyndelse
Man kan ikke snakke om begyndelsen på neurovidenskab uden at nævne Santiago Ramon y Cajal, grundlæggeren af neuronernes lære. Hans bidrag til udviklingsproblemerne, degenerationen og regenerationen af nervesystemet er stadigvæk vigtig i dag, og forskere tilføjer hele tiden viden til hans arbejde. Hvis man skal sætte en tidsangivelse på neurovidenskabens begyndelse vil det være i det 19. århundrede.
Disciplinen blev udviklet sammen med udviklingen af mikroskopet. Eksperimenterende mikroskopiteknikker og forskning omkring strukturen og funktionen af vores nervesystem hjalp også.
Men neurovidenskaben og vores forståelse af, hvordan hjernen fungerer, er vokset ud fra mange forskellige vidensområder. Dermed er mange opdagelser i neurovidenskab tværfaglige.
Anatomi, som er ansvarlig for at positonsbestemme alle de komplekse indre dele af vores krop, bidragede betydeligt. Fysiologien har fokuseret på, hvordan kroppen fungerer. Farmakologi har til gengæld fokuseret på de ydre stoffer og deres eftervirkninger i vores krop og vores biokemi, ved brug af stoffer udskilt af selve kroppen, såsom neurotransmittere.
Psykologi har også bidraget betydeligt til neurovidenskaben ved hjælp af teorier omkring adfærd og tankevirksomhed. Over årene har psykologi bevæget sig væk fra sådan et lokalisationsperspektiv. Et perspektiv, som tror på, at hvert område i hjernen har en speciel funktion. Nu tager forskere et mere funktionelt perspektiv i brug, med et mål om at forstå hjernes overordnede funktioner.
Kognitiv neurovidenskab
Neurovidenskab er et bredt videnskabeligt område. Det inkluderer alt fra grundlæggende videnskab til anvendt forskning, som arbejder med eftervirkningerne af bagvedliggende adfærdsmekanismer. Inden for neurovidenskaben prøver kognitiv neurovidenskab at forstå, hvordan funktioner som sprog, hukommelse og beslutningstagen fungerer.
Kognitiv neurovidenskab fokuserer på de neuronale enzymer af mentale processer. Med andre ord, hvilken indflydelse vores adfærd og tankevirksomhed har på vores hjerne. Vi har registreret specifikke områder i hjernen, som er ansvarlige for føle- og motorikfunktionerne, men disse områder udgør kun en fjerdedel af den totale hjernebark.
Associationsområderne har ikke nogen specifik funktion. I stedet for er de ansvarlige for at fortolke, integrere og koordinere føle- og motorikfunktionerne. Dette gør dem ansvarlige for de overordnede mentale funktioner. Områderne i hjernen, som styrer funktioner som hukommelse, tankevirksomhed, følelser, bevidsthed og personlighed er meget sværere at placere.
Hukommelsen er forbundet med hippocampus, som er placeret i hjernes midte. Når det drejer sig om følelser, ved vi, at det limbiske system kontrollerer tørst og sult (hypotalamus), aggression (amygdala) og følelser generelt. Og det er i cortex, at hjernen integrerer kognitive evner. Det er der, vores opmærksomhedskapacitet bliver genereret, der hvor vi etablerer relationer og foretager komplekse fornuftsbeslutninger.
Hjernen og følelser
Et område, som kognitiv neurovidenskab har hjulpet os med at forstå, er vores følelser. Følelser er afgørende i et menneskes liv. Alle mærker til dem. Vi udtrykker alle vores følelser ved hjælp af visceral motoriske forandringer, og stereotype somatiske og motoriske reaktioner, især bevægelser af ansigtsmusklerne.
Traditionelt tilskrev forskningen følelserne til det limbiske system. Dette betragtes stadigvæk som værende sandt, men vi har opdaget, at andre regioner af hjernen også er involverede.
Disse andre områder indbefatter amygdala og de orbitale og mediale aspekter af frontallappen. Disse regioner arbejder sammen for at forme det følelsesmæssige motoriske system. De samme strukturer, som bearbejder følelsesmæssige signaler, tager del i andre opgaver, såsom rationel beslutningstagen og endda moralsk bedømmelse.
Den viscerale motorkerne og de somatiske motorneuroner koordinerer, hvordan vi udtrykker følelser. Følelser og aktiveringen af det autonome nervesystem hænger tæt sammen.
At føle følelser, såsom frygt eller overraskelse, ville være umuligt uden at opleve øget hjertebanken, sved, kuldegysning… Det er det, som gør disse følelser så fyldige.
Følelser er tilpasningsdygtige redskaber, som informerer andre om vores sindstilstand. Det er blevet påvist, at der er fælles måder, mennesker udtrykker glæde, sorg, vrede, osv. på. Faktisk har forskere observeret lighedspunkter på tværs af forskellige kulturer. Det er en af de måder, hvorpå vi har mulighed for at kommunikere og føle empati med andre.
Bibliografi
Cavada, C. Sociedad Española de Neurociencia: Historia de la neurociencia. Recuperado de http://www.senc.es/es/antecedentes
Eriksson, P.S., Perfilieva E., Bjork-Eriksson T., Alborn A. M., Nordborg C., Peterson D.A., Gage F.H. (1998). Neurogenesis in the Adult Human Hippocampus. Nature Medicine.4(11), 1313–1317.
Kandell E.R., Schwartz J.H. y Jessell T.M.(2001) Principios de Neurociencia. Madrid: McGraw-Hill/Interamericana.
Lupien S.J., King S., Meaney M.J., McEwen B.S.(2000). Child’s stress hormone levels correlate with mother’s socioeconomic status and depressive state. Biological Psychiatry. 48, 976–980.
Purves, Augustine, Fitzpatrick, Hall, Lamantia, McNamara y Williams. (2007). Neurociencia(Tercera edición).Buenos Aires: Editorial Médica Panamericana.
Rizzolatti G., Craighero L. (2004).The mirror-neuron system. Annual Review of Neuroscience.27, 169–192.
Stern, Y. (2009). Cognitive reserve. Neuropsychologia, 47(10), 2015–2028. doi:10.1016/j.neuropsychologia.2009.03.004
