Tre mærker fra barndommen, der varer evigt
Barndommen er den tid, hvor et smukt paradoks finder sted: vi er i stand til at opbygge det stærkeste grundlag i den korteste tidsperiode uden selv at bemærke det. Ved fire-års alderen er vores måde at være på allerede begyndt at tage form, så fra det tidspunkt er alt, der er tilbage, at udvikle eller beholde den inerti, som vi har samlet i vores første år af livet. Men der er mærker fra barndommen, der varer for evigt.
Disse mærker fra barndommen er uudslettelige fodspor, der primært afspejles i den holdning, vi har over for os selv og andre. Men nogle af disse fodspor er mere vedholdende og dybe på grund af den store indvirkning, de har på barnets sind.
“Den bedste måde at gøre børn gode på, er ved at gøre dem lykkelige.”
–Oscar Wilde–
Nedenfor vil vi fortælle dig om tre mærker fra barndommen, som aldrig kan slettes.
Den umulige tillid efter barndommen
Når børn bliver skuffet gentagende gange eller forrådt af deres forældre eller værger, kan det være svært for dem at stole på andre mennesker eller endog dem selv. De bliver nødt til at kæmpe mod tendensen til mistillid for at etablere intime forhold til andre.
Et barn er svigtet, når voksne lover ting, de ikke kan eller vil opfylde. For børn er det vigtigt, at de får legetøjet, som de blev lovet, hvis de nåede et bestemt mål. At de kommer på legepladsen, fordi de fik at vide, dette ville ske. At de får den tid på dagen, som blev lovet dem.
Små tillidsbrud kan gå ubemærket hen eller ikke have nogen betydning for voksne, men for barnet repræsenterer de en lektion om, hvad der kan forventes, overalt, fra tætte figurer.
Hvis børnene observerer, at deres forældre lyver for dem, vil de lære, at ord mangler værdi. Det vil da være svært for dem at tro på andre og gøre, at deres egne ord får mening. Et af disse mærker fra barndommen vil skabe vanskeligheder under deres udvikling. Vanskeligheder med at opbygge tilknytninger til andre og at skabe ægte intimitet, hvor de føler sig trygge sammen med nogen.
Frygten for at blive forladt
Et barn, der har følt sig alene, ignoreret eller forladt, begynder at tro på, at ensomhed er en fuldstændig negativ tilstand. De kan vælge at tage en af to stier: enten bliver de alt for afhængige af andre og søger konstant en person, der vil ledsage og beskytte dem, ellers afviser de alle følgesvigt ud af frygt for at lide potentielt svigt.
Dem, der tager vejen til afhængighed, bliver i stand til at tolerere enhver form for forhold, så længe de ikke føler sig alene. De tror, at de er helt ude af stand til at klare sig i ensomhed, og så er de villige til at betale enhver pris for selskabet.
Dem, der undslipper frygt for at blive forladt ved ekstrem uafhængighed, bliver ikke i stand til at nyde den kærlige nærhed til en anden person. For dem er kærlighed synonym for frygt. Jo mere kærlighed de føler for en anden person, jo mere vokser deres angst og lyst til at undslippe. De er den slags person, der bryder intime bånd, for at stoppe med at føle angsten, som det mulige tab af denne elskede figur skaber.
Frygt for afvisning er et af de mærker fra barndommen, der aldrig forsvinder
Børn, der altid er blevet sat spørgsmålstegn ved af deres forældre, har tendens til at blive deres egen værste fjende. På denne måde udvikler de en indvendig dialog om selvtillid og selvfornægtelse.
Disse børn, i deres voksne liv, vil sandsynligvis aldrig føle sig sammenhængende med, hvad de gør, siger eller tænker. De vil altid finde en måde at sabotere deres egne planer på. Det vil være meget svært for dem at acceptere, at de også har dyder og resultater. De vil føle, at de ikke fortjener hengivenhed eller forståelse, og at deres udtryk for kærlighed til andre vil blive afvist.
Generelt bliver de til isolerede og tilbagestående voksne, der føler panik i situationer med social kontakt. Samtidig er de yderst afhængige af andres meninger. Når de står over for den mindste kritik fra andre, slår de dem selv helt ned. For de ved ikke, hvordan man skelner en objektiv observation fra et personligt angreb.
Hvis barnet, ud over at blive afvist, også ydmyges, er konsekvenserne endnu mere alvorlige. Denne ydmygelse efterlader uløste følelser af vrede, der bliver til en konstant følelse af magtesløshed. Det fører ofte til tyranniske, ufølsomme mennesker, som også søger at ydmyge andre.
Disse mærker fra barndommen er meget vanskelige at ændre. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke kan raffineres eller omdirigeres for at ændre dem til noget positivt. Det første skridt er at erkende, at de er der, og at de skal bearbejdes, så de ikke fuldstændig bestemmer over resten af vores liv.