Love Actually - En ny klassisk julefilm
Lige siden den blev udgivet, har Love Actually været en ny klassisk julefilm i komediegenren. Selvom den er simpel, så er dens budskab universelt, fordi den giver folk håb.
December er en måned med julefrokoster, god mad og sammenkomster. Men det er også en måned for det klassiske og traditioner, der gentages år efter år.
Du køber et juletræ, håber, du vinder din skrabekalender, spiser konfekt og siger farvel til det gamle år. Du spiser også middag med din familie, drikker champagne og til sidst ender du med at se Love Actually…igen.
Det kan se ud til, at Curtis´film allerede er en juletradition, en klassiker. Det er Mariah Careys “All I Want for Christmas is You” omsat til film. År efter år lige siden den havde premiere helt tilbage i 2003, har Love Actually grebet os med sin fortælling om kærlighed fyldt med ånden fra julen.
Jovist, der er mange julefim, men Love Actually ser ud til at være alles favorit. Det er den ene film, som mange mange folk gerne vil se mindst en gang om året i deres juleferie.
Richard Curtis lykkedes med at lave en perfekt casting og væve et netværk af historier sammen, der reflekterer de forskellige stadier i kærligheden. Han byggede en historie, som man godt kan kalde en julemyte.
“Hver gang jeg bliver dyster over verdens tilstand, så tænker jeg på ankomsthallen i Heathrow Lufthavn. Mange mennesker synes, at vi er begyndt at leve i en verden fyldt med had og griskhed, men det kan jeg ikke se. For mig virker det som om, kærligheden er overalt.”
-Richard Curtis, Love Actually-
Et misundelsesværdig cast
Richard Curtis blev en succesfuld filmskribent med titler som Bridget Jones´s Dagbog (2001), Notting Hill (1998) og Fire Bryllupper og en Begravelse (1994), som alle er romantiske komedier. Interessant nok så havde de alle Hugh Grant i hovedrollen. Han slog virkelig igennem her som en af kongerne i denne branche i sin ungdom.
Grant arbejdede for Curtis igen i Love Actually, en film, som han også instruerede. Andre berømte skuespillere som Emma Thompson, Alan Rickman, Colin Firth og Liam Neeson blandt andre kom med i castingen.
Curtis opnåede det umulige. Han førte nogle af de største britiske skuespillere sammen på et tidspunkt. For eksempel Alan Rickman, som allerede havde nydt stor popularitet i det forrige århundrede. Og nye skuespillere som Keira Knightley var allerede stålende ved begyndelsen af det nye årtusinde.
Curtis lykkedes således med at konsolidere et velkendt cast, hvor nogle af de største stjerner indenfor romantiske komedier, især Colin Firth og Hugh Grant, skilte sig ud. De stod mere eller mindre som en garanti for, at filmen ville få succes.
Det er således ingen overraskelse, at Love Actually brød alle salgsrekorder i biograferne. Det er, fordi mange gerne vil se århundredets julefilm over dem alle.
Men dens virkelige succes slog først igennem langt senere, især takket være mund til mund metoden og visninger i TV. På en eller anden måde blev filmen et ikon over det romantiske ved julen.
Love Actually – en fantastisk dessert
Folk vil bare gerne sidde i sofaen og slappe af efter en god julefrokost. Rigtig mange vil gerne stresse af ved at have noget i baggrunden, der løfter julens stemning, men samtidig ikke tvinger os til at tænke alt for meget.
Dette er præcis, hvad Love Actually leverer i form af en romantisk, sød og sjov komedie, der bare varmer sådan en vinteraften.
Love Actually vil faktisk ikke have, at folk tænker alt for meget over den, og den er ikke triviel. Du kommer til mere end at smile, for den får dig også til at huske dine egne historier på dette område. Hvad er hemmeligheden? Den fortæller en række kærlighedshistorier fra forskellige vinkler.
Rollerne
Der er denne unge præteenager, som oplever sin første kærlighed og føler den med stor intensitet. Og så et ægteskab, som efter mange år sammen begynder at føles lidt for meget som det daglige trommerum. Så er der desuden en mand, hvis kærlighed er rettet mod hans bedste vens nye kone.
Som det sidste er der de forelskede, der på trods af, at de ikke taler samme sprog, lykkes med at forstå hinanden. Der er endda en dansende premierminister, som vil gøre alt for den kvinde, han elsker.
På samme måde er der den lidt slidte musiker Billy Mack, som bidrager med noder til en komedie musical. Denne popstjerne er nærmere en uforskammet rolle i filmen.
Det lykkedes således Curtis at rette spottene mod de mest varierede kærlighedsfortællinger. Men lige som alt er ved at blive for sukkersødt, bliver man afbrudt af en mere tragisk eller mere uformel historie i fortællingen.
Realistiske historier
Som du kan se, så lykkedes det Curtis at blande det kedelige, det tragiske og det absurde i portrættet af et par af facetterne ved kærligheden. Det interessante er også, at han anvendte et populært sprog. Han delte historier, der selvom de var lidt overdrevne, bestemt havde forbindelse med virkeligheden.
Der er for eksempel en ung mand, som ikke er så populær hos kvinderne hjemme i Storbritannien. Men da han flytter til USA, opdager han, at hans accent er så hot derhenne. Der er også det lidt slidte ægteskab mellem Emma Thompson og Alan Rickman. Og så er der den unge kvinde, hvis mentalt udfordrede bror ikke giver hende tid til at leve sit eget liv.
Det er sandt, at andre historier og clichéer er blevet fortalt igen og igen. Det er således tilfældet med den unge mand, som er forelsket i sin vens nye kone. De fleste mennesker ville på den tid anse hans handlinger for mere at være som en stalker end romantiske.
Overtid
Således er Love Actually blevet en klassisk julefilm i dag. Men den har også givet publikum en følelse af, at der mangler nogle nutidige værdier i nogle af dens historier.
Det betyder ikke, at filmen ikke ældes med ynde, bestemt ikke. Faktisk så står dens budskab lige så enkelt og klart, som da den havde premiere. Men hvis du analyserer filmen fra et nutidigt perspektiv, vil du opdage de tynde dialoger hos de kvindelige personer. Der er heller ikke nogen repræsentanter fra LGTB (bøsser og lesbiske).
Oprindeligt havde Curtis en fortælling om to personer af samme køn, men han endte med at forkaste den i sin endelige version. Hvis Love Actually først var blevet optaget 15 år senere, så ville der mindst have være en af disse historier i filmen. Der ville også have været en større forskellighed og kvinder med mere kant.
På en eller anden måde så virker 2003 som meget længe siden. Faktisk er filmen også med til at anskueliggøre, hvordan folks opfattelser har flyttet sig siden dengang. Det, du engang anså for normalt og endda romantisk, er i dag kilden til en del kritik.
Love Actually – et universelt budskab
På trods af dette så er filmen ret relevant for sin tid og dens budskab forbliver universelt. Den viser, at kærligheden er overalt, i alle hjørner. Den viser mange historier, som seerne kan identificere sig med. Det er præcist en af dens kerneværdier. Publikum forholder sig til dens roller med følelser fæstnet i det enkle og naturlige diskurs.
Love Actually tegner sine historier, hvor følelserne er vigtige. Og selvom det kan virke usandsynligt, så appellerer den til kærlighed generelt. Til den følelse alle skønner på.
Måske er nøglen den humanitet, der er i personerne, det lette ved en komedie og det universelle i dets budskab, der begynder og slutter med de klassiske scener i lufthavnen.
Det er, fordi der er en troværdig refleksion af, hvad en lufthavn ligner i en juleferie: Steder, man skal forbi, gensyn, kram, tårer blandt andet. Det er måske den bedste refleksion over, hvad kærlighed faktisk er.
