Jeg er bare mig selv, når jeg er alene

I en af sine berømte sonetter, Para cuando me ves tengo compuesto (For når du ser mig), skrev Miguel Hernández en af sine mest berømte linjer: “Jeg er bare mig selv, når jeg er alene”. Sådan et simpelt, men alligevel fascinerende citat kunne ikke komme fra nogen anden end en forfatter, som var ivrig efter at gengive den smukke, men melankolske ensomhed, som berusede ham.

Simple, men melankolske ting, kan genoplive selv den mest udslidte sjæl. Den sjæl, som allerede er blevet træt af alle og alting. I dette citat har jeg fundet en af de mest dybsindige sandheder, jeg nogensinde har læst. Jeg tror, at Miguel Hernández refererede til følelsen af, at han havde det bedre og var mere sig selv, når han var i sin elskedes selskab, og værre, når han var alene.

Lige meget hvad han mente, er en af de største fornøjelser for en forfatter at give læseren frihed til at fortolke teksten på den måde, der giver dem trøst. Selvom dette citat kun er et par ord, tager det fat på et ambitiøst emne: det fortrolige, det enestående, den oprigtige nydelse, som mange mennesker finder i ensomheden.

Jeg er alene, men jeg er ikke ensom

Mennesker, som nyder ensomheden, plejer at være generøse overfor mennesker i deres liv. De ved, at når de er sammen med andre, behøver det ikke indebærer nogen form for forpligtigelse eller krav. De plejer at bede om færre forklaringer. Og de er mere fornøjelige, når de er sammen med andre. De beder ikke om ting. De ved, de ikke kan forlange noget. Og de foreslår også indirekte, at andre burde skrue ned for deres krav.

Der er intet ligesom ensomhed, som ikke er valgt; nødvendig ensomhed er kun, når det ikke hjælper at være i selskab. Der er intet værre end at føle sig alene, når du er omgivet af mennesker. Du tvinger dig selv til at røbe ting om dig selv. Alt, der er tilbage, er følelsen af uro og ubehag.

Jeg har altid foretrukket at være alene frem for at føle mig alene omgivet af mennesker. De snakker, og jeg nikker. Det er alt sammen meget ubehageligt. Jeg har opfattelsen af, at vi starter hver dag med et batteri med begrænset ladning. Hvis vi spilder energien på folk, som ikke fortjener den, vil vi ikke kunne bruge den, når det bliver nødvendigt.

Det er derfor, jeg siger, at jeg føler mig alene på mange måder. Men jeg er på den anden side ikke ensom. Jeg er omsluttet af min egen tilstedeværelse og selskab, og det giver mig ikke en dårlig følelse.

Når jeg møder en person ud af millioner, som deler mit perspektiv, bliver jeg overbevist om, at min ensomhed ikke har fordrejet mit syn på tingene. Jeg elsker at tilbringe tid sammen med folk, som ikke får mig til at føle mig ensom. For sammen med dem er jeg autentisk, akkompagneret, beriget. 

Jeg er bare mig selv, når jeg er alene

Nogle gange vågner jeg i dårligt eller trist humør, ligesom alle andre mennesker. Ofte får vi at vide, at vi skal opsøge selskab, så vi ikke kommer til at opleve vrede og tristhed alene. Mange gange har jeg fulgt dette råd. Men det har vist sig ikke at passe til mig.

Jeg synes ikke, nogen skal føle sig skyldig over at ville være alene, når de er triste. Der er alt for mange mennesker, som kaster deres tristhed over på andre, fordi de tror, det er bedre at være i selskab og undgå ensomhedens grufuldhed.

Det er vigtigt ikke at forveksle det, at nyde din ensomhed, med at undgå kontakten til andre. Vi er ikke paranoide eller utilnærmelige. Vi har bare accepteret det, som livet har vist os igen og igen. Vi har forstået budskabet. Vi foretrækker selskab, som får os til at føle os gladere. Men det er ikke nødvendigt for at være glad.

Mange mennesker synes vi er mærkelige, krævende eller barnlige. Men vi fortsætter bare med at reagere uskyldigt på verdens selvmodsigelser. Og vi bryder os ikke om at være de første til at gøre alt, som vi efter sigende bliver nødt til at gøre i dette liv. Vi trækker os ikke tilbage. Vi venter og observerer. Så når det bliver min tur, så gør jeg det godt uden at føle mig forpligtiget. Uden at føle mig bundet eller overvåget.

Når jeg er alene, er jeg bare mig selv, fordi ingen forstår mig, som jeg gør, og ingen morer sig selv så meget, som jeg gør, når jeg er alene. Og når jeg er alene, føler jeg mig ikke som den værste version af mig selv, men nogle gange når jeg er alene, forstår jeg min sorg. Når jeg er alene, skønt jeg er sammen med andre, tager jeg ikke ansvar for dem længere. Det er den udsøgte fornøjelse ved at være alene, og vælge at være alene, når du har lyst.