Jeg elskede dig, indtil min selvkærlighed sagde: "Det er ikke det værd"

02 august, 2017
 

Jeg elskede dig, indtil min selvkærlighed sagde: “Det er ikke det værd.” Jeg lod bindet falde fra mine øjne, jeg tog kæderne af mit hjerte, og fjernede endda de hæle, jeg bar for at være på din højde. Så så jeg det: du er ikke mit livs kærlighed, ikke engang dagens eller øjeblikkets. Blot en, som fik mig til at tro, at jeg var ingenting, når jeg faktisk er alting.

At indse at “du er ikke det værd, og jeg er heller ikke så lidt værd” er utvivlsomt en handling ud i personlig revolution. En modig handling og en bekræftelse af selvværdet, som hædrer os. Men vi skal indrømme, at det ikke er nemt at opnå den mentale og følelsesmæssige styrke, som kan trække en grænse mellem selvkærlighed og afhængighed. Mellem værdighed og tilbagetrukkenhed.

“Selvkærlighed kan såres, men aldrig dræbes”

-Henry de Montherlant-

Vi ved, at ordet “selvkærlighed” blomstrer op i disse dage. At der er mange bøger, manualer og kurser, som gentager overfor os, næsten som et mantra, at: “ingen kan opnå et sundt forhold uden først at elske sig selv.” Med det i mente, hvis vi så først kender opskriften, kan vi anvende den på den bedste måde.

Selvkærlighed opbygges ikke kun ved at læse en bog eller ved at tænke over det. Det er ikke et passivt væsen, men helt det modsatte. Selvkærlighed er en tilstand med komplet værdsættelse af sig selv, som vokser gennem handlinger. Og på samme tid opbygger disse handlinger vores fysiske og følelsesmæssige helbred. Det er en dynamisk dimension, som også oplever nogle høj- og lavpunkter.

 

Vi inviterer dig til at reflektere over dette. 

Du var ikke det værd, og alligevel gav jeg dig hele mit univers

Astronomer fortæller om det fænomen i universet, som i høj grad minder om vores følelsesmæssige forhold. For eksempel er der en stjernetåge, som kaldes for Henize 2-428, som, set fra et teleskop, er fascinerende grundet dens enestående skønhed og mystik. I virkeligheden er denne stjernetåge en forening af hvide dværge. To gamle stjerner i slutningen af deres levetid, begge døende.

Med det i tankerne er det forunderlige ved dette par, at de er i kredsløb om hinanden, og hvert kredsløb tager fire timer. De danner en dødelig, men utrolig smuk dans, hvor de, før eller senere, vil ende op med at kollapse. På en måde har vi, uden at være stjerner, også denne magtkamp. Vi ved, at der findes kærlighed, som er skæbnebestemt til kun at være støvet fra en hukommelse, men alligevel nærer vi den. Vi er i kredsløb rundt om den usunde kærlighed, i den tyngdekraft, hvor vores selvværd hænger i en tråd og kan føres bort af vinden.

 

Måske var kærligheden ikke det værd, men førend vi er opmærksomme på afhængigheden, vil vi ikke åbne vores øjne. Men vi skal huske på dette: intet univers kan uden videre knuse vores individualitet, vores selvkærlighed og vores unikke og fantastiske lys. 

Opskriften på selvkærlighed

Lad os i et øjeblik visualisere selvkærlighed på en meget konkret måde. Som vores skelet. Det giver os støtte, styrke, modstand og garanterer os harmonisk og korrekt bevægelse til at komme igennem vores daglige kærlighed. Hvis skelettet har et brækket skinneben eller lårben, så har vi brug for krykker eller en kørestol. Vi bliver afhængige.

Den personlige dimension kræver meget vital støtte. Men vi ved, at den har sine høj- og lavpunkter fra tid til anden, slid og anstrengelse og den efterfølgende smerte. Derfor er det vigtigt at beholde de komponenter, som opskriften består af for at holde den i “god form”.

Søjler, som understøtter selvkærlighed

Den første søjle er uden tvivl kohærensDette er et begreb mange støtter, men få anvender, da det, mere end noget andet, kræver mod. Med kohærens mener vi behovet for at have en forbindelse mellem det, vi føler, og det, vi gør. Mellem det, vi tænker, og det, vi udtrykker.

 

Nogle gange er det bedre at prioritere det, man behøver, over det, man ønsker. For eksempel er du måske lige nu på vej ud af et forhold. Ensomheden og bitterheden nedsænker dig i ulykkelighed. Du ønsker stærkt at finde nogen, som kan udfylde tomrummet. Så… Tror du virkelig, at det er, hvad du behøver lige nu?

At sætte grænser er sundt. Vi bruger nogle gange et besynderligt udtryk: “frenemies.” Dette refererer til de mennesker, som er omkring os. Tilsyneladende som vores venner, men i virkeligheden er de skadelige. De er i virkeligheden fjender. At sætte en stopper for de forbindelser og interaktioner er ekstremt nødvendigt.

Lev med formål. Acceptér ikke middelvejen eller krummer. Selvkærlighed kræver målbevidsthed. Halvhjertet kærlighed er ikke dét værd. Hverken latteren i dagtimerne eller tårerne i nattetimerne. Heller ikke “jeg elsker dig under disse betingelser.”

At leve med formål er at forstå, at for at være lykkelige skal vi tage beslutninger, og ikke formålsløst være i kredsløb om en stjernetåge, som, før eller senere, vil ende med at kollapse og forsvinde. Vi skal lære at skinne, have vores eget lys, en fast stemme og et modigt, værdigt hjerte. Så kan vi tiltrække den, vi virkelig fortjener.

Billeder af Chiee Yoshii og Kris Knight