Internalisering af lidelser: At forstå børns smerte

Somme tider har de stille børn det slet ikke godt.

Lad os drage omsorg for triste, irritable eller tilbagetrukne børn. Tro det eller ej, ved internalisering af lidelser opstiller de en facade, der skjuler angst og depression. Det viser sig gennem interne symptomer såsom isolation eller mangel på motivation.

Børn kan nogle gange udvise adfærd, som ikke passer til deres karakter. Det kan være ekstrem generthed, bekymringer, frygt og humørsvingninger. På den måde kan det at mærke, forstå, kende og opdage de første indikationer på internalisering af lidelser være med til at afhjælpe og forebygge depressioner blandt børn.

Når det handler om børns adfærd, er der én ting, der næsten aldrig slår fejl. De mest rastløse og rebelske børn er dem, der altid kalder på vores opmærksomhed. Hvad enten det er derhjemme eller i skolen, så er det næsten umuligt ikke at blive opmærksom på den dreng eller pige, som er trodsig og næsten aldrig sidder stille.

Denne type adfærd falder i den kategori, som vi kalder eksternalisering af lidelser. Her reagerer børnene grundlæggende på deres miljø ved at gøre opmærksom på sig selv. Men der er også børn, som slet ikke skaber problemer.

Disse personer bryder sig ikke om, at andre lægger mærke til dem. Det er dem, som kan lide at sidde bagest i klasselokalet og bare passe sig selv. De vil for alt i verden undgå opmærksomhed.

Lærerne giver dem også sjældent opmærksomhed. På en måde kan mange undervisere godt lide disse børns stilfærdige gemyt, især hvis klasseværelset er fuld af larmende, hensynsløse unger.

Ikke desto mindre kan det have alvorlige konsekvenser at ignorere sådanne børn og unge. Selvom de skjuler sig bag deres upåfaldende og rolige ydre, råber de måske i virkeligheden på hjælp.

Internalisering af lidelser: Definition, symptomer og behandling

“Ja, han er altid i nærheden, han viger aldrig fra min side”. “Han er genert – han er en af den slags børn, der er bange for alting”. “Hun tager altid på hospitalet, når det ikke er mavepine, er det hududslæt”.

Den slags udsagn er almindelige blandt forældre til børn, der internaliserer problemer. Generelt er det ikke så nemt at gennemskue, at det, der ligger bag denne adfærd, faktisk er et psykologisk problem. Problem kommer især op til overfladen, når et barn, som ikke fik omsorg i barndommen, bliver teenager.

Vi ved alle sammen, hvor svært det kan være at være ung. Perioden er fuld af forandringer, som gør individet sårbart. Denne såbarhed kan få det problem til at vise sig. Det er her, at selvskade og endda selvmordstanker kan opstå.

En undersøgelse fra Pennsylvania universitet i Philadelphia betonede relevansen af at udvikle tidlige behandlinger og forebyggelsesprogrammer mod problemer med internalisering.

Forfatterne til undersøgelsen bemærkede også, at børn med uopdagede psykiske lidelser har større risiko for at få problemer med det boglige og blive socialt isoleret. Men det mest alvorlige problem er risikoen for selvmord.

Ifølge data fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er selvmord den 3. mest almindelige dødsårsag blandt personer, der er mellem 15 og 19 år gamle.

Hvad er sygdommen bag internalisering?

Ifølge Achenbach, Edelbrock og Howell (1987) kan de mentale lidelser, der rammer børn, deles op i to typer. For det første er der den eksternaliserende adfærd (blandt andet aggressivitet, adfærdsvanskeligheder, ulydighed og uopmærksomhed).

Og for det andet er der internaliserende adfærd, som betyder ting, der har at gøre med somatisering forårsaget af angst, stress eller depression.

Problemet med internalisering er meget udbredt i menneskers barndom, og viser sig på følgende måder:

Følelsesmæssige symptomer:

• Overdreven frygt (for mørke, dyr, nye situationer).
• Modløshed, tristhed og en apatisk attitude.
• Følelse af mindreværd.
• Problemer med koncentrationen.
• Negativitet eller en konstant følelse af, at noget dårligt vil ske.

Adfærdsmæssige symptomer

• Overdreven tilknytning og afhængighed af voksne.
• Mangel på motivation.
• Intet vækker barnets eller den unges interesse. De går fra den ene hobby til den anden.
• Tilbagetrukket adfærd.
• Tendens til at sidde eller ligge ned hele dagen.
• Boglige problemer og ringe præstationer.

Kropslige manifestationer

• Mavepine uden nogen umiddelbar årsag.
• Konstant hovedpine og svimmelhed, uden en klar trigger.
• Allergiske reaktioner, især på huden.

Hvorfra kommer internalisering af lidelser?

Det, der ligger bag dette problem med internalisering, er angstlidelser og depression. Sådanne ting har det med at forblive uopdagede gennem barndommen og ungdommen af to grunde. For det første har voksne en tendens til at tilskrive det personens alder.

Tænk over det. Det er ret almindeligt at betragte præ-teenagere som mere passive og indadvendte, mens man som regel forestiller sig teenagere som rebelske og hensynsløse.

For det andet er det vigtigt at huske på familie-aspektet. Mange børn med denne slags symptomerne kommer fra en problemfyldt baggrund. Deres forældre har kort sagt ikke haft en sikker opdragelsesstrategi, og er endt med at negligere barnets følelsesmæssige behov.

Som et resultat har forældrene været ude af stand til at indse, at deres barn havde det dårligt. På den måde bliver skolemiljøet det eneste sted, hvor det er muligt at opfatte, hvordan disse børn har det.

Derfor kan de udløsende faktorer bag disse psykologiske tilstande ofte være ret komplekse. Jovist, triggeren kan være forsømmelse, misbrug og vanrøgt. Men der er også stress-faktorer (skoleskift, forældres skilsmisse), og så er det selvfølgelig vigtigt at lægge mærke til personlige særpræg og endda genetiske faktorer.

Den terapeutiske tilgang

Systemisk terapi er den mest almindelige tilgang til behandling af internalisering af lidelser hos børn. De professionelle mentalterapeuter bør ikke kun fokusere på barnets følelser, men også på hele miljøet i familien.

Samtidig skal terapeuten lære barnet eller den unge forskellige strategier, som kan hjælpe dem til at forstå deres egne følelser og for eksempel kende deres krops reaktion på angst.

Ved at forbedre deres sociale færdigheder og deres selvtillid, opnår de et højere selvværd, og fungerer dermed med større sikkerhed og ro. Derudover vil de føle sig mere forbundet med ting og mennesker omkring dem. At opdage symptomerne på disse kliniske tilstande tidligt bør uden tvivl være en prioritet i vores samfund.