Illusionen af kontrol: dårlig grund til at stoppe terapien
Der er tidspunkter i vores liv, hvor vi må spørge os selv, om det ikke ville være en god idé at gå til en psykolog. Vi oplever tvivl og frygt. Vi spørger os til råds hos folk omkring os. Måske kigger vi endda efter alternativ medicin og pseudovidenskabelige terapiformer i forsøget på at få ro i sindet. Vi opsøger specialister i et forsøg på at komme ud af det. Nogle gange kan vores følelsesmæssige velvære skride så meget, at vi begynder at føle, at alt håb er ude. Vi lever i illusionen af kontrol, men er vi virkelig i kontrol?
Når først vi har drøftet vores mål med terapeuten, påbegynder vi processen med energi og målrettethed. De uoverkommelige udfordringer virker pludselig til at kunne håndteres. Vi føler os i bedring. Vi fortæller os selv, at vi gør fremskridt og vi tror mere og mere på det… Det er på det her tidspunkt, at sætninger som “jeg kan gøre det”, “der er ikke sket noget forfærdeligt”, “efter regnvejr kommer der skolskin” dukker op i dit hoved. Hvornår er det tid til at stoppe med terapien?
Illusionen af kontrol
Illusionen af kontrol er noget, som er velkendt blandt psykologer og folk, som er bevidste om det, selvom de måske ikke lige har brugt det ord. Vi udvikler måder at snyde os selv på, heriblandt ved at ræsonnere os frem til, hvad vi gerne selv vil høre.
Kontrol er en af de mest velkendte ideer. Det er følelsen af at dominere eller kontrollere ting, som i virkeligheden ikke er afhængige af os. Et tydeligt eksempel på dette er gambleren. Gambleren tror, at han kan bruge strategier mod et ukontrollerbart spil (såsom roulette).
Under terapien og særligt med visse lidelser er illusionen af kontrol risikabel. Under terapiforløbet er denne illusion et problem, som kan opstå. Det er logisk, at når vi ikke længere er tynget ned af vores negative tanker, så begynder vi at tvivle på, om vi har brug for hjælp mere.
Det er positivt at tænke “nu har jeg det bedre”, men vi må altid forholde os til virkeligheden og ikke miste overblikket. Det bør være et af de mål, som terapeuten arbejder hen imod i forløbet. Af alle de årsager, man kan have til at stoppe med terapien, er illusionen af kontrol en af de mest skadelige. For uforberedte tilbagefald kan have store konsekvenser.
Vigtigheden af opfølgning i terapi
Når vi begynder at opnå resultater i vores terapiforløb, går vi videre til næste trin, og vi lægger måske endda vores egne mål frem og træffer beslutninger om, hvordan vi har det. Det er noget meget positivt.
Men at sætte en stopper for skadelige tanker og dårlige vaner betyder ikke, at vi “kontrollerer” dem. Det er nu, at vi skal være opmærksomme på terapien og ikke forlade dét, som har bragt os i bedring. Hvis det oprindelige problem er blevet løst, er det bedst at lave en præventiv plan, der tillader os at opretholde de resultater vi har opnået gennem terapien. Ellers kan det være, at vi ikke helt får udviklet strategier til at hjælpe os med at få det bedre eller forblive i bedring.
Hvad sker der, hvis vi har et familiemedlem eller en tæt på os, som er ved at nå til dette punkt? Det ideelle ville være, at opmuntre dem til at opretholde deres nye vaner og strategier, der har hjulpet dem så langt. Hold øje med selvbedrag. Terapeuten vil gradvist planlægge konsultationer på 14-dags, månedlig, kvartalsvis og halvårligt basis, før en endelig udskrivelse vil finde sted.
Processen med at “overvåge” og vejlede vil derefter begynde. Det kan være, at jeg selv eller en af mine kære begynder at tvivle på, om jeg har det godt. D et er risikabelt at sige “jeg har det fint”. For det, vi burde gøre, er at konfrontere illusionen af kontrol. Vi burde tage et nærmere kig på vejen derhen og ikke de opnåede mål. Husk, at målet er en konsekvens af de små skridt, du har taget på vejen derhen.
