Hvorfor eksisterer religion egentlig?

Kigger man på den vestlige kultur lige nu, kan man se, at religion betragtes som noget privat. Det er noget, folk holder for dem selv. Dette kaldes sekularisme. Folk kan være religiøse, så længe det foregår bag lukkede døre.

Dette er dog kun i teorien. Store religioner fortsætter med at være stærke i nogle lande. Dyrkelsen af minoritetsreligioner er ikke muligt pga. sekulariseringen. Men de store religioner bliver sat op på en piedestal, hvad angår deres repræsentation i kollektivets handlinger.

På trods af de forhindringer, der pålægges dyrkelsen af religion i form af sociale og lovmæssige normer, så udlever hvert menneske deres religion på forskellig vis. Folk kan opleve det på fire forskellige måder.

Religion frem for religiøsitet

Før man snakker om religiøs orientering, er det vigtigt, at man skelner mellem religion og religiøsitet. Religioner er tidløse og universelle (de ændrer sig ikke med tiden eller stedet). Religiøsitet er måden, hvorpå folk udlever deres religion. Religiøsitet er en subjektiv oplevelse, der er forskellig fra person til person. Det er måden, de udlever og repræsenterer religionen på.

Måden, folk udlever deres religion på (religiøsitet eller religiøs orientering), hænger nødvendigvis ikke sammen med religionens regler og love. Blandt alle religiøse former i diverse rammer, skiller fire typer af religiøs orientering sig ud indenfor socialpsykologien. Disse er: ydre, indre, søgen og religiøs fundamentalisme.

Ydre og indre religiøs motivation

Disse er de to første kategorier, man bruger til at anskue religion. De adskiller dem, som bruger religionen som et middel til at opnå et personligt eller socialt gode (såsom at blive en del af en gruppe), fra dem, hvor religionen i sig selv er målet (f.eks. en bøn). Folk med en ydre religiøs orientering udnytter religionen, mens de, som har en indre orientering bruger den som motivation i deres liv.

Når religion er en fundamental motivation til at leve, når det er centrum for og altafgørende kriterie for deres beslutninger, så er der tale om en indre orientering. På den anden side har du dem med en ydre orientering, som betragter religion som nyttig og instrumental. Det er en måde, hvorpå de kan opnå egeninteresser (sikkerhed, social status, underholdning, selvretfærdighed, støtte til en personlig livsførelse osv.). Som med så mange andre ting, så er der mange med begge orienteringer.

Den søgende orientering

Den indre og ydre orientering har også en underkategori – den søgende orientering. Den stiller det helt fundamentale spørgsmål om vores eksistens som helhed. Folk med denne orientering betragter religiøs tvivl som noget positivt, og de har et åbent sind i forhold til religiøse sager.

Den søgende orientering stimulerer og opfordrer til åben og dynamisk dialog omkring de store eksistentielle spørgsmål, som vi kan have til uoverensstemmelser og tragedier. Den søgende orientering er kognitivt åben, kritisk og fleksibel. Det er også en tilgang formet af tvivl og søgen efter en personlig identitet.

Religiøs fundamentalisme

Religiøs fundamentalisme er troen på, der findes en religiøs lære, som former den fundamentale sandhed om menneskeheden og Gud (eller guder). Denne sandhed står i modsætning til og bekæmper det onde. Dens følgere dyrker religionen i overensstemmelse med de gamle, fundamentale og uforanderlige metoder.

Folk med den fundamentale religiøse orientering påstår, at de har et særligt forhold til Gud. De har en tendens til at mene, at deres gruppe altid har ret, mens alle andre tager fejl. Dette fører til en kultiveret fastholdelse af fordomme. Den tager afstand fra andre grupper, og derfor kan den ikke lære dem at kende. Deres oplevelser vil kun bekræfte dem i deres fordomme. Ofte har fundamentalister også en excentrisk orientering.

Indenfor gruppen af fundamentalister findes en anden fundamentalistisk organisation – tekstnære fundamentalister. Mennesker med denne orientering tror på, at sandheden skal findes i en hellig tekst. Disse mennesker er dem, der følger de rituelle handlinger mest, og de tager den religiøse fortolkning meget bogstavelig.

Religiøsitet

Der er mange måder at dyrke en religion på. Hver gruppe og hver person er sin egen. Selvom typen af religion og den kontekst, den dyrkes i, vil påvirke den enkeltes religion, så tilpasser folk sig forskelligt. Ingen religion er værre eller bedre end andre. Selv ikke religiøs fundamentalisme er værre eller bedre end andre.

Problemet opstår, når vi forsøger at pådutte andre vores religion. Tilpasning til en anden form for religiøsitet er ikke nem og det tager tid. Når bare der er respekt, burde vi være i stand til at leve side om side i fred og fordragelighed. På samme måde burde ingen stat pådutte individet en bestemt religion. Den burde ej heller fremme en religion uden at have overvejet konsekvenserne.