Hvad er et oprør helt præcis?

08 december, 2019
Oprør er et kompliceret begreb. I denne artikel prøver vi at definere det og identificere faktorerne, som gør oprør succesfuldt.

Mange personer er forvirret over begrebet “oprør”. For eksempel, er den islamiske stat en oprørsk gruppe eller en terroristgruppe? Det er ikke et nemt spørgsmål at svare på på grund af alle forandringerne, denne gruppe har gennemgået gennem årene.

Uanset hvad skal man først vide, præcis hvad oprør betyder, før man kan være i stand til at kalde noget for et “oprør”. Det er måske nyttigt at nævne nogle grupper, som eksperter har anset som oprør, før vi taler om definitionen.

Nogle af de mest velkendte navne i denne kategori er islamisk stat, Al Qaeda og Boko Haram. Andre er FARC, Taliban, Hezbollah, Hamas, ETA og IRA. Selvom nogle af disse er gået i opløsning, har eksperter anset dem alle som værende oprørske på et eller andet tidspunkt.

Fly blandt soldater i krig

At definere et oprør

Det er en svær opgave at finde en simpel og præcis definition af oprør. Uanset hvad kan vi nævne nogle fælles punkter, som forskellige definitioner af ordet har.

Du kan grundlæggende sige, at et “oprør” er handlinger, som minoritetsgrupper indenfor et land udfører for at fremtvinge politisk forandring. Det har som det mindste politiske formål.

Af samme grund anvender oprør propaganda eller militært pres for at kunne overtale eller true en befolkning. Deres mål er at opnå populær støtte. Dermed er deres anerkendelse og accept af befolkningen afgørende og essentiel for deres succes eller fiasko.

Som det sidste har et oprør også kvaliteten af ulighed som en af dens kræfter. Taget for givet, at staten har tendens til at have meget mere magt, så foretrækker oprørske grupper assymetriske og forlængede møder med regeringen. Dermed har psykologisk krigsførelse tendens til at blive deres primære værktøj.

“Ligesom et vildt dyr, er sandheden for kraftfuld til at forblive fanget.”

-Veronica Roth-

Sådan starter og gennemfører folk et oprør

For at et oprør kan blive skabt, skal de følgende faktorer være tilstede:

  • En politisk relevant identitet. Rebellerne har brug for at få deres identitet til at skille sig ud. Den har hrug for at være så stærk, at folk faktisk bør være villige til at kæmpe for at forsvare den.
  • Et tiltalende formål. Der bliver nødt til at være noget forkert, som størstedelen af befolkningen bliver nødt til at være interesseret i at rette op på.
  • Populær støtte. Hvis rebellerne kan opnå de følgende faktorer, har de større sandsynlighed for at opnå dette også.
  • Stærkt lederskab. Lederskab fører til samhørighed i en gruppe, koordinering og troværdighed.
  • Magt, der er større end de rivaliserende grupper. At være stærkere end de andre grupper eller selv blot at være i stand til at samarbejde med dem kan være en afgørende faktor i, hvor vidt oprøret opnår succes.
  • Et tilflugtssted. Tilflugtssteder kan sikre overlevelsen for oprøret.
  • Evnen til at sikre støtte udefra. Støtte fra andre lande kan være essentielt.
  • Evnen til at opfange fejl, som de politiske autoriteter måske laver. Et dårligt træk udført at regeringen kan give en gruppe mere støtte fra befolkningen til oprøret.

Klassificering af oprør

Generelt deler eksperter oprør op i to grupper: Nationale oprør og dem, der søger frihedI nationale oprør, er rebellerne imod en bestemt regering af ideologiske, etniske, økonomiske eller andre grunde. I befrielsessøgende oprør står de overfor en regering, der er støttet eller kontrolleret af påvirkning udefra.

Foruden dette er der andre mulige klassificeringer. Nogle personer klassificerer dem også baseret på deres mål.

Du kan dele målbaserede oprør ind i tre typer:

  • Magt og politisk planlægning. Grupper med disse mål prøver at tage kontrol over staten for at skabe en ny regering.
  • Politisk magt og territorie. I dette tilfælde søger grupper at smide en fremmed beboer ud eller med andre ord få national uafhængighed.
  • Lokal autonomi for at kunne opretholde eller få frihed fra regeringens kontrol. Disse grupper søger at underminere den regerende autoritet i et land, som er delvist eller fuldstændig mislykket. Deres endelige mål er at få kontrol over regeringen.
Soldater gemmer sig i skyttegrave i et oprør

De fem grundpæle for oprørsk aktivitet

Oprør kan anvende fem strategiske instrumenter for at kunne nå deres mål. Listen er som følger: Bevæbnet kamp, propaganda, sociale midler, social og politisk aktivisme og etablering af eksterne relationer.

  • Bevæbnet kamp. Anvendelsen af vold er gængst i oprør. Taktikkerne, de bruger mest, er guerilla og terrorisme som en støttende rolle.
  • Propaganda. Gennem anvendelsen af propaganda, søger oprørske grupper at vinde folkets hjerter. De går efter både lokale og internationale befolkningsgrupper med denne taktik.
  • Sociale midler. Sociale midler stiler efter at samle støtte fra befolkningen og at mobilisere det.
  • Social og politisk aktivisme. De skaber eller formidler civile associationer, foreninger og måske endda politiske partier.
  • Eksterne relationer. Støtte fra et internationalt samfund er en stor fordel. Mange oprør prøver at sikre det.

Som du måske er i stand til at konkludere ud fra denne artikel, så ligner oprør meget produkterne af andre voldelige grupper, som anvender terrorisme og guerillakrigDet er ikke nemt at kende forskel på dem. Uanset hvad er de faktorer, der danner grundlaget for dem samt dem, der fører til succes, tydelige.

  • Guindo, M. G. (2013). Insurgencia y contrainsurgencia. In J. Jordán (Ed.), Manual de Estudios Estratégicos y Seguridad Internacional (pp. 15–43). Madrid: Plaza y Valdés.