Hollywood: Nytænkning af en velkendt historie
Med blot syv episoder formåede Hollywood at nytænke historie. Den nye Netflix-serie af Ian Brennan og Ryan Murphy har fuldstændig splittet kritikerne. De enten elsker eller hader den. Mange folk mener, at det er en overfladisk og forstyrret nytænkning af en tidsalder, der er defineret af glamour og ulighed.
Hollywood tager dig tilbage til guldalderen i stjernernes by, da biografen var den største form for underholdning. Den inviterer dig til at rejse til Hollywood i 1940’erne og 1950’erne til et sted, hvor drømme virkede til at blive til virkelighed på film, og stjernerne var ligesom guder.
Dog var der nogle mørke realiteter bag alt glitteren og glamouren. Begyndelsen af denne serie inviterer dig ind i en ond, flygtig og uretfærdig verden. Den forestiller, hvordan Oscars ville være nu, hvis man virkelig kunne genskrive historien. I drømmenes by kan alle forestille sig en anderledes verden.
Palimpsest: Sandheder og løgne
Når vi siger, at Hollywood er en nytænkning, mener vi, at den skriver en ny historie over en sand baggrund. Derfor giver konceptet med palimpsest måske en mere akkurat beskrivelse. En palimpsest er et manuskript, der er blevet slettet for at kunne skrive mere over det, selvom det beholder nogle spor fra det originale indhold.
Når man tænker over det, har enhver historie, der er baseret på virkelige begivenheder, nogle elementer af palimpsest. Når alt kommer til alt, stopper en sand baggrund ikke fiktion eller fantasi fra at sætte sine egne præg på tingene.
I tilfældet med Hollywood kan man tydeligt se den æra, der bliver genfortalt. Det er en tid, hvor et smukt ansigt og et godt omdømme betød mere end kvaliteten hos en skuespiller eller skuespilleride. Der er også nogle velkendte karakterer, såsom Rock Hudson og Vivien Leigh. Det meste af det, du ser, er dog ren fiktion.
En eventyragtig slutning
Fans af Ryan Murphy ved, at filmfortatteren er en kæmpe fan af guldalderen i Hollywood. Han kan særligt godt lide skuespillerinden, Bette Davis. I 2017 bragte han en af de mest berømte stride i Hollywood til den lille skærm i sin serie; Feud: Bette and Joan.
Det er måske derfor, nogle seere og kritikere forventede en mere bidende kritik af “guldalderen” og filmindustrien. I Feud: Bette and Joan morer Murphy sig med kulissen og hans skuespillerinder, men han peger direkte på dem, der var ansvarlige for striden. Showet har en hård kritik af industrien.
Hollywood er dog ikke sådan. Historie kan blive nytænkt på utallige måder. Man kan inkludere meget af det, der faktisk skete, eller man kan fuldstændigt genopfinde det.
I den forbindelse minder Hollywood formentlig folk om den nylige film af Tarantino; Once Upon a Time in Hollywood. Ikke fordi de begge handler om filmindustrien, men fordi de begge starter med en tragisk, sand historie og giver den en eventyragtig slutning.
Hollywood er ikke andet end det: Et eventyr. Den kritik af fortiden, den kommer med, er diskret og indirekte. Kritikken ligger i den måde, historien ændrer fortiden på: I den poetiske retfærdighed, der ville ændre vores nutid for altid.
Mens denne serie har skabt en masse kontroverser, har kritikerne og publikum en tendens til at rose dens atmosfære og opsætning.
Hvad nu, hvis..
Hvad nu, hvis tingene havde været anderledes? Hvis homoseksualitet ikke havde været et problem, hvis stjerner havde været i stand til at leve deres liv uden konsekvenser, og racisme ikke eksisterede?
Måske er det ikke et uopnåeligt mål for publikum i dag at optræde i en film, og stjernernes liv er ikke overidealiserede. Vi lever i en verden, hvor alt om folks personlige liv er ret meget ude i offentligheden. Vi ved, at vores idoler ikke er perfekte, og flere og flere er villige til at tale om deres uperfektheder.
Stjerner bruger deres indflydelse til at forsøge at gøre en forskel, når det kommer til problemer, såsom mental sundhed, spiseforstyrrelser osv. Dog var film i 50’erne den mest populære form for underholdning, og det var en platform, der blev brugt til at forstærke normerne.
Et liv i skjul
Som et resultat heraf følte filmstjernerne sig forpligtigede til at skjule alt om dem selv, der afveg fra de sociale standarder. Det var for eksempel seksuel orientering. Selvom det er sandt, at skønhedsstandarder stadig er ret begrænsede, er vi vidne til en bevægelse, der har til formål at demontere de pålagte idealer.
Derfor foregår Hollywood i en fortid, hvor alt var skjult. Det var en verden, hvori lige muligheder ikke var andet end en drøm, som man ikke engang så på film.
Det interessante er, at den fortæller historien om en ung mand, der ligesom så mange andre føler, at han har en chance i denne drømmefabrik. Den unge mands navn er Jack. Han er en krigsveteran, hvis kone er gravid med tvillinger.
Langt fra at idealisere hans karakter, ser man dog, hvordan hans pengeproblemer er i skarp kontrast med hans drøm om at blive stjerne.
Mellem furier, agenter, der tror, de ejer deres klienter og deres liv, og kvinder, der lever i deres mænds skygger, er seriens karakterer nødt til at kæmpe for et projekt, der går mod alle industriens standarder.
En film lavet af drømmere
Projektet kaldes Peg, senere Meg, som er en film skrevet af en afroamerikansk mand. Historien, ligesom Hollywood, er en palimpsest, der er baseret på den sande historie om Peg Entwistle. Hun var en mislykket ung skuespillerinde, der begik selvmord ved at hoppe ned fra H’et på Hollywood-tegnet.
Det er et projekt, der retfærdiggør industriens standarder og viser den mørkeste side af Hollywood. Det er vigtigt at nævne, at hovedskuespillerinden, Camille, er sort. Indtil denne film betød farven på hendes hud, at hun altid var nødt til at spille rollen som stuepige eller tjener.
Denne kontekst er formidabelt portrætteret i serien og får seeren til at tænke på Gone with the Wind, hvordan de sorte skuespillere og skuespillerinder var tvunget til at spille roller som tjenere. Værre endnu var de nødt til at spille tegnefilmsagtige versioner af deres roller.
Hollywood: Poetisk retfærdighed
Hollywood viser sig at være et eventyr med en sans for poetisk retfærdighed. Den genskriver historien for at straffe ondskab og belønne retfærdighed og lighed. Vi ser Rock Hudson, der er i stand til at leve sit liv åbent. En sort skuespillerinde får en Oscar for hendes hovedrolle, og en kvinde styrer et prestigefyldt studie.
Desuden omtaler den problemet med race med Raymond. Han er en ung filmskaber med asiatisk oprindelse, der knap “ligner en asiat”. Som et resultat af hans neutrale fremtoning nyder Raymon visse privilegier, som andre asiater ikke gør.
Det er også interessant at tænke på emnet med sexarbejde. Film og TV-shows behandler som regel mandligt sexarbejde som komedie. Hvis sexarbejderne er kvinder, bliver emnet mere alvorligt.
Derfor kan det måske virke som om, at Hollywood er overfladisk, når den behandler anliggendet med mandligt sexarbejde på en “venlig” måde. Husk på, at den undgår ekstremerne af tragedie og komedie for at præsentere emnet uden forbehold.
Med andre ord genskriver den rollerne og anerkender, at den eneste måde at komme til toppen på for mange filmstjerner var ved at sælge deres kroppe ved sex.
Hollywood’s kritik af Hollywood
Hollywood er et eventyr, men det betyder ikke, at den undgår kritik. Den berør for eksempel sexarbejde og skuespilleragenter. En, der skiller sig ud, er Jim Parsons, der bevæger sig væk fra Sheldon Cooper, som alle kender, for at vise en mand, der i nutidige termer minder dig om Harvey Weinstein, foruden at have en historisk baggrund.
Den altoverskyggende besked er, at den eneste ting, der vil ændre fremtiden, er at handle. Hvis 1950’ernes Hollywood have været i stand til at lave et projekt som Meg til en succes, kunne vores nutid have været meget anderledes.
Uanset om du elsker den eller hader den, minder fantasien om Hollywood seerne om, at kampen ikke er slut. Der er så meget at gøre. Og det er vigtigt at blive ved med at kæmpe for lighed i forreste linje. Det er den eneste vej for alle til at nyde de samme muligheder og velvære.