Hør efter, lærere! Pensum er ikke vigtigst!
Vi har alle haft lærere, der stiller sig på bagbenene og begynder at diskutere med eleverne. Det er en attitude, der vidner om, at der stadig er meget at forbedre. Lærerne opfører sig ofte som de elever, de egentlig skal undervise. På den anden side, er der også dem, som kommer ind i klasselokalet og bare begynder at læse op fra en bog, uden at forklare noget som helst. Andre har tilsyneladende altid travlt, når de siger, at der ikke er tid til at nå omkring alt. Men mange lærere glemmer, at pensum er ikke vigtigst i undervisningen.
Dynamikken er den samme. Nogle kommer bedre ud af det med eleverne end andre. Men deres eneste hensigt er bare at undervise i pensum, lægge ekstremt fokus på karakterer (jo højere, jo bedre) og give rigeligt med lektier i håbet om, at de studerende opfanger et eller andet op og lærer noget. Er det ikke, som om der mangler noget?
“Hvis du fortæller mig det, glemmer jeg det, hvis du viser mig det, husker jeg det, og hvis du involverer mig, lærer jeg det.”
Pensum er ikke vigtigst
Mange læreres eneste formål er at undervise i pensum, krydse alle tingene på listen af og blive færdig med bogen. Det eneste, de opnår ved dette, er at ødelægge unge menneskers kreativitet. I modsætning til at lære, prøver alle eleverne at huske så meget information som muligt. Og ofte sker der det, at de næsten har glemt det hele måneden efter.
Det er noget, mange lærere klager over. Der er dog få af dem, der faktisk har taget sig tid til at analysere på, om deres måde at undervise på er den rigtige. De giver karaktererne for meget fokus og eleverne for lidt empati, specielt teenagerne. Vigtigheden af den positive indflydelse, lærerne burde have på eleverne, bliver næsten aldrig overvejet.
Det virker som om, at så snart de kommer ind i klasselokalet, glemmer nogle lærere den menneskelige del af deres arbejde. Især når det drejer sig om teenagere. Det er ikke unormalt, at når der dukker sager op med mobning eller chikane, kan lærerne ikke forstå det og siger, at de ikke har lagt mærke til noget. Det er ikke overraskende, når de behandler deres job og deres elever på forskellige måder. De glemmer en vigtig ting. Nemlig at pensum er ikke vigtigst.
Den bedste lærer nogensinde
Selvom mange lærere ikke formidler passion og inspiration til sine elever, er der nogle, som gør. Her er et uddrag fra en mand, der hedder Carlos Arroyo, som skrev en artikel i den spanske avis, El País, den 17. august 2013:
“Den bedste lærer i mit liv var Don Manuel Bello. Han var min litteraturlærer på gymnasiet […]. Han fik mig til at elske at læse og studere. I et næsten kvælende miljø med meget lidt undervisning, som skolen var på det tidspunkt, hvor mange prøvede at være en god lærer, men ikke var det… denne lærer, på en fantastisk, naturlig måde, kunne altid motivere mig til at læse og studere.”
En elev kan starte med at elske matematik og ende med at hade det, afhængig af læreren. En anden elev får måske aldrig udlevet sin drøm om at blive forfatter, fordi han har en litteraturlærer, der havde en negativ attitude. Det er åbenlyst, at lærere har indflydelse på elevernes selvværd. Af den grund kan man konkludere, at pensum er ikke vigtigst. Det er elverne.
Lærere kan ændre deres elever
Ligesom valget af positiv eller negativ kritik har indflydelse på børn i hjemmet, sker det samme i klasselokalet. Hvis en lærer ikke tror på sine elever, hvis han ikke kan motivere dem, er det klart, at situationen ikke bliver bedre af sig selv. Det hjælper ikke at brokke sig. Læreren har en magt, som han enten ikke ønsker at bruge eller ikke ved, hvordan han skal bruge.
Jeg kan bekræfte alt dette ud fra min egen personlige erfaring. Jeg har ikke kun selv været elev (noget, mange lærere glemmer), men jeg har også erfaring som lærer i folkeskolen. Jeg har set min egen klasselærer støde sine elever fra sig med følgende ord: “Der er ingen grund til at gøre noget ved ham, han åbner ikke engang sin bog”.
Min klasselærer så kun rebelske teenagere, nogle bedre end andre, men størstedelen uvidende og “små møgunger”. Den oplevelse står slet ikke overens med min egen. Uden at kende hver enkelt person, kunne jeg se, at de fleste følte sig usikre, umotiverede og i mangel på selvværd. Uden at behøve at spørge dem, kunne det ses, at de nok havde problemer i hjemmet.
Da jeg fik ansvaret for den klasse i to måneder, åbnede drengen interessant nok bogen, som ellers aldrig blev åbnet. Jeg ignorerede ham aldrig og sagde i hvert fald aldrig noget grimt om ham. Jeg bad ham aldrig gøre noget, han ikke brød sig om. Der skete bare noget.
Måden, jeg underviste på, og den passion, jeg overførte, havde en effekt. Der var endda elever, der ville stå foran klassen og præsentere. Drengen med bogen så, hvordan hans skolekammerater var så afslappede i deres arbejde. En skønne dag, af egen vilje, åbnede han sin bog, greb blyanten og gjorde, hvad jeg havde bedt klassen om, at skriv et essay.
Alt er muligt
Min lærer kunne ikke tro det. Han sagde, at jeg havde opnået det umulige. Mine eneste tanker var dog på den dreng. Hans skrivning viste, hvad jeg havde mistænkt hele tiden: Han levede i en dysfunktionel familie. Desværre kunne jeg ikke blive ved med at undervise der. Alt dette lærte mig dog, at en lærer har magten til at ændre sine elevers attitude. Af den grund kan man sige, at pensum er ikke vigtigst i undervisningen.
“Den gennemsnitlige lærer taler. Den gode lærer forklarer. Den fremragende lærer demonstrerer. Den ægte lærer inspirerer.”
– William A. Ward
Min lærer fortalte mig, at det er positivt at lade eleverne gå op til tavlen og lave opgaver i grupper. Men han sagde også, at det på længere sigt optager den tid, der skulle bruges på at lære pensum. Det fik mig til at spørge mig selv: hvad er vigtigst? At eleverne lærer gennem sjov foran deres klassekammerater? Eller at de bare gennemfører pensum (hvor de ikke vil huske meget) og samtidig kvæle kreativiteten?
Der er brug for store ændringer i klasselokalet. Der er allerede nogle skoler, der har implementeret Montessori-metoden, eller andre såsom Sadako-skolen i Barcelona, der ikke har individuelle borde, og som er baseret på læring gennem samarbejde og emotionel, social og filosofisk undervisning… De fleste skoler er dog stadig styret af den traditionelle model. En model, der ikke fungerer for alle. For pensum er ikke vigtigst. Det er bestemt ikke alt.
