Hippokrates og teorien om de fire humor

21 juli, 2020
Teorien om de fire humor prøvede at forklare menneskelig personlighed og var en af forstadierne til moderne psykologi. Lær om denne teori her!

Historien om Hippokrates og teorien om de fire humor daterer tilbage til næsten fire århundreder før Kristi fødsel. Mange ser det som værende det første forsøg på at skabe videnskaben, som ville blive til psykologi 2000 år senere.

Historikere kalder Hippokrates “faderen af medicin”, fordi han var den første i Europa til at lave et system for, hvad man vidste om sygdomme og sundhed på det tidspunkt. Ikke kun det, men han postulerede også forklaringer på disse fænomener og terapeutiske vejledninger til at håndtere dem.

“Gør to ting til en vane: At hjælpe; eller i det mindste ikke at gøre skade.”

-Hippokrates-

Hippokrates´ teori om de fire humor blev brugt af de fleste fysikere (og folk i lignenede professioner) indtil midten af 1900-tallet. Dette viser netop, hvor stærkt det gamle Grækenland etablerede hans idéer. Faktisk, kan du stadig høre folk citere nogle aspekter af denne teori i dag.

Teorien om de fire humor

Hippokrates´ teori om de fire humor siger i bund og grund, at den menneskelige krop består af fire substanser. Teorien refererer til disse substanser som “humor”. For et ideelt helbred, skal de være i perfekt balance. Når denne balance er tabt, fører det til sygdom.

Et hvert handicap eller sygdom betyder blot, at disse humor ikke var ordentlig i balance. Dermed, var måden at behandle disse sygdomme på, at genfinde balancen.

Ifølge teorien om de fire humor, er de humor, der udgør den menneskelige krop: Sort galde, gul galde, blod og slim. Hippokrates forbandt alle disse humor til et element i universet og atmosfæriske omstændigheder:

  • Sort galde: Relateret til jorden, med kolde og tørre egenskaber.
  • Gul galde: Relateret til ild, med tørre og varme egenskaber.
  • Blod: Relateret til luft, med fugtige og varme egenskaber.
  • Slim: Relateret til vand, med fugtige og kolde egenskaber.

Humor og personlighed

Hippokrates og hans følgere så aldrig sygdom blot som et kropsrelateret spørgsmål. De mente, at sindet og kroppen var en enkel enhed. Dermed, under sygdom, havde sindet bestemte effekter på den fysiske krop og omvendt.

Medlemmer af den peripatetiske skole tilføjede endnu en idé til teorien om de fire humor. De psotulerede, at et overskud af en af de fire humor medførte et specifikt temperament i folk. Senere, uddybede Galen dette. Han sagde, at en mangel på balance mellem de fire humor påvirkede folks måde at handle, føle og tænke på.

Galen tilføjede til Hippokrates´ teori om de fire humor

Galen endte med at skitsere tilstedeværelsen af fire temperamenter:

  • Melankolsk: Hos disse personer dominerer sort galde. De har et melankolsk temperament, er meget sensitive og nyder kunstneriske sysler.
  • Kolerisk: Personer i denne kategori har en større mængde af gul galde, hvilket er kilden til deres passionerede temperament. De har en enorm livskraft og bliver hurtigt vrede.
  • Sangvinsk: Blod er den dominerende humor hos disse personer. De er selvsikre, glade, optimistiske, udtryksfulde og sociale.
  • Flegmatisk: Den flegmatiske har en stor mængde af slim i systemet. De er eftertænksomme, retfærdige, rolige, villige til at gå på kompromis og hårdtarbejdende.

Den hippokratiske teori i dag

Både Hippokrates og Galen, samt alle deres følgere, udviklede og bidrog til teorien om de fire humor baseret på observationer. De brugte dog ikke den videnskabelige metode. Det er derfor, det ikke bliver brugt mere. I dag, anser folk det ikke som værende videnskabeligt levedygtigt.

Alligevel, blev teorien om de fire humor det første seriøse forsøg på at klassificere forskellige personlighedstyper. Det er også meget interessant, at disse tænkere var i stand til at forbinde følelser med psykologiske problemer.

Faktisk, inspirerede Hippokrates´ og Galens teorier de første psykologer. Disse tænkere var meget intuitive. Deres klassifikation nærmede sig de forskellige personlighedstyper, som forskere ville identificere næsten 2000 år senere. Det betyder, at disse gamle grækere var forløberne for moderne sundhedsvidenskab.