Guds heste: en novelle om terrorismens rødder
I vores øjne og i vores hjerter ser og føler vi alle den angst, der kom fra terrorangrebet i Barcelona. De fleste af os kan ikke forstå terrorismens rødder. Hvordan kan folk begå sådanne grusomheder mod andre mennesker?
Derefter kommer hadet, vreden, tørsten efter hævn. Vi dømmer terroristerne og ønsker, at de skal brænde i helvede. Vi ser dem ikke kun som psykopater, men vilige mordere fulde af ondskab mod Vesten.
Men virkeligheden er ikke helt sådan. Ingen bliver født med et ønske om at udslette hele befolkningen. Ingen føler had bare for hadets skyld. Mennesker er gode fra naturens side, eller i det mindste har vi mulighed for at være det. Når folk bliver født, er de bare børn, der ønsker at lege og være lykkelige. Men i årenes løb, som en konsekvens af den verden, vi har skabt, lærer de fejlagtigt forskellige måder at tænke og opføre sig på. Det er her, de bliver til monstre. Men de er virkelig intet andet, end blot et andet offer.
Hvis vi ikke forstår, terrorismens rødder, vil vi ikke kunne udrydde den. Det er ikke, fordi terrorister fortjener vores forståelse, men vi skal udvikle det, hvis vi vil finde en løsning.
Guds heste – novelle om terrorismens rødder
Guds heste er inspireret af den virkelige hændelse af et terrorangreb, der fandt sted i Casablanca i 2003, beskrevet i vogen “The Stars of Sidi Moumen” af den marokkanske forfatter og maler, Mahi Binebine. Navnet refererer til dem, der ofrer sig for Allah. De tror, at når de dør, hvis de er trofaste, kommer de i paradis. De bliver omgivet af smukke houris, der galopperer som heste.
Binebines roman er baseret på skræmmende virkelige begivenheder. Det beskriver den hårde virkelighed for børn, der bor i et slumkvarter kaldet Sidi Moumen i Marokko.
De blev født i ødelagte familier og er klar over, at de aldrig vil få den fremtid, de virkelig vil have. Det eneste, de kan håbe på, ligesom deres bedstefædre og fædre, er elendighed og skændsel. Det er terrorismens rødder.
De drømmer om at være stjerne fodboldspillere og træner hver dag i deres nabolag for at gøre drømmen til virkelighed. Mange af dem er dygtige til fodbold, såvel som mange andre ting. Men de vil aldrig nå deres drømme. De ved, at det aldrig kommer til at ske for dem, for først skulle de få chancen.
Et barn har brug for håb
Hvad tror du, der sker med et barns selvværd, uden håb? Det bliver ødelagt. Det tager enhver grund til at stå op om morgenen væk. De ved, at det eneste, de kan håbe på at gøre, er at sælge appelsiner på gaden og bede om at få nok mad.
Når hovedpersonerne er nede, begynder de at se håbet om deres fremtid. Endelig har nogen givet deres liv mening. En radikal jihadistisk imam, venlig og varm, giver dem mulighed for at komme ud af fattigdom, eller viser dem i det mindste, at muligheden er inden for deres rækkevidde. Han lover håb for alt, hvad de har drømt om gennem smukke ord, der ville hæve alles selvværd. Han garanterer også paradiset selv, med alt der følger med. Han overtaler dem til, at de kan være nyttige og gøre noget vigtigt, at slutningen retfærdiggør midlerne.
Og det er her, paradokset kommer ind – for at deres liv skal have mening, må det ende.
Falder de alle for hans tomme løfter, fordi de er uintelligente? Nej slet ikke. De ville have nået langt, hvis de havde fået en uddannelse. Men problemet er, at de ikke gjorde det, og gennem hele deres liv betød deres behov ikke noget for mennesker med magt.
Når et menneske føler sig så desperat, vil de klamre sig til alt, selvom den flugt, de bliver tilbudt, har det samme slutresultat. Imamen forfører børnene til at tage deres liv og plante frø af terror.
Hvad er den bedste måde at bekæmpe terrorismens rødder på?
Det er klart, at løsningen på barbariske terrorhandlinger, der forekommer i både øst og vest, er at fremme inddragelsen af disse børn i støttende samfund; at investere tid, indsats og penge i deres uddannelse, så de ikke føler sig så desperate og bliver et let bytte for folk, som imamen i historien.
Den langsigtede løsning på terrorisme er ikke at styrke sikkerheden på visse områder og ignorere roden af problemet. Jo mere vi forsøger at øge sikkerheden, desto flere problemer vil der være. Det gør det bare lettere for radikaler at overtale børnene, om at de er i krig, at de ikke har anden mulighed end at kæmpe, at den eneste handling af tapperhed, de kan opnå, er at afslutte deres liv, så de kan færdiggøre deres fjender.
Vi skal tage fat på grundårsagen: manglen på muligheder, de står over for. På den måde vil det være meget sværere for den slags ekstremistisk rekruttering at forekomme. Lad os give og lette uddannelse, lad os åbne et vindue med mulighed, i stedet for at lukke persiennerne og blokere det lys, der kan komme ind. Det vil give dem styrken til at sige nej.
Hvis de føler sig tilfredse og glade for deres liv, bliver de ikke nødt til at vente på nogen til at give dem sikkerhed og tillid.
Hvor mange gange har du i mindre skala været så despondent, at du blev revet med af dine følelser og tog den værste beslutning, du kunne? Hvis vi alle kunne sætte os i børnenes sko, som vi dømmer så retfærdigt, ville vi være tættere på at finde løsningen.
Redaktørens note:
Husk, mange psykologiske studier har vist, at ens omstændigheder har enorm magt over ens handlinger. De uskyldige studerende kan blive tyranner, som i Stanley Milgrams berygtede Stanford-fængselseksperiment.
Formålet med denne artikel er at begynde at reflektere over de “øje for et øje” -meddelelser, der har været på internettet på det seneste. De er forståelige efter den indledende følelsesmæssige indvirkning af hændelsen, men giver ingen mulig løsning, der ville sætte en endelig ende på disse angreb.
