Fremmedgørelse af et familiemedlem

Folk, hvis forældre er som fremmede, søskende, som ikke har kontakt, og splittede familier... Smerte, frustration og ulykkelighed er de slags følelser, der ligger i kernen af problemet, når man ikke længere er på talefod med et familiemedlem.

Bedømt og godkendt af psykolog Sergio De Dios González.

Skrevet af Valeria Sabater

Sidste ændring: 14 april, 2023

Det er åbenlyst, at der nok altid er god grund til, at du ikke længere er på talefod med et af dine familiemedlemmer. Fremmedgørelse af et familiemedlem er en slags beslutning, der ofte er velovervejet og kan være ekstrem svær at tage.

Der kan være mange årsager til, at man ender med at stoppe kontakten til et familiemedlem. Disse årsager kan, for eksempel, være langvarige uenigheder, sårede følelser og en manglen på vilje til at ændre sig for det bedre.

Eksperter indenfor familiedynamikker mener, at denne form for fremmedgørelse af et familiemedlem ofte er en nødvendighed. Eksperterne mener, at denne fremmedgørelse er et modsvar på en af de mest smertefulde situationer, man kan stå i, som menneske.

Dette betyder dog ikke enstydigt, at man altid har det dårligt med at stoppe kontakten til et familiemedlem. I visse tilfælde kan dette være en kæmpe lettelse. Den sande smerte stammer fra de fortidige oplevelser, hvilket er den samme oplevelse, der motiverede beslutningen fra starten af.

Disse ‘hårde’ slags beslutninger bliver generelt bedømt ret hårdt af det brede samfund. Ofte bliver folk, som har cuttet kontakt med et familiemedlem af personlige årsager, anset som værende ”ond” eller ”ufølsom.” Der er en generel mangel på empati overfor disse mennesker.

Det er sjældent, at mennesker lige tager et sekund og tænker over, hvad der egentligt skal til for, at man føler sig tvunget til at stoppe med at tale med et familie medlem.

Det er også vigtigt at tænke på, at selvom at man stopper kontakt med et specifikt familiemedlem, så betyder det nødvendigvis ikke, at smerten stopper der. Det kræver ofte hjælp fra en terapeut før, at man virkelig kan komme sig over fortidens oplevelser.

Det kan være hårdt at cutte kontakten med et familiemedlem

Generelt set, så cutter man først kontakten med et specifikt familiemedlem, når man er nået til det punkt, hvor det er det eneste, der kan løse konflikten (midlertidigt).

Dit forhold er faldet fra hinanden, negativiten spreder sig i alle interaktioner, dit forhold føles forfærdeligt. At vælge at tage denne hårde beslutning er et kæmpe øjeblik, men det opstod ikke af ingenting. Problemerne, som ledte til netop dette øjeblik, startede for lang, lang tid siden.

Som sagt, så er dette ikke en let beslutning, overhovedet! Og det burde ikke blive taget som værende så let. Det er meget svært, og faktisk findes der adskillige organisationer, som er dedikeret til at tilbyde støtte til mennesker, der gennemgår disse slags oplevelser.

I 2015 udgav Centret for Familieforskning ved University of Cambridge et studie omkring fremmedgørelse af et familiemedlem. Formålet med studiet var at få en bedre forståelse for et problem, som er meget udbredt, men ofte anses som værende et tabu.

Undersøgelsen fik navnet Gemte Stemmer: Familiefremmedgørelse i voksenlivet. Forskningen viste, at blandt andet forsagede fremmedgørelse af et familiemedlem en udbredning af vrede i hele familien.

Ydermere, skal man huske på, at det til tider er ligegyldigt, om sådanne beslutninger er retfærdiggjort (i tilfælde af overgreb eller mishandling). Ikke alle respekterer disse slags belslutning, og ikke alle er empatiske over for andre menneskers oplevelser.

Fremmedgørelse af et familiemedlem kan være smertefuldt og kompliceret

Fremmedgørelse af et familiemedlem påvirker ofte folk mellem 18 og 60 år. Nogle mennesker venter på, at de bliver voksne for at tage denne hårde beslutning. Andre mennesker venter langt længere tid for at cutte kontakten.

Til tider tøver folk på grund af frygt, ubeslutsomhed eller socialt pres. Fra en tidlig alder får du at vide af samfundet, at familie betyder alt. Man får fortalt, at det værste, man kan gøre, er at fremmedgøre sig fra sin familie.

Ikke desto mindre, så vokser antallet af mennesker, der har cuttet kontakten med et familiemedlem eller flere, hele tiden. Joshua Coleman, som er ekspert i familiepsykologi, argumenterer for, at det er en ‘‘usynlig virkelighed” som kræver langt mere forskning og opmærksomhed.

Når du stopper med at tale med et familiemedlem, er det ret klart, at du oplever en stor variation af forskellige følelser. Disse følelser kan ofte være rigtige svære at snakke om. Problemerne og smerten, som ledte frem til din beslutning, er der stadig. Men du har måske ikke nogen anelser om, hvordan du skal håndtere dem.

Ofte kan folk skamme sig over deres beslutning. De skammer sig over ikke at have en ‘god’ og ‘velfungerende’ familie. De kan ikke regne med deres familie. De får ikke støtte eller kærlighed af deres familie. De har det dårligt over, at beslutningen måske ikke var den rette, og er kede af det over, at de får kritik fra resten af familien.

Faktorer såsom den socialle stigma, der er associeret med at blive fremmedgjort af din familie, samt social isolation, er også vigtige at tage stilling til.

Er fremmedgørelse af et familiemedlem nødvendigt?

Som vi sagde før, er beslutningen om at holde op med at tale med et familiemedlem ikke en, som nogen tager let. Det er ikke resultatet af et tilfældigt indfald eller et vredeanfald fra en teenager.

Det meste af tiden er der noget dybere, der har ligget under overfladen i lang tid. Det kan være misbrug, foragt, manglende støtte, følelsen af at være usynlig, mangel på kærlighed eller noget andet, der fører dig til endelig at tage denne alvorlige beslutning.

Alle lever deres liv på deres egne unikke måder og har forskellige oplevelser. Nogle mennesker har aldrig oplevet noget af det, som er angivet ovenfor, andre mennesker går igennem det hver dag. Ikke desto mindre er det klart, at uløste konflikter er, hvad der udløser fremmedgørelse.

Hvis du vil undgå at føle dig tvunget til at cutte kontakten med din familie, skal du forsøge at komme ind på problemet på en måde, der bekræfter og anerkender alles klager og gør plads til positive forandringer.

Når afstand er den eneste vej

Hvis det ikke er muligt, er afstand det rigtige svar. Vi anbefaler følgende for at gøre processen så let som muligt:

• Bestem, hvor ofte du skal se hinanden. I stedet for pludselig at beslutte aldrig at se denne person igen, prøv at mødes hver anden uge eller en gang om måneden. Tænk også på, hvor længe besøgene varer.
• Vælg den mest komfortable form for kommunikation. Hvad virker bedst for jer begge? Besøg derhjemme? Mødes på en café? Telefonopkald, sms…
• Vurder processen, som tiden går. Efter et par måneder, kan I se, hvordan tingene står til. Er et møde én gang om måneden nok? Eller to besøg om året? Eller måske er det bedste at stoppe kontakten helt. Der er ikke noget rigtigt svar, det afhænger af de enkelte omstændigheder.

Afslutningsvis, så er fremmedgørelse af et familiemedlem ikke altid nok til at løse hele problemet. Nogle gange er der en hel del løse ender og oplevelser, der efterlader dig en dårlig smag i munden.

Hvis du holder op med at kommunikere med et konfliktsøgende familiemedlem, og du stadig føler dig trist og utilpas, kan det være nyttigt at aftale en session med en psykolog.