Forholdet mellem far og datter: et rørende brev

03 december, 2017

Hun blev født i går, og om nogle få timer begynder hun på universitet. I går fortalte de mig, at jeg skulle være far, et sekund senere var hun begyndt at kravle og få minutter senere, havde hun haft sin første køretime. I går så hun på os, som var vi guder. I dag så hun på os som en person, der virkelig kender alle vores fejl og mangler. Men i virkeligheden er der kun gået én nat. En nat, hvor jeg har tænkt, været lamslået, set hende vokse op… Det er forholdet mellem far og datter.

Jeg har set hende vokse i intervaller, for jeg blev nødt til at gå på arbejde nogle gange. Andre gange var det hendes søskende, mine søskende, venner, forældre eller hendes mor, der havde brug for mig. Nogle gange havde jeg brug for mig selv. Jeg er nogle gange kommet sent hjem uden at kunne finde på en undskyldning. Det var sådan, hun voksede fra fantasihistorier og begyndte at opleve, hvordan virkeligheden kan være uendeligt mere hård, såvel som mere fantastisk. 

Hun vil selv. Hun ønsker ikke, at vi er overbeskyttende eller siger til hende for hver risiko, hun tager, og hvert skridt, at “det, du ikke ved, kan ikke skade dig.”

Pige med detektivjakke

En fars håb

I går havde jeg et bjerg af forhåbninger for hende. Forhåbninger, der alle var mine, som hun ikke har sagt noget om. Hun bad bare om flasken, når hun var tørstig. Hun puttede hvad som helst i munden, når hun var sulten. Sådan var forholdet mellem far og datter. Jeg har stadig mine forhåbninger i dag, men hun har sine egne, og det skal jeg acceptere i forholdet mellem far og datter. Det er en proces, der har taget hele natten.

Jeg ville ønske, hun var blevet advokat. Jeg tror, de har et godt liv. Jeg tror, de besidder vigtige stillinger, at deres uddannelse giver dem en bedre fornemmelse af retfærdighed end de andre dødelige. Men hun ønsker at blive journalist.

Hun vil ikke være tv-journalist, dog. Hun ønsker at være en af de anonyme journalister. Dem, som rejser rundt og rapporterer om krig og giver en stemme til de vigtige historier. Det skræmmer mig så meget, at jeg nogle gange ikke kan soveMen hun kigger på mig med et ansigt som én, der er blevet vildt forelsket i nogen, hun lige har mødt. Som far gør dette ansigt – hendes ansigt – mig også stolt.

At slippe kontrollen i forholdet mellem far og datter

Som far har det ikke været nemt at slippe tøjlerne i forholdet mellem far og datter. Jeg ser hende altid som værende meget yngre, end hun er, mindre og mere sårbar, påvirkelig og uskyldig. Jeg har også set hende gå hen til klippekanten med al den beslutsomhed, der findes i verden, og jeg blev nødt til at lade hende gøre det. Så meget som jeg ønskede at være hendes bedste lærer, så findes der lektioner, kun livet kan lære én. Der findes også nogle, man skal lære sammen med andre. 

Hun ser så smuk ud, sovende. Jeg ved ikke, om hun ved det, men hun er den smukkeste pige i verden. Jeg har sagt det til hende mange gange, og hun griner, rødmer og svarer så med et: “Fa-ar!” (gør mig ikke flov).

Det er svært at forstå hendes kamp mod hendes egen krop. Det er svært at huske på de tider, hvor andre børns mening om mig var så vigtig. Det er svært at forstå, at mine erindringer kan hjælpe mig med at forstå. Denne proces gør mig også nostalgisk. Den bringer tårerne frem i mine øjne.

Jeg husker den ængstelighed, jeg følte, da jeg skulle tage i skole med den hæslige jakke på. Den, min mor lavede i en stund af kedsomhed, og som kløede som en djævel. Jeg ved ikke, hvilken frygtelig jakke, jeg har tvunget min datter til at bære. Måske findes der adskillige. Måske var det dengang, jeg fik hende til at gå til musiktimer. Altså indtil hendes ligegyldighed over for musik dræbte min drøm om, at hun ville blive til et nodelæsnings-geni. Jeg kunne ikke tvinge hende til at lide musikken. Jeg så hende kæmpe med det, og jeg beroligede mig selv ved at tænke, at det var godt for hende.

Hvor meget jeg end ville ønske, jeg havde været hendes bedste lærer, findes der lektioner, som kun livet kan lære én. Visse lektioner skal læres sammen med andre. 

Pige puster sæbebobler

Jeg har indset…

Hvis jeg kunne gøre det hele om, tror jeg ikke, jeg ville få dig til at gøre så mange ting, der var “gode for dig.” I hvertfald ikke fra sidelinjen. Jeg ville dele oplevelserne med dig. Jeg ville ønske, jeg havde indset, hvordan du så på bolden, da du var lille, og vi spillede fodbold sammen. Jeg ville gerne have været mindre opmærksom på farer og mere opmærksom på drømme. Jeg skulle ikke være kommet for sent, så ofte. Jeg ville ønske, jeg havde leget mere med dig. Før du gav op og fandt andre børn at lege med.

Jeg burde have vidst, at du sagtens selv kunne tage jakken på, når du frøs. At du ville spise, hvis du var sulten. Disse var behov, du havde i starten, men ikke senere hen. Det, du senere hen behøvede, var opmuntring til de projekter, du havde gang i. Du ønskede svar på dine spørgsmål og selskab af nogen, som ikke var en boss. Du havde brug for støtte, omsorg og inspiration. Måske var det en del af den rolle, jeg spillede i forholdet mellem far og datter. Måske er det en del af at være far.

Et nemt liv eller et lykkeligt liv?

De siger, at følelser er magiske… Og at mennesker har så mange følelser, at vi kan opleve mere end én af gangen. Jeg føler mig trist over, at vi ikke kan få den tid tilbage, som vi ikke tilbragte sammen. Alle forældre føler det sikkert på et tidspunkt, men det hjælper ikke på tristheden.

Men det, der hjælper, er det, jeg ser nu. Jeg kan se dig kæmpe dine egne kampe på en ærlig måde. Det gør mig stolt. Omend de er rigtige eller forkerte, så vælger du dem, og du har fundet din passion i livet. Mens jeg ser dig vokse op, forstår jeg endelig, at jeg ønskede, at du skulle have et nemt liv. Du ønsker et lykkeligt liv. Jeg håber blot, at du finder det, og at du vil dele det med mig.

P.S: Som du kan se, er jeg i dag lidt af en journalist såvel som en far. Jeg kunne godt tænke mig at afslutte denne artikel og læse den sammen med dig ved frokosttid.