Forældre og besættelsen af at skulle beskytte børn

Hver forælder føler sig fristet til på et tidspunkt at behandle deres barn som en besiddelse. Men når det sker, betyder det ikke, at de er dårlige mennesker, det er bare det, at se deres barn vokse op og samtidig være ansvarlig for dem skaber et meget stærkt bånd.

Som forælder er det altid højeste prioritet at sørge for og beskytte børn. Selv når de ved, at det er umuligt, kan mange forældre ikke stoppe sig selv i at forsøge at beskytte deres børn mod alle de virkelige, sandsynlige og usandsynlige farer, de måtte komme ud for.

Men det er sådan, at forældre, der vil beskytte børn mod lidelse og aldrig lade dem kæmpe for noget, ender op med at få en besættelse.

Det, der normalt sker, er, at forældrene begynder at indse, at det er umuligt at sikre deres børn fra hver en trussel. Især når de begynder at blive mere uafhængige. Uanset hvor forsigtige de er, vil der være lidelser, som de ikke kan og ikke bør holde væk fra deres børn. I sidste ende er det en del af den blanding af stimuli, de har brug for, for at vokse op.

Men nogle forældre vælger ikke at acceptere dette faktum. De tager også, hvad vi kan kalde en “almægtig” stilling, når det kommer til deres børns liv. De tror, at hvis de er der, kan der ikke ske dem noget ondt. Som om der ikke er tusindvis af farer, der er umulige at undgå, selv for en forælder, der gør alt for netop at undgå dette.

Så det er sådan, at det, at beskytte børn bliver en besættelse. Forældre ender op med konstant at overvåge deres børn, og det slider dem til sidst ned. Udover det er disse typer forældre normalt mistænkelige overfor alt og alle.

At beskytte børn i modsætning til at begrænse dem

Uden at indse det, vil enhver forælder, der passer til det portræt, vi maler, blive en fortaler for begrænsning. Ordet “nej” er konstant på deres læber og kommer næsten altid i forbindelse med en advarsel eller trussel. “Gør det ikke … der kan muligvis ske dig noget dårligt.”

På samme måde begrænser de utilsigtet – eller i det mindste ikke bevidst – deres barns erfaringer alvorligt. “Vi skal vist ikke i parken i dag, fordi det er meget koldt, og du kan ende med at få en forkølelse.” “Bliv ikke udenfor for længe, der er mange farlige ting på gaden.”

Dyr spreder sygdom, ild brænder, vand gør dig gennemblødt… Alt og alle bliver til en massiv fare. Disse forældre tænker, at det eneste, der kan stoppe det, er deres tilstedeværelse. Endnu værre er det, når barnet tror, at det er sandt.

Besættelse og kontrol

En forælder, der er besat af, at sørge for, at deres børn er sikre, siger, at de bare ønsker at beskytte dem. De vil også sige, at det er for deres eget bedste. Hvis nogen spørger dem, har de argumenter klar til at forsvare deres overbevisning.

Meget af tiden ender det faktisk op med at være en beskyldning mod andre mennesker. “ De efterlod deres barn alene, og derfor faldt barnet og brækkede en finger.” “De ser ikke efter deres børn og se hvor dårligt, de er opdraget.”

Disse forældre kalder det “beskyttelse“, men det er faktisk noget meget mindre attraktivt. Det rigtige ord er “kontrol”. De er kontrollerende forældre, der ikke har noget problem med at styre deres børns liv og beskytte dem til det ekstreme.

De vil gerne overvåge hvert enkelt skridt, de tager. De vil spille en direkte rolle i hvert projekt, deres børn starter. Først og fremmest vil de hele tiden være der som en “almægtig” skygge. Og den holdning vil normalt forblive hos dem længe efter, deres børn er forbi barndommen.

Hvad står der bag denne besættelse af kontrol?

Hver forælder føler sig fristet til på et tidspunkt at behandle deres barn som en besiddelse. Men når det sker, betyder det ikke, at de er dårlige mennesker, det er bare det, at se deres barn vokse op og samtidig være ansvarlig for dem skaber et meget stærkt bånd.

Ikke alle er klar til at have en så dyb forbindelse og indse de arvelige risici, der følger med det.

Der er faktisk et ønske bag en forældres kontrol. Det kan være, at de vil have forholdet til at vare så længe som muligt. De ønsker ikke at acceptere det faktum, at deres børn ikke altid har brug for dem til alting, og at det bare er en del af livets naturlige gang, at deres børn ender op med at leve liv uden deres forældre.

Det, der ligger bag besættelsen, er en frygt for at indrømme, at deres forhold bliver nødt til at ændre sig. At de bliver nødt til at bevæge sig væk fra hinanden lidt efter lidt.

Oftest ligger problemet hos forældrene selv

Det er meget muligt, at disse kontrollerende forældre har haft negative erfaringer med tab. Og måske har de stadig nogle problemer, de skal arbejde sig igennem.

De er bange for dagen, hvor deres børn ikke længere vil have brug for dem, og at de vil tage ud for at erobre verden alene. Det er på grund af dette, at disse forældre ender op med at skræmme deres børn og vise dem alle de forfærdelige ting, der kan ske, hvis deres beskytter ikke er i nærheden.

Nogle gange dækker overdreven omsorg også for en form for fornægtelse. F.eks. elsker forældrene ikke deres barn så meget, som de føler, at de skal. De afværger så den følelse ved ubevidst at overdrive deres beskyttelse. Uanset hvad, så er der altid noget galt, når det kommer til besættelsen af at skulle beskytte, som er værd at finde ud af.