Familie-modellering: Et overraskende terapeutisk værktøj

I terapien svigter den verbale kommunikation nogle gange, og det bliver nødvendigt at indføre visuelle elementer, der kan skabe forandring. Det er netop den effekt, der opnås ved hjælp af teknikken "familie-modellering".

Når dysfunktionelle forhold opretholdes i en familie, kan det være svært at ændre noget. Det er svært for hvert enkelt medlem at ændre sit perspektiv og opnå et bredere syn på det, der sker. Derfor er familie-modellering en teknik, der letter bevidstheden og fremmer forandring.

Hvor mange gange har du i en familiekonflikt set dig selv angribe andre og ikke være i stand til at erkende dit eget ansvar ? Dette kan ske for os alle, men i en psykoterapeutisk proces er det vigtigt at nedbryde denne forsvarsbarriere på en eller anden måde. Modellering åbner vores øjne for virkeligheden på en måde, der både er effektiv og overraskende.

Familie-modellering

For at anvende denne teknik i praksis beder terapeuten et af familiemedlemmerne om at være billedhugger. De andre skal lade sig forme af ham eller hende og indtage de holdninger, som personen angiver. Efterhånden som modellen udfolder sig, indtager terapeuten både positionen som observatør og kommentator. Terapeuten vejleder billedhuggeren med spørgsmål som f.eks:

• Er det den stilling, du ønsker, at denne person skal have?
• Hvor skal deres blik være rettet hen?
• Hvor stor afstand skal der være mellem de enkelte medlemmer?
• Skal de røre hinanden eller holde hinanden i hånden?

Hvad angår valget af billedhuggeren, er det almindeligt at vælge den identificerede klient, da det er den, der normalt har et klarere syn på familiedynamikken. Det er dog også muligt at bede hvert enkelt familiemedlem om at lave sin egen skulptur og dermed vise sin egen vision.

I familieterapi er den identificerede klient den person, der præsenterer det vigtigste symptom, som der anmodes om hjælp til. F.eks. en person, der har en angst- eller depressiv lidelse. Det antages, at dette symptom blot er en indikator for en dysfunktion, der omfatter hele familien som et system. Med andre ord skyldes det ikke udelukkende et personligt problem hos den enkelte.

Arbejde med familie-modellering

Når billedhuggeren er færdig med sit arbejde, bliver han eller hun bedt om at vælge en position til sig selv, og modellen er færdig. Nu kan den bruges som et diagnostisk element.

Terapeuten vil opfordre hvert medlem til at udtrykke, hvordan de føler sig i deres position. De skal altid fokusere på at beskrive de fornemmelser, der stammer fra deres kropsholdning, uden at analysere, hvad de betyder. På denne måde bliver familien ikke viklet ind i forsvarende diskussioner.

Et familiemedlem kan observere, at den stive kropsholdning, som de er afbildet i, giver dem spændinger og ubehag. En anden bemærker måske, at de fra deres position ikke kan se et bestemt familiemedlem. En anden føler sig måske isoleret ved at være placeret i større afstand fra de andre.

Ved at se på deres forskellige perspektiver får terapeuten ofte et klarere billede af, hvad der foregår i familien. Faktisk vil de være i stand til at indtage hvert enkelt medlems plads i modellen, så de kan observere billedet udefra.

I sidste ende giver familie-modellering en rumlig metafor for familierelationer og den enkelte persons følelsesmæssige position i systemet. Gennem denne position kan affiniteter, afvisninger og holdninger observeres, som giver terapeuten et overblik over, hvad der ikke fungerer, og hvad der skal arbejdes med.

Diagnose og behandling

Familie-modellering er en teknik, der kan anvendes både som et diagnostisk element og som en terapeutisk teknik. Med andre ord hjælper den terapeuten med at blive opmærksom på de dysfunktionelle relationer og mønstre, der skal behandles. Desuden kan der laves en model, der afspejler det familieideal, som hvert medlem ønsker at opnå, hvilket vil være med til at forme deres mål.

Denne teknik bruges også i parterapi, da det er en øvelse med evnen til at overraske og motivere. Med modellering kan man diskutere punkter og nå frem til steder, som man med en ren verbal diskussion ikke ville have nået. Det hjælper klienterne til at sætte sig selv i deres egen og andres sted med større bevidsthed. Derfor er det normalt virkelig nyttigt i den terapeutiske proces.