Exocerebro-hypotesen af Roger Bartra

Ifølge exocerebro-hypotesen er hjernen fuldt funktionsdygtig, når den er forbundet med de tilsvarende "kulturelle proteser".

Bedømt og godkendt af psykolog Sergio De Dios González.

Skrevet af Edith Sánchez

Sidste ændring: 24 januar, 2023

Exocerebro-hypotesen er en teoretisk uddybning. Den blev formuleret af antropologen Roger Bartra i det første årti af det 21. århundrede. Den fastslår, at bevidsthed er resultatet af indre processer. Disse finder sted i neuroner i kombination med eksterne processer, som finder sted uden for hjernen. Nærmere bestemt i det symbolske miljø, som det enkelte individ befinder sig i.

Bartra hævder, at en lang række neurobiologer har forsøgt at forklare bevidsthedsfænomenet, men kun ud fra de biofysiske og biokemiske processer, der finder sted i hjernen. Han hævder desuden, at dette har forhindret væsentlige fremskridt på området på trods af de store fremskridt, der er gjort inden for neurovidenskaben.

Roger Bartra anfører, at denne tilgang ikke tager hensyn til, at mange af den menneskelige hjernes funktioner ikke ville være mulige uden den nødvendige hjælp, som miljøet tilbyder. Dette er grundlaget for hans exocerebro-hypotese.

Hypotesen om exocerebro

Roger Bartra udviklede sin teori ud fra en artikel skrevet af Stevan Harnad. Harnad har nemlig samlet en række undersøgelser om bevidsthed, der er skrevet frem til begyndelsen af det 21. århundrede. Hans lange artikel havde titlen “No Easy Way Out”.

For det første påpegede Bartra ret dristigt, at bevidsthed ikke er resultatet af en funktion i hjernen, men af en dysfunktion. For at forklare denne idé sammenlignede han hjernen med en pneumatisk maskine. Han siger, at hvis sidstnævnte står over for en opgave, der overstiger dens styrke, er resultatet, at den stopper.

Derfor burde det samme i princippet ske med den menneskelige hjerne, men det gør det ikke. Men hvorfor? Fordi mennesket har udtænkt “proteser” eller ydre hjælpemidler, der forhindrer dette i at ske. Disse proteser er de kulturelle og sociale netværk, som vi som mennesker er nedsænket i. Bartra kalder dem “kulturelle proteser”. De består grundlæggende af sprog og symboler.

Kulturproteser og exocerebro-hypotesen

Exocerebro-hypotesen siger også, at hjernen ikke er i stand til at skabe bevidsthed på egen hånd. Det skal præciseres, at Bartra definerer bevidsthed, generelt set, som “selvbevidsthed eller bevidsthed om at være bevidst”. Han hævder, at hjernens mangel kompenseres af kulturelle proteser. Det er de sociale og kulturelle systemer, der findes i miljøet.

Bevidsthed er derfor evnen til at forbinde hjernens interne processer med eksterne kredsløb, der er placeret i miljøet. Bartra hævder, at processen svarer til den proces, der finder sted, når en protese installeres for at rette op på en sensorisk dysfunktion. F.eks. døvhed. I disse tilfælde tilpasser hjernen sig apparatet og indarbejder det i sine funktioner.

Kulturproteser defineres derfor som symbolske substitutionssystemer. I realiteten fungerer de som kompensationsmekanismer for hjernen. Når f.eks. hominiderne flyttede og mødte ukendte eller ugunstige forhold, byggede de i stedet for at stoppe op, som en maskine ville gøre, signal- eller orienteringssystemer for at tilpasse sig.

Manglen på kulturelle proteser

Roger Bartra påpeger, at nogle af beviserne for exocerebro-hypotesen findes i to specifikke tilfælde. Det ene er autisme. Dette er en udviklingsforstyrrelse, hvor mange af de kognitive funktioner forbliver intakte og måske endda er overudviklede. Alligevel forhindrer den manglende forbindelse til omgivelserne, at der kan dannes en egentlig samvittighed.

Det andet eksempel vedrører personer, der lider af antisocial personlighedsforstyrrelse. Det er faktisk blevet påvist, at de ofte har en lavere mængde af grå substans, op til 11 procent. Det betyder, at de ikke formår at skabe forbindelse til omgivelserne, hvilket fører til, at de mangler bevidsthed. Både i dette tilfælde og i det foregående er der tale om en mangel på exocerebro-hypotesen.

Afslutningsvis blev exocerebro-hypotesen udviklet af en antropolog og er yderst vanskelig at bevise eksperimentelt. Når det er sagt, har den vakt opmærksomhed hos mange neurovidenskabsfolk verden over. I øjeblikket anses den faktisk for at være en plausibel forklaring, men en forklaring, der kræver yderligere afklaring.