De kalder mig egoistisk, jeg kalder det selvkærlighed
Der kommer altid et øjeblik i vores liv, hvor vi endelig tager skridtet. Vi befrier os endelig fra specifikke situationer, ting og endda mennesker, som kun skader os, istedet for at tilbyde os velvære. Denne handling af personligt mod anses af mange som en reflektion af egoisme. I virkeligheden er det ren selvkærlighed.
Vi må altid tage i betragtning, at denne psykologiske idé aldrig fuldstændig forstås. Traditionelt set, er idéen bag selvkærlighed ofte relateret til specifikke narcissistiske idéer og til den individuelle egoisme, som kun gør ting, den selv kan drage fordel af. Dette er ikke fuldstændig sandt.
Der er kun én kærlighed, der skal vare forevigt. Det er selvkærlighed.
Der findes en bredt anerkendt mening hos psykologer og specialister indenfor følelsesmæssige problemstillinger. Det er, at mennesker generelt ”er forskere i rationelle sager, men analfabeter i følelsesmæssige sager”. At undertrykke det, du føler eller ønsker dig, er ikke sundt. Det er heller ikke sundt ikke at være i stand til at respektere eller føle empati med andres behov.
Du er ikke egoistisk, hvis du siger ”nej.” Ingen bør dømmes for at sætter en stopper for det, der foregår, og sige ”nu er det nok”. Vi vil invitere dig til at reflektere over dette!
Mangel på selvkærlighed styrker vores frygt
Mangel på selvkærlighed styrker vores frygt og gør os skrøbelige. For at forstå dette lidt bedre, må vi undersøge den fascinerende verden af neurovidenskab. Ifølge en undersøgelse udført af University of Dartmouth (New Hamshire, USA), er områdeet forbundet med vores selvværd og selvkærlighed den frontostriatale vej.
Den største aktivitet indenfor dette stærke område i hjernen er vores selvværd. En almindelig fejlopfattelse af dette område er, at folk med højt selvværd og selvkærlighed næsten altid er de mest intelligente og succesfulde.
Dette er ikke sandt, eller den ene er i hvert fald ikke relateret til den anden. Faktisk er forskere meget klare over et aspekt: aktiviteten i den frontrostriatale vej er en reflektion af vores følelsesmæssige helbred. På et lavere aktivitetsniveau har folk større risiko for frygt, usikkerhed, og på længere sigt er der risiko for depression.
Ud fra et følelsesmæssigt synspunkt hos de mennesker, der er ligeglade og ikke værdsætter sig selv, som de fortjener, søger andre til at udfylde denne rolle, som kan dække over disse mangler, så de kan ”føle sig sikre”. De har brug for anerkendelsen og omsorg på en meget intensiv måde. L angt fra at være ”uafhængige” med en god dosis selvkærlighed, er de fanger af andres vilje. Herved begynder en langsom proces af selvødelæggelse.
Den diskrete forbindelse mellem selvværd og selvkærlighed
Sommetider falder vi under den diskrete forhekselse af at tænke, at det altid er bedre at se efter, hvad der er udenfor, end at lytte til de behov, som vores indre beder om. Faktum er, at dette sommetider skyldes uddannelsesmæssige mønstre, andre omgivelser eller de mennesker, der omgiver os. Og disse kan krænke vores selvværd.
Sådan ”belyser” vi vores selvkærlighed
Når vi står overfor et såret selvværd, er det vigtigste at være bevidst om ”såret”, det ”brud”, der har fjernet os fra os selv.
- Udøv følelsesmæssig kompensation: overbevisningerne til alt, du frygter, spørgsmålene til din tomhed og lindringen af dine lidelser er ikke altid noget udenfor os eller i de mennesker, der omgiver dig. Du må søge din egen følelsesmæssige kompensation. Den kærlighed, der kan hjælpe dig i disse tilfælde, er uden tvivl selvkærlighed.
- For at tænde for vores selvværd må vi overveje det følgende: at forsøge at gøre alle andre glade er udmattende, og at gøre det hver eneste dag resten af vores liv kan ødelægge os. Det er ikke ægte. Det er ikke sundt. Ingen bør anses som værende egoistiske eller kyniske, hvis de simpelthen bare siger, hvad de mener, og bruger den ærlighed, der kommer af respekt, men som også ved, hvordan man markerer grænser for at beskytte sig selv.
- For at øge dit selvværd og have god selvkærlighed, må vi anse os selv som værende værdifulde mennesker. Vi bør fortsætte med at gøre dette på trods af vores fejltagelser. Disse fejltagelser beslutter nemlig ikke, hvem du er. Det bestemmes af, om du er i stand til at rejse dig igen, efter du er faldet.
Så istedet for at sammenligne os selv med andre, eller lade ondsindet kritik påvirke os. Så glem ikke at nære båndet af kærlighed til dig selv. F or som Jiddu Krishnamurti engang sagde, bør religion blot være handlingen i at vide, hvordan man elsker sig selv.
