Egas Moniz og historien om det hvide snit

Formålet med det hvide snit var ikke at kurere psykisk sygdom. I stedet var Moniz' mål at "berolige" patienten. Dog mener nogle, at det gjorde mere ondt end godt.

Det hvide snit er en af de mest kontroversielle procedurer i mental helbreds historie. Det blev “opfundet” af Egas Moniz i 1930’erne og blev efterfølgende populært i hele verden. Der blev lavet tusindvis af hvide snit overalt – indtil 1950’erne. Her blev det brugt mindre og mindre på grund af dets uforudsigelige og alvorlige bivirkninger.

Det hvide snit er en kirurgisk procedure, hvor der bliver skåret i forbindelser til en eller begge hjernens lapper. Det præfrontale cortex adskilles fra hjernens andre dele. Operationen kaldes også lobotomi.

Egas Moniz var ikke den første til at prøve denne form for procedure. I 1890 udførte doktor Gottlieb Burckhardt seks operationer som denne. To af patienterne døde, og derfor stoppede hans forskning. Sidst i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, tog det hvide snit flere liv rundt omkring i verden.

Egas Moniz og hans tvivlsomme forskning i det hvide snit

I 1935 begyndte Egas Moniz, neurolog og professor på Lissabons universitet, sin egen “forskning” i det hvide snit. Vi har sat ordet “forskning” i gåseøjne, da det faktisk bare var Moniz, der opererede på en chimpanse. Da han opdagede, at dyret blev mere medgørlig, udledte han, at det også kunne bruges på mennesker.

Denne “uvidenskabelige” procedure er blevet anfægtet i årtier. Ingen seriøs forsker kan overføre én sags konklusion til alle sager eller patienter. Det er rigtigt, at enkelte studier kan have stor betydning for videnskaben, specielt når det kommer til sjældne sygdomme eller at åbne nye døre indenfor forskning. Man kan dog ikke generalisere forskning på denne måde, hvis ikke konklusionen er solid nok.

I denne sag var der noget, som begrænser generaliseringen endnu mere: Det hvide snit blev udført på en abe, ikke et menneske. Egas Moniz vandt alligevel Nobelprisen i medicin i 1949 for sin “opfindelse”.

Egas Moniz arbejdede sammen med en anden neurolog, Almeida Lima. De to udførte de første hvide snit. Proceduren forløb således, at de borede to huller i patientens kranie. Derefter blev der indsprøjtet alkohol i cortexet for at dræbe den del af hjernen. Moniz og hans partner stod for at evaluere patienternes udvikling efter operationen. Ikke overraskende, så de fremskridt ved alle patienter.

Operationerne fortsætter

Da Moniz’ opfindelse begyndte at blive mere populær i Europa, blev hans operation efterlignet af neurologer overalt. Den mest berømte efterligner var Walter Freeman. Han var ikke en rigtig kirurg. Alligevel udviklede han en teknik, der blev kendt som “issyl-lobotomi”.

Den amerikanske læge opdagede, at han lettere kunne få adgang til visse områder i hjernen gennem øjnene. Han borede et instrument, der lignede en issyl, gennem øjnene, “rørte lidt”, og derefter nåede hjernen. Han kunne udføre et hvidt snit på kun 5 minutter.

Graden af “industrialisering”, som Freeman opnåede med sin procedure, var så stor, at han startede “en klinik” i sit hjem. Han havde en bil, han kaldte “Lobotomobilen”. I den bil turnerede han USA, hvor han udførte hvide snit til højre og venstre for alverdens psykologiske problemer. Man regner med, at der verden over blev udført mellem 40-50.000 hvide snit i denne periode.

Forbud mod det hvide snit

Mange patienter døde under operationen. Andre fik alvorlige hjerneskader, der nogle gange sås med det samme og andre gange år efter. Mange endte som en grøntsag, og andre oplevede kognitiv regression. Proceduren blev dog stadig anvendt, da symptomerne blev bedre ved omkring en tredjedel af patienterne.

Formålet med det hvide snit var ikke at kurere psykisk sygdom. I stedet var Moniz’ mål at “berolige” patienten. Grusomheden ved at operere mennesker med angstfremkaldende lidelser, OCD og livsfarlig depression er åbenlys. Kirurger opererede mange skizofrene patienter, der i særdeleshed ikke viste fremskridt.

Dybest set, koblede det hvide snit patienterne af fra resten af verden. Derfor blev de “mere rolige”. Mange mennesker havde store forventninger til operationerne, da psykisk syge patienter på det tidspunkt – og endda i dag nogle steder – levede som fanger på en sindssygeanstalt eller psykiatrisk sygehus. Men det hvide snit gav mange mulighed for at gå frit omkring.

Anvendelsen af det hvide snit begyndte at falde i 1950’erne, da “Thorazine”, det første antipsykotiske middel, blev opfundet. Opfinderen kaldte det, interessant nok, “kemisk lobotomi”. I 1970’erne blev proceduren ulovliggjort i de fleste lande, selvom vi ved, at det stadig finder sted i dag.

Senere har en gruppe mennesker forlangt, at Egas Moniz’ Nobelpris bliver taget tilbage. De mener, at hans “bedrift” gjorde mere skade end godt for mennesket.