Édouard Manet: Den første impressionist
Édouard Manet var en fransk maler fra det 19. århundrede, som agerede som inspiration for et utal af malere senere i tiden, med sin karakteristiske stil og fokus.
Manet banede vejen for en ny stil ved at trodse de traditionelle objekter i maling og portrættere begivenhederne og forholdene i hans tid.
Han udstillede sit maleri, Le Déjeuner sur l´herbe i 1863. Kritikerne rev ham i småstykker. Men på samme tid modtog han ros og entusiasme fra en yngre generation af malere, som senere ville danne kernen af impressionisme.
Édouard Manet: Den første impressionist
Det tidlige liv
Édouard Manet blev født den 23. januar 1832 i Paris. Hans far, August Manet, var et højerestillet medlem af justitsministeriet. Hans mor, Eugénie-Désirée Fournier, var datter af en diplomat og guddatter til en svensk prins, der ville blive konge.
Som en velhavende familie med mange kontakter, håbede Manets forældre, at han ville vælge en respektabel karriere, helst som advokat. De vidste kun lidt om, at en helt anden vej var i vente for ham.
I 1839 studerede han på the Canon Poiloup School i Vaugirard. Fra 1844 til 1848 var han på kostskolen Còllege Rollin. Han var ikke en god studerende. Det eneste kursus, der interesserede ham, var det ene malerkursus, som de havde.
Hans far ønskede, at han læste jura, men Édouard valgte ikke at gå den vej. Da hans far nægtede at lade ham blive en maler, ansøgte han om en plads på flådeskolen, men bestod ikke adgangsprøven.
Som blot seksten-årig sejlede han ud som navigationslærling på et transportskib. Da han kom tilbage til Frankrig i juni 1849, dumpede han sin flådeeksamen igen. Efter dette gav hans forældre endelig efter for hans stædige insisteren på at blive maler.
Manets første formelle studier
I 1850 begyndte Manet at studere med den klassiske maler, Thomas Couture. Det var med ham, at han udviklede en forståelse for maleri og dets teknikker.
I 1856, efter seks år med Couture, lavede Manet et delt studie med Albert de Balleroy, en kunstner, som lavede militære malerier. Det var her, at han malede Boy with Cherries (1858). Han flyttede kort efter til et andet studie, hvor han malede The Absinthe Drinker (1859).
Det samme år tog kan korte ture til Holland, Tyskland og Italien. Mellem turene tilbragte han også tid på Louvre, hvor han kopierede malerier af Tiziano og Diego Velázquez.
På trods af sin succes med realisme, begyndte Manet at male efter en mere afslappet og impressionistisk stil. Et af de primære karaktertræk var hans anvendelse af brede strøg og en portrættering af almindelige mennesker, der udførte daglige opgaver.
Hans lærreder begyndte at blive fyldt med sangere, personer på gaderne, romerske folk og tiggere. Dette ukonventionelle emne, kombineret med en stor viden om de ældre mestre, overraskede nogle folk og forbløffede mange andre.
Voksenlivet og Le Déjeuner sur l´herbe
Mellem 1862 og 1865 tog Édouard Manet del i nogle udstillinger af Galería Martinet. I 1863 giftede han sig med Suzanne Leenhoff, en hollandsk kvinde, som havde givet ham klaverlektioner. De havde allerede været sammen i ti år og fik et barn sammen, før de blev officielt gift.
Det samme år afslog dommerne i Salon Le Déjeuner sur l´herbe, som han havde malet efter en fuldstændig revolutionær stil.
“Jeg maler, som jeg har lyst til at male; til helvede med alle deres studier.”
-Édouard Manet
Le Déjeuner sur l´herbe var inspireret af værker af ældre mestre såsom The Pastoral Concert (Giorgione, 1510) og The Judgment of Paris (Raphael, 1517-20). Maleriet forårsagede stor ravage og var begyndelsen på “berygtet karneval”, som plagede ham gennem hans karriere.
Hans kritikkere følte sig stødt, fordi der var en nøgen kvinde i selskab med to unge mænd, der havde kontemporært tøj på. I stedet for at synes som en uklar, allegorisk figur, fik kvindens modernitet hendes nøgenhed til at slå dem som vulgær og potentielt truende.
Det generede også kritikerne, at Manet malede disse personer i et barskt og upersonligt lys. De havde også problemer med at forstå, hvorfor disse personer var i et skov-lignende miljø, som tydeligvis ikke var realistisk.
Store værker af Édouard Manet
Hans maleri, Olympia, som han lavede to år senere, forårsagede endnu en skandale på Salon i 1865. Det viste nøgne kvinder, der lå og så dristigt på tilskueren. Han malede det med et barskt og skarpt lys, som næsten sletter det indvendige rum og gør hende til en form for todimensionel figur.
Denne kontemporære odalisk, som den franske statsmand, Georges Clemenceau, endte med at få sat op på Louvre i 1907, var bestemt til at være upassende af både kritikere og samfundet.
Manet rejste til Spanien i august 1865, dybt påvirket af receptionen. Men hans besøg der var så kort, fordi han ikke kunne lide maden, og fordi det frustrerede ham ikke at have noget viden om sproget.
Mens han var i Madrid, mødte han Théodore Duret, som endte med at blive en af de primære fortalere for hans værker. I 1866 kom han også i kontakt med forfatteren, Emile Zola, og de skabte et venskab. Zola endte med at skrive en glimrende artikel i den franske avis, Figaro, i 1867.
Zola pointerede, at næsten enhver vigtigt kunstner startede ud med at fornærme den offentlige følsomhed, Denne anmeldelse imponerede Louis-Edmond Duranty, kritiker af kunst, som også begyndte at støtte Manet. Derefter blev malere såsom, Cézanne, Gauguin, Degas og Monet også tilhængere.
De sene år
I 1874 modtog Manet en invitation til at tage del i den første udstilling af impressionistiske malere. På trods af hans støtte til bevægelsen, afslog han invitationen, og alle dem, de sendte efter den første.
Manet følte, at han havde brug for at forblive fokuseret på Salon og hans plads i kunstverdenen. Ligesom mange af hans malerier, var Édouard Manet en modsætning. Han var både borgerlig og almindelig, både konventionel og radikal.
“Man må være i sin tid og male, hvad man ser.”
-Édouard Manet
Et år efter den første udstilling af impressionistiske malerier, fik han muligheden for at lave illustrationer for den franske udgave af The Crow af Edgar Allen Poe. I 1881 tildelte den franske regering ham Légion d´honneur (legionen af ære).
Han døde to år senere i Paris den 30. april 1883. Foruden sine 420 malerier, efterlod han sig et ry, som for altid ville definere ham som en dristig, indflydelsesrig kunstner.
Eftermæle af Édouard Manet
Da han debuterede som maler, stødte Manet på meget kritisk modstand af hans værker. Det forsvandt overhovedet ikke, indtil næsten slutningen på hans karriere.
Hans berømmelse steg mod slutningen af det 19. århundrede takket være succesen af hans mindeudstilling og den kritiske accept af impressionister. Men det var ikke indtil det 20. århundrede, hvor kunst-historikere gav ham hans status som en af de vigtigste malere i hans tid.
Manets afviselse af traditionelle modeller og perspektiver var et symbol på brudet fra akademisk maling i det 19, århundrede. Der er absolut ingen tvivl om, at hans arbejde hjalp med at bane vejen for de nye revolutionerende værker af impressionister og post-impressionister.
Han havde også en stor indflydelse på en stor del af kunsten i det 19. og 20. århundrede, simpelthen på grund af hans valg af objekter. Hans fokus på moderne, byrelaterede temaer, som han portrætterede på en direkte, næsten fjern måde, førte ham endnu længere væk fra de standarder, der var på Salon.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Venturi, L., & Fabricant, L. (1960). Cuatro pasos hacia el arte moderno: Giorgione, Caravaggio, Manet, Cézanne. Nueva Visión.
- Álvarez Lopera, J. (1996). Revisión de un lugar común: Goya y Manet. Reales sitios, 33, (128). Patrimonio Nacional, Madrid.
