Dysfunktionelle familier: en stopklods for personlig udvikling
Dysfunktionelle familier stopper eller hindrer den personlig udvikling af sine medlemmer. Den implementerer en række mekanismer, som ender med at skabe usikkerhed. Den underminerer familiemedlemmernes selvtillid omkring, hvad den enkelte er i stand til at udrette, og som følge deraf skaber den en følelse af uduelighed, som sætter en stopklods for personlig udvikling.
Vi ved alle, at familien er den primære sociale kerne. I denne kerne lærer man at relatere til andre mennesker. Vi lærer at forstå de strukturer, som denne kerne overfører til os, og disse hjælper os med at relatere til andre omgivelser.
“Hvis ikke det er med hans beskyttelse, vil jeg ikke sætte en fod på den anden side af den tærskel. Må Gud hjælpe mig, det kan være et spøgelse, som venter på mig på trappen, for at tage mig med til helvede!”
Dog når det drejer sig om dysfunktionelle familier, så er adfærdsmønstrene, vi lærer de forkerte. Vi lærer at leve vores liv fyldt med bekymringer og skyldfølelse. Familier som disse erklærer deres medlemmer ugyldige på forskellige måder. Familiemedlemmerne har for det meste mange problemer med at tilpasse sig andre omgivelser senere i deres liv, og derfor bor de ofte hjemme godt oppe i alderen.
Dysfunktionelle familier og overbeskyttelse
En af de mest almindelige mekanismer hos dysfunktionelle familier er overbeskyttelse. Der er stor fokus på at lede personen væk fra enhver mulig form for fare. Det baseres på den opfattelse, at verden er fuld af trusler. Og det er grunden til, at ekstrem forebyggelse og beskyttelsesforbehold må tages i brug, for at undgå, at en af dem bliver et offer.
Det, som ligger på lur bag denne form for opdragelsesstil, er angst, afhængighed og lavt selvværd. Angst skaber imaginær frygt og skyld. Forældre ønsker ikke, at deres børn skal lide, og de er bange for, at de bliver såret, hvis de pålægges ansvar. Dette skaber dog ikke børn, som er gladere. I virkeligheden ender de i modsatte grøft. Dette er indbegrebet af dysfunktionelle familier.
Folk, som vokser op i denne form for familie, fylder lige så stille og roligt deres “pose” op med frygt. Bare det at skulle gå ud af huset skræmmer dem i større eller mindre grad. Det værste af det hele er, at de ikke er i stand til at identificere de ressourcer, de har inden i, som kan hjælpe dem i at se problemerne i øjnene eller opnå deres mål. Det er det, forældre er der for. Det er dem, som ved det.
Ekstrem afhængighed og overlegenhed
Dysfunktionelle familier overbeskytter på grund af en dybereliggende angst. Men på sammen tid sendes der et underforstået budskab om overlegenhed. Jeg kan, og du kan ikke. Familien vil beskytte dig, fordi du kan ikke beskytte dig selv. På denne måde opstår der meget stærke bånd af afhængighed, og meget lavt selvværd og tiltro til sine egne evner.
Når det kommer til stykket, har mange forældre, som udøver denne form for opdragelsesmetode, brugt deres børn som påskud for ikke at skulle tænke på deres egne problemer. De gør deres børns problemer til deres egne, fordi de ofte virker nemmere at løse. Vi snakker her om mennesker, som bærer på en tung byrde af frustration og tomhed. Deres børn giver dem en undskyldning for konstant at udsætte snakken, som de burde tage med sig selv.
Derfor strækker de deres børns afhængighed til dem, så længe som muligt. Igennem en af disse mekanismer skabes dysfunktionelle familier. Hvis det fortsætter på denne måde, vil børnene have svært ved at forlade reden, hvis de nogensinde gør. De vil også få brug for familien om og om igen til næsten alt, som sker i deres liv.
En ond cirkel
Det er ikke nemt at bryde igennem indhegningen, som en dysfunktionel familie har opbygget. En af grundene til dette er, at folk ikke vil indrømme, at deres familiemiljø er utroligt skadeligt. Forældrene opbygger den forestilling om, at familien gør alt for, at børnene skal have det godt, og børnene ender med at tro, det er sandt. Så mange afkald, så meget omsorg. Det er ofte meget svært at forstå, at dette er virkelig skadeligt og “omsorgen” mange gange er meningsløs.
De som er en del af en dysfunktionel familie, bliver ofte meget usikre og på samme tid meget påståelige. De opbygger en lav tolerance overfor frustration, og derfor er det vanskeligt for dem at sætte mål og opnå dem. De føler sig generelt underlegne overfor andre og sætte tit sig selv i offerrollen. Det er fordi, de er blevet alt for overbeskyttet af deres familiemiljø.
Den eneste måde at bryde ud af denne onde cirkel, er ved at give slip på de strukturer, som vores forældre har givet os. Noget som er meget nemmere sagt end gjort. Personen bliver nødt til at bryde med en struktur, som de mennesker han elsker allermest har skabt, og hvor han føler sig godt tilpas og tryg. Ideen om at se sin frygt i øjnene uden dette beskyttende miljø, virker forfærdeligt for dem. De mener det er en utaknemmelig handling overfor de, som har beskyttet dem, og det er at tage unødvendige risici.
Da de ikke har deres forældres støtte til at gøre dette, leder de ofte efter støtte hos en psykolog eller hos andre, som opvejer for deres manglende selvværd. Men de skal dog være opmærksomme på, at hele cirklen ikke begynder forfra igen. Ja, at bede om hjælp er et vigtigt første skridt. Men denne hjælp bør rettes mod at give os et stærkt grundlag i livet, så vi kan stå på vores egne to fødder.
