Donald Winnicott og hans teori om det falske selv

Hvis forholdet mellem en mor og hendes baby ikke er godt nok, så vil det påvirke babyen. Det kan i værste tilfælde føre til, at babyen udvikler et falsk selv.

Donald Winnicott var en berømt engelsk psykiater, psykoanalytiker og børnelæge, der udviklede en interessant tilgang til den menneskelige personlighed. På grund af sin uddannelse som børnelæge fokuserede han på tanker, refleksioner og teorier om børn.

Og især om forholdet mellem mor og baby og konsekvenserne af dette forhold. Udover dette udviklede han også den interessante teori om det falske selv.

Han arbejdede sammen med den berømte psykoanalytiker Melanie Klein og behandlede endda et af sine egne børn med hende. Han var også formand for British Psykoanalytic Society og en meget berømt tænker i det tyvende århundrede.

I løbet af hans liv fremsætter han også begreberne “god nok mor” og “almindelig hengiven mor”. På samme måde, hans koncept om “overgangsobjekt”, noget som mange psykologiske skoler har vedtaget.

Forholdet mellem mor og baby, ifølge Winnicott

I tråd med andre psykoanalytikere siger Winnicott, at moderen og barnet i løbet af det første år af livet udgør en enhed. Du kan ikke tale om babyen som en enhed, der er adskilt dens mor, siger han. De to udgør en udelelig psykisk enhed.

Winnicott siger, at moderen er den første “kontekst”, et menneske har. Hun er det samlede grundlag for den efterfølgende udvikling. Derfor, og især i de første måneder af livet, er moderen barnets univers. Moderen er praktisk talt synonymt med verden.

Så dukker Winnicotts koncept for “god nok mor” op. Hun giver den nødvendige pleje til barnet, spontant og oprigtigt. Hun er villig til at være alt, hvad barnet har brug for. Som mor er hun ikke perfekt, men hun forsømmer ikke babyen, og hun overbeskytter den heller ikke. Dette hjælper med at skabe det sande selv.

Den “almindelige hengivne mor” er imidlertid en person, der er overdrevent knyttet til eller overdrevent beskyttende overfor sit barn. Hun er ikke i stand til at reagere tilstrækkeligt på barnets spontane behov. Dette giver anledning til, hvad Winnicott kalder det falske selv.

Winnicott og det falske selv

Moderen er som et spejl for barnet. Den lille ser sig selv, som sin mor ser på ham. Barnet lærer at identificere sig med menneskeheden gennem hende. Lidt efter lidt bliver babyen adskilt fra sin mor, og hun skal tilpasse sig denne ændring.

Barnet har spontane fagter, der er en del af dets udvikling som individ. Hvis moren glæder sig over dem, oplever det følelsen af at være virkelig. Hvis hun ikke gør det, opstår der en følelse af uvirkelighed.

Når denne interaktion mellem moren og hendes baby fejler, forekommer noget, som Winnicott kalder “oplevelser af eksistentiel kontinuitet”. Det betyder med andre ord, at der er sket en radikal afbrydelse af barnets spontane udvikling. Dette er i det væsentlige det, der giver anledning til det falske selv.

Winnicott påpeger, at barnet under disse omstændigheder bliver “sin egen mor”. Det betyder, at han begynder at skjule sit eget selv for at beskytte sig selv. Barnet lærer kun at vise, hvad dets mor ønsker at se. Det bliver noget, som det ikke er.

Virkningerne af det falske selv

Der er forskellige niveauer af “falskhed” i os selv. Ifølge Winnicott er der på det mest grundlæggende niveau dem, der antager en høflig holdning og overholder alle love og regler. På andet ekstrem er skizofreni, en mental tilstand, hvor personen er adskilt fra sig selv, til det punkt hvor hans virkelige selv næsten forsvinder.

For Winnicott dominerer et falsk selv, i alle alvorlige psykiske sygdomme. I disse tilfælde bruger personen alle de ressourcer, der er til rådighed for ham til at opbygge det falske selv og vedligeholde det. Formålet med dette er for ham at kunne møde en verden, der opfattes som uforudsigelig eller upålidelig.

Winnicott siger, at de fleste af anstrengelserne hos en person med et meget stærkt falsk selv, er orienteret mod intellektualisering af virkeligheden. Det betyder, at de forsøger at gøre virkeligheden til noget, der kan begrundes, men uden følelser, affektion eller kreative handlinger.

Når en sådan intellektualisering lykkes, opfattes individet som normalt. Men han oplever ikke det, han udlever, som noget der virkelig er hans, men snarere som noget fremmed for ham.

Han er aldrig i stand til at føle sig lykkelig over hans succeser eller føle sig værdsat, selvom andre kan se værdien i ham.

For så vidt angår ham, er det hans falske selv, der har opnået det eller hans falske selv der bliver værdsat. Dette skaber bare et sammenbrud med sig selv og med verden. Hans sande selv er fanget, fantaserer om og oplever en fortvivlelse, som det aldrig selv kan forstå.