Cinema Paradiso: Filmens magi

Cinema Paradiso er en af de film, som man bare ikke kan glemme. Med elegance og et upåklageligt soundtrack afspejler dette kunstværk selve biografen.

Skrevet og kontrolleret af filmkritiker Leah Padalino.

Sidste ændring: 27 december, 2022

Nogle film forener og vækker begejstring hos både de mest hærdede kritikere og den brede offentlighed. Film, som man husker i mange år fremover, og som sætter sit præg på seeren. I dag skal vi tale om en sådan film. En, der fortsat modtager ros flere årtier efter sin udgivelse: Cinema Paradiso.

Giuseppe Tornatore instruerede denne film, der i 1988 endnu en gang viste, at italiensk film stadig er levende og i stand til at brillere, selv ved Oscar-uddelingen. Utallige priser garanterede dens succes, herunder Oscar for bedste udenlandske film, Golden Globe, fire BAFTA’er og juryens store pris i Cannes.

For nylig er Cinema Paradiso vendt tilbage til biograferne og giver os en indsprøjtning af håb i en kompleks tid. Selve filmen fremkalder nostalgiske følelser.

Hertil tilføjes imidlertid det nylige tab af den uforlignelige italienske komponist Ennio Morricone, som skrev filmens uforglemmelige soundtrack. I denne artikel tager vi et kig på nogle af højdepunkterne i denne ode til biografen og finder ud af, hvorfor den så mange år senere fortsat forener publikum.

Cinema Paradiso: En film, der taler om film

Kunsten har altid givet sig selv til eftertanke. Visse værker ender f.eks. med at uddybe vores tanker om selve værket. Inden for litteraturen er dette kendt som metafiktion eller metalitteratur. Med andre ord et litterært værk eller en del af det, der rejser spørgsmål om sin egen natur, værkets skabelsesakt eller dets form.

Dette er noget, som vi også kan anvende på film. Det er trods alt en kunstform, og derfor kan refleksioner om dens natur rejses ud fra selve mediet. Der findes forskellige betegnelser for denne form for filmisk metafiktion. De mest populære er metafilm.

Vi taler om film, der taler om eller reflekterer over selve filmen på en generel eller mere specifik måde og tager fat på et specifikt spørgsmål. I den retning går spillefilm som 8½ (Fellini, 1963), Singing in the Rain (Donen og Kelly, 1952), Ed Wood (Burton, 1994) og endda Pain and Glory (Almodóvar, 2019).

Cinema Paradiso er et klart eksempel på metafilm, da biografen er allestedsnærværende i hele filmen og faktisk optræder i forskellige former. Faktisk bliver biografen den røde tråd, forbindelsen mellem alle handlingsforløb og en af de grundlæggende søjler i hovedpersonen Totòs liv.

Historien

Hovedpersonen har siden sin barndom været fascineret af biografen. Han er også nysgerrig på Alfredo, filmforeviseren i hans by, og han er nysgerrig på hans arbejde. Med tiden får biografen en endnu større betydning i Totòs liv. Som voksen bliver det faktisk hans erhverv, hans livs centrum.

Cinema Paradiso tager os tilbage til de år, hvor biografen var en reel begivenhed. Til de år, hvor censuren gik ud på at skære kys eller voldsscener fra. Desuden tager den os med gennem alle de forskellige faser af dens overgang, indtil biograferne til sidst måtte lukkes i 80’erne.

Siden da har nye forbrugsformer lukket flere og flere biografer med tiden. Desuden har disse nye teknologier også ændret visse erhverv som f.eks. filmforeviseren.

På denne måde er filmen en refleksion over selve biografen, over dem, der gør det muligt at fremvise den i biograferne, og over dem, der nyder den. Cinema Paradiso reflekterer over, hvad biografen fremkalder, dens udvikling og dens magi gennem tiden.

Cinema Paradiso: En sentimental ode til biografen

Som seer vil du opleve, at du ser en film, der gennemgår filmens historie. Ikke kun på grund af dens konstante referencer til Charlie Chaplin, film som Borte med blæsten eller endda italiensk film, men også på grund af biografernes egen rolle.

Man ser f.eks. hvordan de om sommeren flyttede til åbne områder. Man ser de problemer, der opstod ved at projicere i to forskellige sessioner og to forskellige steder og endda risikoen for, at filmrullerne brød i brand, hvis de ikke var forsigtige.

Cinema Paradiso er en hyldest til publikum, til det første publikum, der ikke kunne tro på, hvad de var vidne til. Biografen var deres eneste form for underholdning.

Biografen var endda det sted, hvor mange oplevede deres seksualitets opvågnen. Man ser både grin og tårer fra publikum. Man ser den lille kabine, hvor der sidder en analfabet, der ved mere om biografen end nogen anden i sin by.

Struktur

Filmen er opbygget på en poetisk måde med en enestående iscenesættelse og et soundtrack, der som sagt er udødelig. Ennio Morricone var en komponist, der gav os uforlignelige følelser. Faktisk var han en af de mange fagfolk, der gav mening til filmens komplekse verden.

Cinema Paradiso fremhæver det sidste led i hele denne menneskelige kæde: De fremvisere, der gjorde det muligt at nyde filmene i biograferne, og som tidligere havde siddet og set utallige ucensurerede film for senere at vise en censureret udgave til offentligheden.

Selv om vi ikke levede i denne fantastiske filmæra, fremkalder Cinema Paradiso dens atmosfære perfekt og bringer os tættere på de første visninger. Til en tid, hvor internettet ikke engang eksisterede, og hvor selv fjernsynet var en utopi.

Det hele ledsages af en baggrundshistorie, en yderst menneskelig fortælling. Der sker ikke noget virkelig ekstraordinært i filmen, men den realisme og detaljerigdom, hvormed Tornatore tegner sine karakterer, og hans skuespilleres præstationer gør dem til væsener, som man hurtigt begynder at leve sig ind i.

Forholdet mellem Alfredo og Totò er den anden store røde tråd. Deres kærlighed til biografen forener dem begge og når sit største udtryk i filmens mest tragiske øjeblik: Alfredos blindhed. Naturligvis kunne der ikke være noget værre for en fremviser og filmelsker end at miste synet. Derfor bliver Totò hans afløser og samtidig Alfredos øjne.

Fra latter til tårer

Derfor fører filmen dig fra latter til tårer, til følelsen af film i sin reneste form, når den inviterer dig til at følge Totò gennem hele hans liv. Du bliver en del af hans tætte forhold til Alfredo, hans første kærlighed, og hans afrejse til byen.

Hans tilbagevenden til sin oprindelse er en kontrast for Totò, en tilbagevenden til fortidens følelser og nostalgi. Faktisk er det denne nostalgiske rejse, der gør Cinema Paradiso til en så speciel film.

Film inviterer dig til at drømme, og Tornatore inviterer dig til at træde ind i denne yderst specielle form for drøm, som Cinema Paradiso er.

Kort sagt er det en historie, hvor der ikke sker noget særligt usædvanligt. Men den har et ekstremt højt sentimentalt element. Det er en ode, et kærlighedsbrev til biografen og til alle de professionelle, der fortsat gør den mulig. Det er et stående bifald til publikum og deres refleksioner. Nu kan man ligesom Totò, 30 år efter at den blev lavet, nyde denne film igen.