Chikane i familien: Et barndomstraume, der disponerer for psykoser
Mange forældre undervurderer betydningen af en søskendes chikane af en anden. De retfærdiggør denne adfærd ved at sige ting som “alle søskende gør det” og tror, at det ikke er mere end det. Det er dog ikke, hvad en undersøgelse på universitetet i Cambridge konkluderede. I denne undersøgelse blev det fastslået, at chikane i familien er et barndomstraume, der disponerer folk for psykoser.
Chikane i familien er defineret som systematisk og vedvarende adfærd, der har til formål at genere, skræmme eller psykologisk nedgøre et andet familiemedlem. Denne type adfærd forekommer især mellem søskende. Resultatet af en sådan adfærd er barndomstraumer. Normalt udsætter en af de ældre søskende en af de yngre søskende for denne type adfærd.
“Vold er ikke magt, men mangel på magt.”
-Ralph Waldo Emerson-
Det, misbrugeren ønsker, er at destabilisere offeret psykologisk. 3600 individer deltog i en undersøgelse. Denne undersøgelse viste, at denne type adfærd er kilden til et barndomstraume. Og dette traume disponerer folk for psykoser. Med andre ord, har folk, der er chikaneret af søskende, en større tendens til at “blive vanvittige”. Det vil sige at miste kontakten med den socialt accepterede virkelighed.
Chikane i familien – en tidlig kilde til traumer
Børn er umodne og ikke helt bevidste om konsekvenserne af deres handlinger. Ikke desto mindre er der spor af psykopati, selv i en ung alder, især i dysfunktionelle familier eller dem med alvorlige problemer. I disse tilfælde angriber en søskende en anden psykisk. I den henseende er yngre søskende normalt ofrene. Men ældre søskende kan også lide under dette.
En søskende udsætter en anden for drilleri, ærgrelse eller konstant ydmygelse. Dette er næsten altid tydeligst under leg, eller i det mindste hvad der skal forestille at være leg. Chikane i familien kan også være forklædt som en vittighed, en udfordring eller konkurrence. Målet er, næsten altid ubevidst, at udstøde den chikanerede fra familien eller under alle omstændigheder gøre det sådan, at den chikanerede kan ignoreres eller behandles som usynlig.
Normalt ser den chikanerende offeret som en trussel mod deres magt inden for familiestrukturen. Denne forestilling svarer næsten aldrig til virkeligheden. I den henseende er det simpelthen en ide, der opstår som følge af usikkerhed, jalousi eller som en projektion. Sådan begynder cyklussen af barndomstraumer.
Ofre for chikane i familien
Ofre for chikane i familien er ganske ofte en person, der er tiltalende, intelligent eller attraktiv. Enhver dyd, der kan få dem til at skille sig ud, ses som en trussel, og det er sådan, den dramatiske cyklus af chikane starter. Undertiden sker det modsatte: Offeret har en svaghed eller mangel, og deres søskende harmes over den særbehandling, de får.
I familier med alvorlige adfærdsproblemer udøver forældre grusomhed og vold mod et af deres børn. Dette får igen barnet til at projicere denne adfærd på en af dets søskende.
Ofre har to alternativer. De kan enten flytte hjemmefra eller flygte fra deres virkelighed. I det første tilfælde bliver de frataget den beskyttende centrale kerne, og de bliver fanget i en følelse af tomhed. I det andet tilfælde er der et barndomstraume, som kan disponere dem for psykoser. De kan udvikle skizofreni, bipolar lidelse eller en alvorlig depression, hvor nogle kan inkludere delirium eller hallucinationer.
Et barndomstraume, der prædisponerer folk for psykoser
Ifølge University of Cambridge har børn, der lider af chikane fra en af deres søskende, dobbelt eller tredobbelt risiko for at udvikle en psykose i deres voksne liv. De, der også lider under mobning i skolen, er op til fire gange mere tilbøjelige til at udvikle en alvorlig psykisk lidelse. Sammenfattet set, er chikane et barndomstraume.
Chikane mellem søskende kan komme i mange forskellige forklædninger. Det kan virke som tilbagevendende sjov at skræmme den anden søskende med noget, han frygter, konstant drilleri eller konstant kritik af, hvad han mener, siger eller gør. Det indbefatter undertiden også fysiske angreb, især mellem drenge, undertiden forklædt bag “brydekamp” eller leg med kampsport.
Uanset hvad der er tilfældet, er forældrene i sidste ende ansvarlige for at tillade dette barndomstraume, der disponerer børn for psykoser. De har ansvaret for at sætte reglerne for familiens leg. Hvis de undlader at gøre dette i tilstrækkelig grad, fremmer de dysfunktionelle situationer eller mangler kontrol. I begge tilfælde er der tale om uansvarlighed.
