Filmen Carnage: En karikatur af hverdagslivet

Det hele starter med et skænderi mellem to børn i en park, den eneste udendørsscene. Skænderiet slutter med, at den ene slår den anden med en kæp. Derefter skal forældrene prøve at løse det.

En film optaget i bare et rum og med kun fire skuespillere lyder ikke særlig ophidsende. Men Carnage viser sig som en overraskende fantastisk parodi af hverdagslivet. Roman Polanskis film er baseret på skuespillet Le Dieu du Carnage af Yasmina Reza.

Der er ingen tvivl om filmens fine besætning. Kate Winslet, Jodie Foster, Christoph Waltz og John C. Reilly er de fire skuespillere. Det er en kort film, statisk i anvendelsen af de steder, den benytter, og begrænset i rollerne, men med et kraftfuldt manuskript. Filmens gennemslagskraft ligger i skuespillet og manuskriptet.

Carnage: En konflikt om børn?

Det hele starter med et skænderi mellem to børn i en park, den eneste udendørsscene. Skænderiet slutter med, at den ene slår den anden med en kæp. Så kommer vi hjem til familien Longstreets gemakker, familien til drengen, som blev ramt og hvis mund fik en slem skade af slaget. Forældrene mødes i lejligheden for at finde en løsning på problemet. De to familier er:

• Familien Cowans: Forældrene til den “udfarende.” De er et elegant, usædvanligt par. Faren, Alan, er en kendt sagfører, men uden skrupler. Moren, Nancy, er finansrådgiver af tvivlsom substans. De ser ud til at være en god rig familie, som nyder deres sociale status. Men der går ikke længe, før vi opdager den falske facade og hykleriet bagved deres fremtræden.
• Familien Longstreet: Forældrene til “offeret.” De er et par, som forsøger at være gode og fredelige og ønsker at løse konflikten i høfligt. Michael, faren, ser ud til at være en rolig, ubekymret mand med gode hensigter, som forsøger at neddysse den ophidsede stemning. Penelope, hans kone, er pacifist til fingerspidserne og forfatter. Men det billede af hende skifter dog hurtigt, og vi ser en vis fjendtlighed i, hvordan hun opfører sig mod deres “gæster.”

Knive vil blive kastet

Efterhånden som vi kommer ind i filmen falder maskerne, og personerne går fra det politisk korrekte til det mere barske og aggressive. Selv Michael, der virker som en fredens mand, vil vise sin mørke spydige side.

Samtalen bliver et rent verbalt blodbad, og knive begynder at flyve i alle retninger. Det, som i starten skulle være en løsning på konflikten og et eksempel for deres børn, bliver en ren hårknude. Alle viser deres sande jeg.

Fornuften og sammenhængen forsvinder. Alle bliver mere aggressive. Vi ser det værste i hver af personerne, efterhånden som de mobber hinanden. Denne meget alvorlige situation vil snart blive til et absurd – grænsende til det barnlige – skænderi.

Blodbad og selvcentrering

Carnage eksploderer i de mest primitive handlinger udført af mennesker. Vores mere intense og mørke side kommer frem i lyset i en endnu mere klaustrofobisk atmosfære. Alle forsøg, Cowan gør for at forlade lejligheden, fejler, og de starter med skænderierne en efter en.

Skænderiet går i ring og sender os ned af en ensporet vej uden udveje. Lige som man tror, at nu er alting på plads, går der kun et øjeblik, før næste beskyldning ryger gennem luften og forværrer konflikten.

Sådan fortsætter det i filmen, hvor de er fanget af de fire vægge og ikke ser ud til at komme ud af stedet. På et sted i filmen er de faktisk ved at nærme sig elevatoren for at gå. Det virker til, at konflikten er faldet til ro, men pludselig bliver der sendt et nyt missil afsted og de er tilbage i lejligheden igen.

Skænderiet vokser til en krig mellem de to familier, en kamp mellem mænd og kvinder. Derfra bliver det en helt personlig krig. Alle forsvarer sig selv, og stædigheden viser sit grimme ansigt. Alle mener, de har ret. De synes, at hvis alle tænkte som dem, ville verden blive et bedre sted at leve.

Carnage er en bitter parodi på den menneskelige natur. Vi ser personerne benytte sig af alle tænkelige forsvarsmekanismer, misforståelser og dolker hinanden i ryggen med ord.

Samfundskritik

Efterhånden som de forlader de almindeligt accepterede måder at samtale på og viser deres sande jeg, kommer vi virkelig ind bag deres masker. Vi ser hykleriet og manglen på moral i vores samfund. Polanski giver os et pessimistisk billede af vores dagligliv, fordi personerne er så genkendelige. Det er let at identificere sig med dem alle sammen.

Filmen kritiserer den værdi, vi giver penge og status, især personen Alan Cowan, som er mere optaget af sit arbejde end sine relationer. Han viser næsten ingen interesse i sin egen søn.

Vi ser ham også som en dobbeltmoralsk person, da vi opdager, at hans job er at forsvare et farmaceutisk firma, hvis produkter kan give helbredsmæssige problemer.

Oveni dette er han nærmest klistret fast til sin mobiltelefon, altid i gang med sit job. Det gør det muligt for ham at slippe ud af farlige synspunkter, men holdningen kommer til sidst til at bidrage til konflikten ved at forhindre en ordentlig kommunikation mellem de to familier.

Penelope er en direkte modsætning til Alan. Hun synes at være fokuseret på de humanitære opgaver og problemerne i den tredje verden. Hun tror på alt det, hun ser, og kan ikke se de reelle interesser, Sudan har i at modtage hjælp fra Vesten.

Kritik, komedie og realisme

Denne kaotiske meningsløse situation ender ud i ingenting. I størstedelen af filmen er det børnene, som belærer deres forældre om verden. Der er en kort scene, i parken, hvor det hele begyndte, og hvor børnene senere ser ud til at kunne lægge konflikten bag sig.

Det får os til at tænke over, om vi gør tingene for komplicerede, og at alting i bund og grund kan løses med, at børnene giver  hinanden hånden.

Kritik, komedie og realisme støder sammen på en vidunderlig måde i Carnage. Det viser os hverdagen, men går bag de falske smil og afslører mennesket, som intet andet end et indespærret dyr, som, når det kommer ud af buret, vil vise sin voldelige og selviske side. Carnage er en artistisk karikatur af vores samfund og et billede af menneskets dumheder.