Kærlighedens stædighed: når det ikke fungerer at tvinge brikkerne sammen

september 19, 2017

Jeg kan ikke lide ikke at forsøge, at give op ved det første tegn på forandring. Jeg nægter at acceptere ting, som de er lige fra starten. Selvom det kan være svært, vil jeg anstrenge mig, så alting går glat. Måske tager jeg fejl. Måske er jeg forvirret, og det, jeg anser for at være et forsøg på at få alt til at fungere, er blot kærlighedens stædighed.

Kærlighed er anstrengelse, og det er selvopofrelse. Kærlighed er ikke let, det handler om at ofre ting. Hvor mange gange har vi hørt disse slags sætninger? Ord, der virker banale, men som er indgraverede i vores sind. Pludselig kæmper vi for en umulighed. Det er det, vi får at vide. At kæmpe, at føre krig, ikke at stå der med vores arme over kors. På denne måde kan den anden person få en idé om, hvor forelskede vi er.

Vi indser det ikke, fordi vi er bange for at føle skam over ikke at have gjort en indsats. Imidlertid ender al kærlighedens stædighed i et stort nederlag.

Kærlighedens stædighed medfører store katastrofer

Der er mange par, som ikke ved, hvorfor der kommer en dag, hvor de vågner op og føler sig anderledes. Sommerfuglene i deres mave er døde nu. Den nødvendige tid er gået for at idealiseringerne er blevet nedbrudt, og deres håb er blevet svækket. Nu ser vi virkeligheden, og det får os til at føle en stor modløshed.

Nogle mennesker indser ikke dette, før der er gået mange år. Når de har en familie med børn. En forenet gruppe… Lykkelig? Hidtil har alt set ud til at være på den måde, men det viser sig, at det ikke er tilfældet. Pludselig har forskellighederne vist deres grimme ansigter. Man er ikke den samme, men det behøver ikke at være negativt. Hvad med det ordsprog om, at “modsætninger mødes”?

Det er et ordsprog, der fører os til katastrofe. Det fører os til at tro på løgne, der ikke er sande. Forskellene og at være for forskellige bringer os ikke sammen, men adskiller os snarere. Når vi lever sammen, forvirrer disse dårlige erfaringer og de mest stressende situationer os. Nogle gange ser det ud til at blive lettere, indtil øjeblikket kommer igen, hvor det er uudholdeligt.

At smide håndklædet i ringen

Men nogle gange kan fortiden være grund nok til ikke at give op endnu. “Vi gik ikke igennem så mange gode og dårlige tider sammen bare for at smide håndklædet i ringen nu.” Vi holder fast i det for at undgå at miste det, vi har opnået. For ikke at føle os som en fiasko og for at vise, at vi elsker vores partner. At vi vil gøre alt for at komme videre sammen.

Vi nægter at acceptere, at forholdet har nået sin ende. Men at styrke det og forsøge at holde det i live, uanset hvordan, gør intet andet end at underminere det yderligere.

De yngste i hjemmet vil opleve temmeligt ubehagelige oplevelser. Skænderier, beskyldninger og mange andre øjeblikke, der er frugten af ​​denne stædighed. Ting, som ikke er andet end en slem frygt for at acceptere forholdets afslutning. Det er forbi, og man benægter det. Men brikkerne passer ikke længere sammen, og frygten for, hvad der ligger udenfor den boble, som man har levet i så mange år, lammer én og skubber én ud i en tilstand af magtesløshed.

Ikke at kæmpe er det samme som ikke at ville

Det er fejlagtigt at tro, at det at opgive kampen og acceptere denne situation er et synonym for, at den anden person ikke betyder noget for os længere. Det er helt modsat. Det er et bevis på modenhed, at vide, hvordan man accepterer afslutningen, når den er kommet, og at man ikke ønsker at liste udenom den.

Nu er man blevet klar over, at ens brikker ikke passer sammen og ikke har gjort det i et stykke tid. Eller måske har de aldrig passet sammen. Ens gode hensigter fra starten maskerede en situation, der med tiden viste sig, som den virkelig var. Man passer ikke sammen, og der kommer ikke til at ske mere.

Man kan drukne sig selv i et kedeligt forhold, hvor man endda sårer hinanden uden at ville det, fordi den omstændighed, man befinder sig i, er ubehagelig for begge parter. Man vil ikke opnå den lykke, man ønsker så meget, og lidt efter lidt vil man opleve sig selv blive bitter i meningsløsheden.

Hvad sker der med et puslespil, når den ene brik ikke passer? Uanset hvor meget vi presser på den, opnår vi kun at bøje den, klemme den og få det til at se mærkeligt ud. Dette er, hvad der vil ske med ens partner. Bekymringerne, presset og ubehaget vil være de nye beskrivelser, der passer bedst på ens forhold.

I kærlighedens stædighed vil der altid være nogen, der bliver såret. Manglen på accept vil føre til en virkelighed af ​​smertefulde nederlag.

Frygt ikke, at intet går, som det skal. Tingene går ikke altid, som vi gerne vil have dem til. Og ting kan ændre sig i det øjeblik, man mindst forventer det. Sådan er livet, og sådan er forhold også. Uforudsigelige, skiftende, men vi kan lære meget af dem. Læg kærlighedens stædighed til side og accepter, at alt ikke altid vil være, som man gerne vil have det til at være. Men vigtigst af alt må man aldrig tro, at det betyder, at man aldrig holdt af personen.

Billeder af David Hockney, Timothy Clark, Gordon Johnson