Afvisning er det dybeste følelsesmæssige sår

Der er sår, som man ikke kan se. Men som kan være så dybt rodfæstet i ens sjæl, at de lever med os resten af livet. Det kan for eksempel være såret fra afvisning. Disse følelsesmæssige sår er ar, der stammer fra problemer, vi har skullet se i øjnene siden barndommen, og som nogle gange afgør kvaliteten af vores voksenliv.

Et af de dybeste følelsesmæssige sår er afvisning. For de personer, som lider på grund af det, føler smerten indeni. De fortolker alt, som sker omkring dem, igennem det filter, der er deres ar. Og de føler sig afvist, selv hvis de ikke er det.

Lad os se lidt nærmere på, hvad dette sår drejer sig om.

Afvisningens tilblivelse

At afvise betyder, at man modsætter sig nogen, foragter dem eller nægter at have noget med dem at gøre. Alt dette kan oversættes til “ikke at kunne lide” noget eller nogen. Dette afvisningssår kan være forårsaget af, at forældrene afviser deres børn, eller at børn nogle gange føler sig afvist af forældrene, selv om der måske ikke er nogen grund til at føle det. 

Fra de tidligste oplevelser af afvisning vil man begynde at bygge en facade op mod denne hjerteskærende følelse, som er knyttet til, at man undervurderer sig selv, og karakteriseret af, at man har en afvisende personlighed, ifølge en undersøgelse foretaget af Lise Bourbeau. En person, som føler sig afvist, vil som sin første reaktion tænke på at flygte. Det er ikke unormalt for et barn at opfinde en fantasiverden.

Når det handler om, at man overbeskytter sit barn, vil barnet føle sig afvist, fordi man ikke bliver accepteret, som man er. Overbeskyttelse er ikke kærlighed, men forældrenes egne behov, der er maskeret som kærlighed.

Kendetegn ved folk, som har sår fra afvisning

En del af din personlighed formes af de følelsesmæssig sår, du har pådraget dig som barn. På grund af det plejer personen, som lider fra et afvisningssår, at undervurdere sig selv og prøve på at opnå perfektion, lige meget hvad prisen måtte være.

Ifølge Lise Bourbeau er forælderen af samme køn den, som har mest sandsynlighed for at være årsag til dette sår. Det er fra denne forælder, at barnet har behov for mest kærlighed og accept. Og barnet vil være meget sensitiv overfor enhver kommentar, der kommer fra denne forælder.

Ordene såsom “ingenting”, “ikke-eksisterende” og “forsvinder” bliver en del af det daglige ordforråd og bekræfter den tro og følelse af afvisning, som er så dybt rodfæstet. Derfor er det normalt at foretrække ensomheden. For jo mere opmærksomhed, der modtages, jo større mulighed er der for, at man ikke føler sig værdig. Hvis der er behov for at dele oplevelser med flere mennesker, vil de prøve at undgå det, gemme sig i deres skal og snakke så lidt som muligt. Hvis de snakker, er det kun for at berolige sig selv.

Derudover føler de sig konstant usikre, og når de bliver valgt, tror de ikke på det og modarbejder endda situationen. Hvis mennesker med tiden ikke får helet deres afvisningssår, kan de opføre sig ubehageligt og endda modbydeligt. Dette er et produkt af den voldsomme lidelse, de har været igennem.

Desto dybere afvisningssåret er, jo mere sandsynligt er det at blive afvist eller afvise andre. 

At hele afvisningssåret

Begyndelsen til ethvert følelsesmæssigt sår kommer fra manglende evne til at tilgive det, som vi har gjort, eller det, som er blevet gjort mod os.

Jo dybere afvisningssåret er, desto mere vil vi afvise os selv eller andre. Dette kan skjules bag ved en forlegenhed.  Der er også en tendens til at løbe væk. Men dette er kun en beskyttelsesmaske, som beskytter mod den lidelse, der opstår fra disse sår.

Den bedste måde at hele fra disse afvisningssår på er ved at få et bedre selvværd, at finde værdien i sig selv og være sikker på sig selv, uden at have behov for andres anerkendelse. For at kunne gøre dette er følgende skridt vigtige:

• At acceptere de sår, man har fået, som en del af sig selv og dermed frigøre de fangede følelser. Hvis vi benægter, at vi lider, kan vi ikke arbejde på at hele vores sår.
• Når vi har accepteret dette, er det næste skridt at tilgive, hvilket vil hjælpe os med at give slip på vores fortid. Det er vigtigt at sætte sig selv først, sætte andres behov som nummer to og indse, at det er meget sandsynligt, at den person, som har såret os, også lider fra et dybt sår eller en sårende oplevelse.
• Begynd med at behandle dig selv med kærlighed og sæt dig selv først. Det er super vigtigt at give sig selv opmærksomhed, kærlighed og den selvtillid, vi fortjener, så vi kan fortsætte med at udvikle os.

Selvom vi ikke kan viske den lidelse ud, vi har oplevet i fortiden, kan vi altid lindre vores sår og hjælpe dem med at hele, så smerten kan forsvinde eller i det mindste blive mindre. For som Nelson Mandela sagde, er vi vores egen sjæls kaptajn.