De 8 udviklingsstadier, ifølge Erik Erikson

Erik Erikson var en psykoanalytiker fra USA. Han udviklede en vidt accepteret teori omkring personlighedsudvikling. Vi gennemlever alle kriser i vores liv, og vi vænner os til at se dem som noget negativt. Men for Erik Erikson er kriser nødvendige forløb, der fører til udvikling og forandring. De er situationer, som tillader os at transcendere, vokse og lære mere omkring os selv. Erik Erikson mente, at livets rejse består af otte stadier eller cyklusser, og at hver af dem er markeret af en specifik konflikt. “Som 20-årig har alle personer de ansigter, Gud gav dem, som 40-årig har de det ansigt, livet gav dem, og som 60-årig det ansigt, de har fortjent.” -Albert Schweitzer- Han sagde, at mennesker altid ændrer sig og tilegner sig ny viden og erfaringer igennem deres liv. Hvis det ikke var sådan, ville vi sidde fast i et bestemt udviklingstadie. Nogle mennesker nægter at modnes, og andre er tvunget til at blive voksne for hurtigt. Dette afhænger primært af de omstændigheder, de vokser op i. Erikson's udviklingsstadier De otte stadier for menneskelig udvikling, ifølge Erik Erikson, er de følgende: 1. Basal tillid vs. basal mistillid (0-1 år) Nyfødte etablerer forhold af afhængighed, især til deres mødre. Med dem er deres behov fuldt tilfredsstillede. Sådan en omsorg garanterer langsomt, at de vil lære og udvikle tillid, samt at deres basale behov konstant overvåges og tilfredsstilles. Som deres sanser begynder at udvikle sig, begynder de at genkende deres miljø. De begynder at se sig omkring, og deres første største succes er ikke at føle angst, når de er adskilt fra deres mor, og overkommer deres frygt for at blive forladt af hende. Ellers vil de vokse op skeptiske og mistroiske. 2. Autonomi vs. skam (1-3 år) I dette stadie udvikler barnet autonomien til at bevæge sig fra et sted til et andet. At blive tilbage eller græde er deres måde, hvorpå de forsøger at opnå det, de vil have. Hvis omstændighederne ikke fuldstændig reagerer på det, barnet vil have, vil de begynde at tvivle på sig selv og blive bange for at tage initiativ. Barnets pinlighed udtrykkes ved, at det ikke ønsker at blive set, skjuler sit ansigt, får raserianfald og græder, eller andre manifestationer af et overvæld af følelser. Ekstern kontrol bør være konsekvent og beroligende, så de kan udvikle autonomi. 3. Initiativ vs. skyldfølelse (3-6 år) Hvis der er en ting, der skiller sig ud i dette stadie, så er det barnets initiativ. Især når de leger, opdager de deres roller og udfylder dem. Barnet skal lære at identificere og projektere deres rolle i verden. Initiativ i denne alder involverer at planlægge den rolle, de vil udfylde. Rivaler og jalousi kan også opstå i dette stadie. Barnet vil gerne behandles som om, det er specielt. De modstår det hver gang, moren giver opmærksomhed til en anden. Hvis de ikke modtager en relativt priviligeret behandling, vil de føle sig skyldige og få angst. 4. Industri vs underlegenhed (6 år - ungdomsår) I denne periode begynder barnet at gå i skole. Uanset om de føler sig tilpas eller er utilfredse med det, begynder barnet at blive anerkendt for det, de gør i dette nye miljø. De står i en position til at tilegne sig ny viden og evner. Med andre ord kan de blive produktive. Vores kultur har udviklet høje niveauer af specialisering, som har begrænset individuelt initiativ og gjort samfundet mere komplekst. Risikoen, de oplever i dette stadie, er, at de begynder at føle sig uværdige, når de ikke modtager nok anerkendelse. Det kan give følelser af mindreværd. 5. Identitet vs. rolleforvirring (ungdomsår) Denne periode kendetegnes ved, at man begynder at tvivle på alt, man engang stolede på. Det vil sige, al viden, evner og oplevelser, som de har erfaret. Dette skyldes biologiske ændringer, som deres kroppe gennemgår, og personlighedskrisen, som dette skaber. Unge voksne bekymrer sig om deres billede udadtil. De kæmper konstant med det, de har været indtil nu, og det, de vil blive i den nære fremtid. De bliver forvirrede omkring deres identiteter. De bliver idealistiske og meget letpåvirkelige. Hvis de bevæger sig gennem dette stadie korrekt, vil de være i stand til at konstruere en solid identitet. Hvis ikke, vil de blive ved med at forsøge at være nogen, som de ikke er. 6. Intimitet vs. isolation Dette er, når den unge voksne er i en position, hvor de skal påtage sig professionelle, følelsesmæssige og politiske forpligtelser, og ofre noget til gengæld. Hvis de ikke er i stand til at skabe disse bånd med verden uden frygt, vil de stå til fare for at opleve isolation. Dette er stadiet, hvor beslutninger og udfordringer hjælper dem med at opnå stabilitet. Det er også tidspunktet, hvor deres koncepter af arbejde, venskab og familie styrkes. I dette stadie tager de faktisk det definitive skridt mod at blive voksne. 7. Generativitet vs stagnation Erikson definerede generativtet som ønsket om at etablere og vejlede de kommende generationer i en moden alder. Når dette ikke sker, begynder en proces af personlig stagnation, som er forbundet med følelsen af ikke at transcendere, ikke at have nogen indflydelse på fremtiden. Kun når folk har oplevet både tab og triumf, spredt eller genereret idéer, samt dedikeret tid og opmærksomhed til disse idéer, kan de sige, at de er modnet, og at de har oplevet at føle sig fuldendte. 8. Ego integritet vs. fortvivlelse Det sidste livsstadie kan enten være fredfyldt og roligt eller fyldt med rastløshed og angst. Det hele afhænger af, hvordan de har løst de tidligere stadier. Under alderdommen bør personen være i stand til at foretage en vis evaluering af deres liv, hvor de anerkender virkeligheden og deres forståelse for verden. De vil opleve integritet i dette stadie, hvis de kan kombinere reflektering med erfaring. Hvis de har nogle uløste konflikter eller stadier, som de aldrig har overkommet, vil de som regel udvikle en stor frygt for sygdom, lidelse og døden.