Hvis det at være anderledes er en forbrydelse, skal jeg nok tage min straf

At have friheden til at være sig selv, til at være anderledes og autentisk, bør ikke være en dårlig ting. At være lykkelig med eller uden en partner, have en stærk karakter og nyde en sund dosis skørhed engang i mellem, bør ikke kritiseres. Så hvis det at være anderledes er en forbrydelse, skal jeg nok tage min straf.

Man siger, at for at klare livets udfordringer skal man bryde sine mure ned. Jamen, hvad nu hvis man allerede har overkommet sin frygt og usikkerhed, og det er andre, som burer dig inde? Det bør man ikke skelne mellem. Indre vækst, som lader én være fri og autentisk, involverer at være psykologisk og følelsesmæssigt stærk. På den måde kan man modstå og klare de forhindringer, der findes i ens miljø.

Yves Pélicer, læge og psykiater hos Necker-Enfants Malades Hospital i Paris, er kendt for at skrive bøger til offentligheden om psykiatri. De er meget lærerige og nemme at forstå. Hendes tilgang forsvarer altid det samme princip. P sykologi bør støtte vigtigheden af at være unik og anderledes. Vi finder kun lykken, når vi lader os selv og andre være den, vi virkelig ønsker at være.

Men at være anderledes i en verden, hvor vi presses til at være ensartede, er bestemt en personlig udfordring.

Det komplekse eventyr af at være sig selv

De fleste psykologiske tilgange lærer os værdien og nødvendigheden af at være sig selv. Men det er vigtigt at finjustere denne idé en smule. “At være sig selv”  inkluderer ikke at flygte fra ting eller omstændigheder. Hvis min partner for eksempel forlader mig, så betyder det ikke, at jeg er et menneske, som ikke fortjener at blive elsket. Hvis jeg ikke har et  job, er jeg bestemt ikke en taber.

Selvaccept har intet at gøre med disse tilfældige ting. Det involverer heller ikke at acceptere alt, andre siger, tænker eller forventer af dig. At være sig selv involverer at spinde et smukt spind ud af sin identitet og essens og pakke sig selv ind i det hver dag. Det involverer også at være tro mod alle sine fordele og ulemper. Og konstant prøve at forbedre sig selv på vejen fremad.

Men denne proces af konstruktion og integration af jeg’et involverer også, at man sætter sig ned og bruger noget tid på et enkelt, vigtigt mål. At vide, hvem man virkelig er. Det er ikke bare et klassisk filosofisk spørgsmål. Der er et altafgørende aspekt bag det.

At vide, hvem man er, handler om at finde ud af, om det liv, man lever, er i harmoni med ens identitet. Hvis jeg er en positiv, rastløs drømmer, kan jeg ikke være sammen med nogen, som kun nedgør mine drømme.

Når man bliver opmærksom på, hvem man virkelig er, så indser man nogle gange, at intet omkring én passer med ens sande jeg…

Vær anderledes, uperfekt, fri og glad

Det er ikke nemt at være anderledes i et samfund, som forventer, at alle kvinder skal være ens. Vi har sagt det fra starten. Selv når vi tilsidesætter det patriarki, vi alle kender så godt, så er der, i moderne omgivelser, flere sideløbende virkeligheder.

I dag skal kvinder opfylde en universel rolle på alle områder af livet: perfektion. Det forventes af alle kvinder, at de er succesfulde på arbejdet. Men også at de bliver mødre, når tiden kommer. Men ikke bare hvilken som helst mor. Hun skal være supermor. I stand til at balancere sit job, sin husholdning, partner, familie og venner, mens hun har den perfekte krop.

Men glem ikke, at hun også skal huske at opdrage perfekte børn, som kan læse, når de er fem.

Falsk perfektion

Jo, det er alt sammen vældig fint, og der findes kvinder, som opfylder dette. Men bag denne enormt krævende liste af krav, findes en implicit norm. At alle kvinder bør være ens. En kvinde uden partner dømmes stadig. En kvinde, som er tilfreds med et par ekstra kilo,  kritiseres for sin dovenskab, for ikke at passe på sig selv. En kvinde, som er succesfuld på arbejdet og ikke ønsker at være mor, anses for at være sær. Men hvis hun er mor og ammer offentligt, så bliver hun også gjort til skamme.

I virkeligheden er det at være anderledes, det samme som at have modet til at være normal. For det at være normal er at være sig selv i alle sine handlinger og beslutninger. Det vil aldrig være normalt at blive opslugt af rammerne, stereotyperne og forventningerne. Dem, som andre mennesker har lavet i deres iver efter at kontrollere dit liv.

At være lykkeligt uperfekt i en verden, som stræber efter falsk perfektion, er det sundeste, man kan gøre. For der er intet bedre end frygtløst at nyde friheden til at være sig selv hver dag. Bryde alle lænker, som dukker op og prøver på at holde dig nede.