5 nøgler til at udtrykke følelsesmæssig smerte
At udtrykke følelsesmæssig smerte er blevet mere og mere upopulært. Selvom alle oplever indre lidelse, er det blevet mere almindeligt at ignorere det. Mennsker, som er “positive” og har “god energi” bliver modtaget med åbne arme. Men dem, der har følelsesmæssig smerte, får ofte den kolde skulder, som om den smerte var en smitsom sygdom.
Sandheden er, at alle mennesker, på et eller andet tidspunkt, oplever emotionel lidelse. Nogle mere end andre, men alle føler det før eller senere. Og når vi gør det, er det vigtigt at være i stand til at udtrykke det. At undertrykke følelsesmæssig smerte vil bare gøre den mere intens og forhindre den i at blive bearbejdet.
“Selv hvis muligheden for at ændre en smertefuld situation ikke er i din kontrol, kan du altid vælge, med hvilken attitude du vil møde smerten.”
– Viktor Frankl –
Problemet er, at vi ofte simpelthen ikke ved, hvordan vi skal udtrykke følelsesmæssig smerte. Når alt kommer til alt, rækker ord ikke. Ovenikøbet er de ofte ikke nok til at lindre smerten. Derfor har vi besluttet at anvise nogle nøgler til, hvordan du effektivt får udtrykt, hvad du føler.
1. Du kan udtrykke smerte ved at sige det højt og tydeligt
Selvom det måske ikke virker sådan, er der stor forskel på at tænke og udtale smertefulde tanker. Tanker er flettet ind i ord, og vi har alle en konstant indre dialog. Men tanker kræver ikke af os, at vi organiserer eller præcist definerer vores idéer.
Når vi siger vores tanker højt, sker der en interessant proces. Vi organiserer vores idéer for at skabe en forståelig og sammenhængede besked. Vi får også præciseret og klarlagt fakta for at gøre dem forståelige. Det er derfor, det kan være så rensende at give tankerne stemme. Du behøver ikke engang sige det til andre. Bare sig det til dig selv. Eller optag din stemme, og lyt til det senere.
2. Lær at give slip på spændinger med afslappende aktiviteter
Emotionel lidelse skaber en masse spændinger, en ubehagelig følelse, som det kan være svært at gøre sig fri af. Det kan vise sig som angst og bekymring eller endda apati.
Intet er bedre end motion til at fjerne følelsesmæssig overbelastning. Fysisk aktivitet hjælper os med at skifte fokus, og aktiverer neurologiske processer, som giver en følelse af velbehag.
3. Du kan udtrykke følelsesmæssig smerte mundtligt
Folk er generelt blevet mere ligeglade med andre menneskers lidelse, så det at udtrykke følelsesmæssig smerte kan nogle gange være meget svært. Ingen ønsker at genere andre eller endnu værre at blive afvist. Ikke desto mindre er det somme tider umuligt at ryste et dårligt humør af sig, i hvert fald på kort tid.
Hvis det er sådan, du har det, er det bedste, du kan gøre, at tale med nogen om den smerte, du gennemgår. Få dem til at forstå, at du går gennem en svær tid og at den følelsesmæssige smerte ikke går væk af sig selv. Det er derimod nødvendigt at bearbejde dine følelser. Fortæl, hvad de skal vide for at forstå din situation. Undgå at skændes med dem.
4. Undgå konflikt
Det er normalt, at smerter gør dig irritabel og nogle gange vrissen. Og det er nemt at lade sig friste til at lade frustration og ubehag gå ud over andre.
Men det er vigtigt at undgå dette, da det kun vil gøre situationen værre i det lange løb. Det kan være bedre simpelthen at undgå diskussioner af enhver art, når man føler sig meget irritabel. Ellers kan man blive involveret i en ukonstruktiv konflikt. I det tilfælde er det bedre at undgå konfrontation.
5. Skriv dagbog
Mennesket har ført dagbog siden tidernes morgen af alle mulige grunde. En af grundene er at give udtryk for følelsesmæssig smerte. Ligesom det at sige vore tanker højt kan hjælpe os med at få styr på dem, kan det at skrive dem ned hjælpe os til at organisere og belyse dem endnu bedre.
Skrivning er en måde at opnå renselse på. Men udover det, hjælper det os til at se tingene i et nyt perspektiv. Når du læser de nedskrevne tanker kan du se det fra en distance. Hermed kan du nemmere bearbejde dem og anskue dem rationelt. Skrivning kan også nogle gange give dig et kreativt udtryk for din smerte.
Alle disse metoder til at udtrykke følelsesmæssig smerte er meget værdifulde. Men i virkeligheden er alt bedre end at tie stille, undertrykke eller indelukke smerten. Du skal give slip på det, uanset hvordan. At give udtryk for følelsesmæssig smerte er den eneste måde at bearbejde den på, og til slut få bugt med den.