Typer af sprog- og taleforstyrrelser og deres karakteristika

Hvor mange typer af sprog- og taleforstyrrelser findes der? Hvad er deres årsager og symptomer? Dagens artikel vil besvare disse spørgsmål.

Det verbale sprog er et af de mest kraftfulde værktøjer, som mennesker besidder. Der er dog nogle folk, der lider af sprog- og taleforstyrrelser. Det er negativt, da tale gør det muligt for folk at kommunikere og overføre information, såsom følelser og ønsker, forevigelse af deres kultur og viden.

Mange psykologer har analyseret sprogets rolle for den menneskelige udvikling. En af dem var den russiske psykolog, Lev Vygotsky, der gjorde vigtige bidrag i denne forbindelse.

Hvis man har en sprog- og taleforstyrrelse, kan det have alle former for sociale, akademiske og personlige konsekvenser. Sproget er en del af vores daglige liv, og det gør det muligt for os at interagere, dele information og udtrykke os selv.

Hvor mange sprog- og taleforstyrrelser findes der egentlig? Læs med for at udforske deres definition, årsager og symptomer.

Typer af sprog- og taleforstyrrelser

Der er adskillige typer af sprog- og taleforstyrrelser, som er problemer med at skabe eller forme talelyde. Disse gør det svært for børn at tale, fordi det kan påvirke deres udtale eller formation af ordforråd. Derfor kan de ikke tale på en måde, så folk kan forstå dem.

De følgende kommunikationsforstyrrelser er i DSM-5 (Den Diagnostiske og Statistiske Manual for Mentale Lidelser):

• Sprogforstyrrelser.
• Talelydsforstyrrelser.
• Talefærdighedsforstyrrelse med begyndelse i barndommen.
• Uspecificeret kommunikationsforstyrrelse.
• Social kommunikationsforstyrrelse.

Disse artikler omhandler typer af sprog- og taleforstyrrelser, ikke kommunikationsforstyrrelser. Vi vil kun diskutere nogle af de ovenstående – dem, der påvirker sproget. Læs med for at opdage de vigtigste karakteristika ved hver. 

Sprog- og taleforstyrrelser – dysfasi

Sprog- og taleforstyrrelser (eller dysfasi) involverer en række problemer med at forstå og udtrykke sproget. Disse påvirker børn, selv når deres intelligens er passende i henhold til deres udviklingsniveau. Ydermere manifesterer disse sig i det orale og skrevne sprog, inklusiv læsning. Med andre ord er det en ret bred lidelse.

Afhængigt af dets oprindelse kan der være to former for dysfasi:

• Udviklingsmæssig dysfasi er til stede fra det øjeblik, et barn begynder at kommunikere, og dets årsag er stadig ukendt, da det ikke er på grund af andre lidelser.
• Tilegnet dysfasi sker som en konsekvens af en form for hjerneulykke, hovedtraume, anfaldslidelse osv. Dets primære karakteristik er hypo-sprogproduktivitet (bemærkelsesværdigt formindsket).

Ydermere er der to former for dysfasi i henhold til den ændrede proces:

• Receptiv dysfasi påvirker forståelse.
• Ekspressiv dysfasi påvirker udtryk.

Som det sidste er der en speciel type af tilegnet dysfasi, der er kendt som Landau-Kleffner syndrom. Det er en receptiv-ekspressiv lidelse, der manifesterer sig ved adskillige ændringer i patientens EEG (elektroencefalogram).

Det forårsages af et epileptisk anfald, og dets typiske fremkomst er mellem tre- og syvårsalderen. Ydermere opstår det som regel pludseligt.

Fonologiske lidelser – dyslali

Dette er en fonologisk lidelse, der også bliver refereret til som en fonetisk lidelse. Dyslali involverer problemer med udtalen af ord. De mest almindelige er erstatninger af lyde, forstyrrelser af lyde og mangel (udeladelse) eller addition (indsætning) af lyde.

Dets årsag er funktionel. Med andre ord er der ingen organisk læsion, der retfærdiggør det (dets etiologi er stadig ukendt).

Denne sprog- og taleforstyrrelse er en af de mest hyppige i barndommen. Estimater indikerer, at mellem to og tre procent af børn mellem seks og syv har en moderat eller alvorlig form for dyslali.

Dets forekomst øges i milde tilfælde. For at diagnosticere det skal de fejl, et barn begår, når han eller hun taler, være utilstrækkelige i henhold til hans eller hendes udviklingsniveau og påvirke barnets sociale og akademiske funktion.

Stammen eller dysfæmi er en af de almindelige sprog- og taleforstyrrelser

Det refereres også til som talefærdighedsforstyrrelse med begyndelse i barndommen i DSM-5,og det er en af de mest velkendte sprog- og taleforstyrrelser.

Dysfæmi påvirker talefærdigheden og rytmen i sproget. Når folk med denne lidelse taler, vil de afgive en eller flere spasmer, såvel som blokader, i begyndelsen af eller under deres tale. Dette resulterer i en forstyrrelse af deres normale kommunikationsrytme.

Denne lidelse begynder som regel mellem tre- og otte-årsalderen. Det er, fordi det normale talemønster begynder at blive tilegnet i dette aldersinterval. Der er forskellige typer af dysfunktioner afhængigt af dets varighed:

• Medfødt dysfæmi varer et par måneder.
• Godartet dysfæmi varer et par år.
• Vedholdende dysfæmi er kronisk, og det manifesterer sig som regel hos voksne.

Besynderligt nok stammer folk med denne lidelse ikke, når de synger, gengiver en tillært tekst, når de er alene eller taler til kæledyr. Dette indikerer, at det er en lidelse, der påvirkes af social angst.

Ifølge et studie af Ramos (2019), der samlede andre studier, kan musik og dets komponenter (såsom rytme) hjælpe stammende med at kontrollere deres talehastighed, reducere spændinger i ansigtet, øge deres fono-respiratoriske koordination og reducere deres manglende veltalenhed.

Dysglosi

Denne sprog- og taleforstyrrelser forårsager betydelige problemer med at udtale de lyde, der omfatter sproget. Det opstår som en konsekvens af ændringer i  de kind-fonatoriske organer (for eksempel medfødte misdannelser i læberne, tænderne eller tungen). Derfor er årsagen organisk.

Dysartri

Denne lidelse er på grund af ændringer i den neuromotoriske kontrol (skade på nervesystemet). Derfor forårsager det problemer med at udtale ord, på baggrund af neurologiske problemer, der ændrer den muskulære tone, som munden afgiver tale med. Det afholder folk fra at udtale ord ordentligt. Ligesom dyslali er dysartri en af de bedst kendte taleforstyrrelser.

Afasi

Der er mange klassifikationer af afasi. Det er ret alvorligt ifølge den klassiske, neuropsykologiske model. Det er modsat dysfasi, der er mindre alvorligt. I stedet er det, der differentierer dysfasi fra afasi, at det sidstnævnte er tilegnet (dysfasi er medfødt). I det mindste ifølge den kognitive model.

Andre forfattere indikerer dog, at det, der differentierer afasi fra dysfasi, er, at det manifesterer sig hos voksne og ikke børn. Uafhængigt af deres klassifikation er det, der er klart, at afasi indebærer et tab eller en ændring af sproget. Det opstår som en konsekvens af hjerneændringer eller skade (for eksempel et slagtilfælde eller et slag mod hovedet).

De forskellige typer af afasi manifesterer sig gennem forskellige symptomer afhængigt af lokationen af skaden.