Traumer: Den uåbnede Pandoras æske

Traumatiserede mennesker føler, at fortiden lever videre inden i deres kroppe, siden de instinktive alarmsignaler bliver ved med at blive tændt. 

Livet er som et eventyr, men mange handlinger bliver forstyrret af oplevelser, der ender med at forvandle sig til et traume (eller flere traumer). De sker bare, mens livet går videre. Ingen forbereder dig på et eventuelt traume, gør de?

Ofte giver fortrydelse eller skyldfølelse mere sorg til mennesker, der har et traume, end den egentlige traumatiske oplevelse. 

Mange mennesker genlever deres traume hver dag, hvilket gør dem bange, vrede, forvirrede og ude af kontrol. De er sikre på, at de kunne have gjort mere, været mere opmærksomme, og at de måske kunne have valgt en anden vej hjem.

Disse mennesker har det dårligt med ikke at have forudset, hvad der kom til at ske. De dømmer også sig selv hårdt og tænker over, hvor anderledes alting kunne have været. De ender dog alle med at sidde fast i den samme tanke: Hvad der virkelig skete.

Sandheden om traumer

Traumer hører fortiden til, men de ar, de efterlader, er dybe og nogle gange permanente, og de styrer folks tanker og adfærd. Ved hjælp af Rorschach-testen opdagede man eksempelvis, at traumatiserede personer tvinger deres traumer ned over alt andet i livet.

Med andre ord, og som supplement til hvad vi allerede har nævnt, kan et traume også påvirke fantasien, som er nødvendig, når vi overvejer forskellige muligheder. Et eksempel er, at man har fundet ud af, at mange krigssoldater kun følte sig i live, når de erindrede deres traumatiske fortid.

Sind, hjerne og krop

Det er vigtigt at hjælpe traumatiserede patienter med at fortælle deres historie. Opildne og tvinge dem til det får dog ikke deres traumatiske minder til at gå væk. For at skabe forandring skal deres krop lære at leve i virkeligheden uden frygt for, hvad der er sket tidligere.

Mange studier har vist, at personer, der blev ignoreret som barn, ofte oplever følelser uden fysisk årsag. Eksempler er at høre frygtindgydende stemmer eller vise selvdestruktiv eller voldelig adfærd. De ubehandlede stykker af traumet gemmes udenfor historien.

Når traumatiserede mennesker vises stimuli, der er relateret til deres traumatiske oplevelser, reagerer mandelkernen (frygtcentralen), og aktiverer et slags alarmsignal. Dette aktiverer en række nerveimpulser, der forbereder kroppen på at flygte eller kæmpe.

Benægtelse af traumer

Nogle mennesker benægter deres traumatiske oplevelser. Deres kroppe husker dog stadig det hele, også truslerne. På den måde lærer vi at ignorere de beskeder, den emotionelle del af hjernen sender os, men kroppens alarmsystem stopper ikke.

Benægtelse af et traume får dets fysiske effekter til at udtrykke sig selv som en krævende sygdom, såsom fibromyalgi eller kronisk træthed. Medicin kan dulme ubærlige følelser og ubehagelige tanker. Det er vigtigt at lægge mærke til, hvor vigtigt det er at behandle traumer både mentalt og fysisk.

En tragisk tilpasning

Flere undersøgelser har prøvet at besvare det samme spørgsmål: “Hvad sker der i hjernen hos en person, der overlever et traume?” Dr. Lanius spurgte: “Hvad gør vores hjerne, når vi ikke tænker på noget specifikt?” Det viser sig, at vi fokuserer på os selv og når et punkt af selvbevidsthed.

Ifølge visse forskere var der ingen aktivitet i de områder af hjernen, der indeholder selvopfattelse, hos PTSD-patienter med barndomstraumer. De viste dog lav aktivitet i området, der står for grundlæggende rumorientering.

Frewen og Ruth Lanius opdagede, at jo fjernere folk er fra deres følelser, jo mindre selvopfattende aktivitet viser de. Dette viser, med andre ord, at folk lærer, som svar på deres traumer, at frakoble de områder i hjernen, der udsender følelser i forbindelse med frygt.

“Egoets” trussel

“Egoets” fundamentale system er fordelt mellem hjernestammen og det limbiske system, som aktiveres, når mennesket føler sig truet. En intens, fysiologisk aktivering følger følelsen af frygt og rædsel.

Når mennesker genlever sine traumer, får de den samme lammende og ubehagelige følelse. Efter traumet aktiveres krop og sind konstant, som om de stod overfor selv samme fare igen.

Traumatiserede mennesker føler, at fortiden lever videre inden i deres kroppe, siden de instinktive alarmsignaler bliver ved med at blive tændt. Mange af dem føler sig kronisk usikre og ser frakobling som den letteste måde at håndtere de følelsesmæssige forandringer på.

De får ofte panikanfald og har brug for at regulere deres omverden, om det er med stoffer, medicin eller tvangshandlinger. Deres manglende evne til at forstå deres krop forklarer fraværet af selvbeskyttelse, besværlighederne ved at føle glæde og mening med livet, og de tilbagevendende traumeoplevelser.