Tomme stole: når julen er fuld af nostalgi

24 december, 2017
 

Bordet er dækket. Tomme stole. Ødelagte forhold. Adskilte familier. Julen, en tid med festligheder og genforeninger, er fuld af nostalgi, tristhed, lidelse og uro. Man kan ikke længere føle glæden ved disse juledage. Vi føler os ikke længere forventningsfulde.

Ikke længere. Der er ikke mere glimmer, for der mangler nogen. Fordi alt har ændret sig så meget hen over årene, at vi har mistet den fantastiske illusion, der indhyllede os som børn. Vi har ikke længere den uskyldighed, der plejede at få os til at glædes over enhver lille detalje. Fordi alle små ting var fulde af uendelig magiMen desværre lader gammelt nag og folks fravær os ikke længere nyde noget af dette her. 

Hvorfor rammes vi af tristhed i netop disse dage? De stunder hvor festlige dage nærmer sig, og alting begynder: forberedelserne, gaverne, dekorationerne og udvælgelsen af menuen. Det er her, at minderne dukker op og oversvømmer vores sind. Vi kan ikke undgå dem. Julens magt gør os endnu mere bevidste om folks fravær, fortidens beslutninger og overraskelser.

Forladt nissehue på strand viser, at ikke alle nyder julen

Hvor mange af os vil der være den 24.? Og den 25.? Hvem kommer, og hvor skal jeg være?

 

Hvor mange af os kommer den 24.? Og den 25.? Hvem kommer her, og hvor skal jeg være? Disse spørgsmål vil uundgåeligt dukke op ligesom de tomme stole. Tomme stole, der repræsenterer de mennesker, som ikke er der længere. Folk, som er rejst væk, eller har forladt os. Minder om stunder, der nu virker mere lykkelige og fuldkomne. Mere “vores” end dem, vi har i vente, og selvfølgelig dem vi oplever lige nu.

De mennesker, som er langt væk, dem, som har fulgt en anden sti i livet. Folk, som har valgt ikke at være der, som nu er fyldte med fjendskab, og dem, som er blevet taget af døden. Tomme stole, der, selvom de ikke er fysisk fyldt ud af nogen, følger os i disse festlige dage for at føre lidelsen ind i nuet. 

En lidelse, der har været bedøvet, sovende på grund af vores daglige liv. Og ja, de tomme stole gør ondt. De fylder vores øjne med tårer, vores sjæl med sorg og med de knus, der var tilbage uden nogen at omfavne.

De gør bestemt ondt. Men der er en tilstedeværelse at kramme i disse tomme stole. En tilstedeværelse at kramme, acceptere og stole på. Og jeg siger dette uden mistro, da vi ikke må glemme, at selvom vi kunne græde over de tomme stole, så fortjener de optagede stole vores smil. 

Pige i nissetøj sider foran lysranker og nyder julen
 

Julen er en modsigelse

Julen er en modsigelse i sig selv. Den magi, der bliver skabt af at dele stunder sammen og genforeningen, støder sammen med den smerte, som dette fravær påfører os. Den støder sammen med den længsel, vi føler efter dem, som har forladt os. Eller vreden over en stol, der forbliver tom. Tomheden af en stol, der er blevet skabt af uenighederne gennem det forgangne år, såvel som i fortiden.

Vi kan ikke ignorere de tomme stole, men vi kan heller ikke ignorere de optagede stole. De er fyldt op af tilstedeværelse og kærlighed. Det er sikkert ikke alle stolene, der giver os velvære. Men dette bør ikke underminere værdien af muligheden for at nyde de stole, vi kan lide. Husk, at livet per definition på et tidspunkt vil separere os fra de stole, vi nu forguder.

To snemænd holder hjerte sammen

Så i disse feriedage, rare for nogle, knap så rare for andre, må vi ikke glemme at skåle for alt, vi har fået. Det er altid godt at hæve sit glas og være taknemmelig for det faktum, at vores hjerter stadig slår. På denne måde tilbyder vi fred til de stole, der er optagede. Og vi husker på de gode stunder, dengang de tomme stadig var hos os.