Tilskuereffekten: Når ingen hjælper nogen i nød
For adskillige år siden, blev en ung kvinde stukket ned midt på en gade i et beboelsesområde i New York. Den unge kvinde døde på grund af sine sår. Selvom dette ikke sker særlig tit, fik nyheden ikke særlig stor opmærksomhed. Dog, det, der fik opmærksomhed i pressen kort tid efter, var tilskuereffekten
Hvad skete der? Altså, bagsiden af denne sag er, at mindst 38 vidner så mordet, og ingen greb ind for at forsøge at undgå det. Morderen var mere end en halv time om at dræbe en ung kvinde, ved navn Kitty Genovese.
Den utrolige ting om denne sag er, at ingen hjalp den unge kvinde. Ingen af de 38 vidner ringede endda til politiet. De observerede alle, men der var ingen, der hjalp.
Når folk begyndte at lede efter grunde til, hvorfor de ikke hjalp, blev fraser, såsom “dekadente moraler”,”umenneskeliggørelse i et bymiljø”, “fremmedgørelse” og “eksistentiel fortvivlelse” sagt. Dog, blev andre faktorer overset på dette tidspunkt.
Denne sag illustrerer klart det fænomen, der kaldes “tilskuereffekten”. Tilskuereffekten, eller spredning af ansvar, refererer til sager, hvor folk, der er vidne til en forbrydelse, ikke tilbyder nogen form for assistance til offeret, når der er andre folk til stede.
Socialpsykologi har studieret dette fænomen bredt. Det er et psykologisk fænomen, der viser, at det er mindre sandsynligt, at nogen griber ind i et nødstilfælde, når der er flere folk omkring dem.
Hvorfor var der ingen, der hjalp Kitty Genovese?
En person, der er vidne til et nødstilfælde, såsom et knivoverfald eller mordforsøg, er i konflikt. Der er etiske og moralske regler, som siger, at de er nødt til at hjælpe offeret. Dog, er der også rationel og irrationel frygt omkring, hvad der sker for den person, der hjælper.
Bag alt dette er frygten for fysisk skade, at skulle tage den i retsprocessen med politiet, ydmygelsen fra andre folk, der kigger, samt andre ukendte farer. Alle disse faktorer bidrager til sandsynligheden for, at der ikke er nogen, der vil gribe ind.
Lad os tale om den faktor at være tilstede blandt andre tilskuere. I tilfældet med den unge Kitty Genovese, vidste enhver af tilskuerne, at der var andre folk, der overværede den forfærdelige forbrydelse. Dog, var der ingen der vidste, hvordan de andre reagerede.
På den måde, bliver ansvaret om at hjælpe spredt ud blandt alle de observerende. De deler alle skylden for ikke at gribe ind, og de kan endda have tænkt, at nogen allerede må have forsøgt at hjælpe eller har ringet til politiet.
Tilskuereffekten sker ikke, når der blot er én person
Hvis der er et nødstilfælde, og der kun er én tilskuer til stede, så er der kun én person, der kan hjælpe. Ja, denne person kunne vælge ikke at hjælpe, men presset til at gribe ind er fuldt på dem. Dog, når der er adskillige tilskuere til stede, så deler de presset. Det, der som regel ender ud med at ske, er, at ingen hjælper.
En anden grund er, at den potentielle skyld deles blandt alle observatører. Der er bevis, der viser, at et individs moralske adfærd ikke er separat fra deres tanker om straf eller personlig belønning.
Det er rimeligt at antage, at i omstændigheder, hvor en gruppe af folk deler ansvaret, vil straffen eller den individuelle skyld være lille eller ikke eksisterende. Det logiske er, at “Enhver kunne have reageret, så jeg kan ikke bebrejdes for ikke at have hjulpet”.
Måske har nogen allerede hjulpet
Når der er andre folk til stede i et nødstilfælde, kan deres opførsel eller reaktioner ofte ikke observeres. Hvis det er tilfældet, så kan enhver af dem antage, at en af de andre er forpligtet til at handle, at nogen må hjælpe på en eller anden måde.
Dette mindsker også det personlige ansvar, fordi de muligvis tænker, at deres egen hjælp vil være unødvendig, eller endda skadelig. Derfor, i en situation, hvor der er tilskuere, hvis adfærd ikke kan observeres, vil hver af dem rationalisere deres mangel på handling, fordi “nogle andre må løse problemet”.
Jo flere folk der er, des mindre er sandsynligheden for, at nogen vil hjælpe
Denne undersøgelse fører os til konklusionen, at jo flere tilskuere, der er, des mindre er sandsynligden for, at nogen af dem vil yde assistance. Hvis de hjælper, så vil de være meget langsommere komme personen til hjælp. Tilskuereffekten er en trist, ond realitet i livet.
Hvordan kan vi bevise denne teori? Altså, til at begynde med, så skal et nødstilfælde skabes kunstigt. Hver person, der er involveret, skal ikke have nogen kommunikation med de andre, så de ikke er i stand til at gætte deres adfærd.
Slutteligt, skal eksperimentet gøre det muligt for os at evaluere hastigheden af folks reaktioner gennem begivenheden. Nogle tidligere eksperimenter har allerede bevist denne teori.
Tilskuereffekten i vores samfund
Vi kan finde tilskuereffekten i mange situationer i vores daglige liv. Trist nok, så er fænomenet med skolemobning nu meget i rampelyset. Hvorfor hjælper folk ikke den person, som bliver mobbet? Tilskuereffekten kan i det mindste delvist forklare denne situation, da en af de faktorer, der er involveret, er stilhed blandt dem, der observerer.
Vi kan også se tilskuereffekten i mange firmaer eller organisationer. Det er ikke unormalt, at der er en uretfærdig lønstruktur eller arbejdsforhold. I denne situation, kan tilskuereffekten forklare, hvorfor ingen gør noget for at rode bod på det. Som vi kan se, begyndte tilskuereffekten at stikke hovedet frem i tilfældet med Kitty Genoveses mord.
Folk er mere tilbøjelige til ikke at hjælpe i nødstilfælde, hvis der er adskillige folk til stede ved begivenheden. Der er et delt ansvar blandt alle tilskuerne. Trist nok, er der flere faktorer, der forklarer dette fænomen.
Når vi reagerer som en del af en social gruppe, fremfor som et individ, er det meget svært for os at være nogen hjælp for nogle. Vi bør være dem, der påvirker, i stedet for at blive påvirket af dem, der er omkring os.
