Alle har et tilflugtssted, hvor de kan gemme sig

I sin bog Åndernes Labyrint sagde Carlos Ruíz Zafón, at “alle, som stræber efter at bevare deres sunde dømmekraft, har brug for et sted i verden, hvor de kan og har lyst til at forsvinde hen”. Han beskriver dette tilflugtssted som et sted, hvor man kan føle sig tryg. Det er “et lille anneks for sjælen, hvor man altid kan gemme sig og smide nøglen væk, når verden forliser i dens absurditet”.

Denne tanke giver os helt sikkert noget at tænke over. På den ene side ser det ud til, at vi alle har et lille hjørne, et tilflugtssted eller et trygt område, hvor vi føler os mest beskyttede. Det kan være et fysisk sted, et sted i tankerne eller en kombination af begge, hvor der er fysiske objekter, men også minder og håb.

Det er et sted, hvor kun meget få mennesker får lov til at komme tæt på, og ingen har været helt inde. Det er der, hvor du gemmer de drømme, du kun har delt med meget få mennesker, og også dem, du ikke har delt med nogen. Det samme gælder for kilder til smerte.

Alicia Gris er den gådefulde hovedperson i Åndernes Labyrint.  Hun   er en næsten evig beboer af dette tilflugtssted, men samtidig ved hun ikke meget om, hvad det indeholder. Meget lidt forlader dette tilflugtssted. Så hendes øjne er alt for trætte til at se formerne af ting, der er på dette sted, eller identificere, hvad der definerer det. Bagved sit tryghedstæppe gemmer der sig et billede af en usikker person, som mange mennesker af kød og ild.

Hvad er i dit tilflugtssted?

På disse tilflugtssteder gemmer vi på duften af de mennesker, som har hjulpet os. Vi gemmer på meget dyrebare minder af dem, som hjælper os hver dag, og dem, som hjælper os, kun fordi de vil have, at vi har det godt. Vi gemmer også på de ting, som vi holder godt fast på i de sværeste øjeblikke, og små trofæer af vores største sejre. Vi gemmer på de mennesker, som er gået bort og vi aldrig ser igen, og som vi savner så meget.

Dette tilflugtssted gemmer også på de drømme, som vi har glemt på hylden, fra vi var yngre. Disse drømme er bevis på, at der var en tid, hvor de var i vores hænder, men de er også bevis på, at vi ikke samlede dem op igen. Der er også stakke af blandede “usigelige fantasier”. De inkluderer lysten til at lade alt ligge og virkelig begynde at leve.

Et uddrag af Åndernes Labyrint

-Er du okay Fermin?

-Som enhver vred tyr.

-Jeg tror aldrig, jeg har set dig så sur.

-Det er det, du vælger at se.

Daniel blev ikke opildnet.

-Hvad sagde du? Vi klarer os da? Hvad nu hvis jeg inviterer dig på nogle drinks i El Xampanyet?

-Tak Daniel, men i dag siger jeg nej.

-Har du ikke lyst? Livet venter på os!

Fermin smilede, og for første gang indså Daniel, at hans gamle ven ikke havde et eneste hår tilbage på hovedet, som ikke var gråt.

-For dig Daniel. Alt, der venter på mig, er minder.

-Åndernes Labyrint af Carlos Ruíz Zafón –

Vores tilflugtssted bærer dele af os

Tilflugtsstedet gemmer også på vores frygt; vores mest skrøbelige og sårbare dele. Dem, som vi har sat ord på, men som bliver ved med at skræmme os, dem, som vi frygter, men ikke vover at afdække. For det skræmmer os at opdage sandheden bag løgnene.

Vi gemmer også på minderne om de tider, hvor vi var den værste version af os selv. Såvel som de gange, vi overgik os selv. Når vi tænker tilbage på de tider, undrer vi os over, hvordan i alverden vi var i stand til at gøre det, da vi kun er et sandkorn i universet.

På dette tilflugtssted føler vi, at der er et enormt område, som er optaget af en stor del af os selv, som får os til at føle, at vi er noget helt særligt. Men vi føler os også små i forhold til universets omfang, som giver os følelsen af, at vi er udskiftelige.

I dette hjørne af os selv bor et af vores største paradokser: at vi er udskiftelige og undværlige, selvom vi er enestående.

Et tilflugtssted, som man passerer igennem, men ikke bliver på

Hvis du bruger for meget tid på dette tilflugtssted, vil dine øjne fyldes af et hav af nostalgi. Det vil være næsten umuligt at navigere i. Vi vil bruge tiden på dele af fortiden og fremtiden og helt eliminere nutiden, hvor alle vores følelser rent faktisk er. Mennesker, som tilbringer alt for meget tid på tilflugtsstedet, går igennem dagen på autopilot og fremviser en følelse af fravær og afstand.

Alle de positive ting, som sidder på hylderne eller er stablet op på gulvet, begynder faktisk at udlede en trist lugt. Når vi når hertil, kobler vores indre helt fra det billede, vi fremviser. For jo mere tid vi bruger på dette sted, jo svære er det for nogen at komme tæt på os. Så de tager mere og mere afstand fra os.

Positiv anvendelse af vores tilflugtssted

Så hvad kan vi gøre for, at dette tilflugtssted ikke oversvømmer os med negative følelser?

• Kobl ikke fra det, som sker omkring dig. Hvis du har brug for det, så tag et par dage, hvor du læser nyhederne eller ser tv. Men giv ikke slip på de mennesker, som elsker dig.
• Hvis du føler dig misforstået, så prøv at få folk til at forstå dig fremfor at tage afstand fra dem. Det eneste afstand, vil gøre, er at øge følelsen af at være misforstået.
• Hav altid kortsigtede mål. Tilpas dem i forhold til din stresstolerance, men hav altid mindst et projekt, som kan tilfredsstille dig.
• Vær opmærksom på, hvor du står, ikke kun fysisk, men også mentalt. Når du træder ind på dit tilflugtssted, så bemærk tiden. Giv ikke dig selv lov til at blive for længe. Balancer den mængde tid, du bruger alene, og den mængde tid, du bruger sammen med andre.

Som du kan se, kan dette tilflugtssted redde dig i mange tilfælde. Men det kan også være den værste fælde at falde i. Min anbefaling er at nyde det så meget som muligt, mens du er der, men ikke reducere dit liv til det, der eksisterer inden for de fire vægge. Uanset om det er ægte eller opdigtet.