Teleologi: Alt har et formål
Teleologi er et ord, der er sammensat af to græske rødder: telos, der betyder “mål” eller “formål”, og logia, der betyder “tale om”, “studere om” eller “en gren af lærdom”. Derfor er teleologi i bred forstand et område af filosofien, der studerer et væsens eller en genstands mål eller formål. Det er en tilgang, der søger at forklare de ultimative årsager til en bestemt virkelighed.
Teleologi som begreb dukkede først op, da Wolff opfandt det i 1728. Dette analyseområde opstod dog oprindeligt med de tidlige græske filosoffer. Den første, der talte om emnet, var Platon , og derefter talte Aristoteles om det fra et kritisk perspektiv.
Teleologi er blevet knyttet til metafysik. Derfor er den blevet forbundet med visse religioner, f.eks. dem, der identificerer Gud som den ultimative årsag til alting. I dagens verden er den også forbundet med hypoteser om en overnaturlig oprindelse af virkeligheden.
“…Naturlige ting opstår enten uvægerligt eller normalt på en given måde; men for ikke et eneste af resultaterne af spontanitet eller tilfældighed er dette sandt…det følger heraf, at de må have et formål…”
-Aristoteles-
Det store billede af teleologien
I filosofien er der grundlæggende to teorier, der forklarer de forandringer, der sker i naturen. Den første er finalismen, der er forbundet med teleologi, og den anden er mekanistisk.
Den teleologiske position angiver, at en forandring kun kan forstås, hvis det er muligt at fastslå dens forbindelse med den endelige årsag, der frembringer den. Den mekanistiske tilgang antyder, at årsagen til forandringen er den umiddelbare eller formidlende fysiske påvirkning fra de elementer, der udgør den materielle verden.
Den teleologiske forklaring var fremherskende i hele middelalderen. Man mente, at den endelige årsag til alle fænomener fandtes i de guddommelige mysterier. Dette var en af akserne i den skolastiske doktrin, som var fremherskende på den tid.
Skolastikken var både en teologi og en filosofi. Den hellige Thomas af Aquinas fremstår som en central figur. Han omfortolkede nemlig den aristoteliske filosofi i et forsøg på at forene de nye oversættelser fra filosoffen Averroës.
Det var et paradigme, hvor logiske eller fysiske sandheder kun var et redskab til at understøtte troens sandheder. Den ultimative årsag til alting blev anset for at være Gud, i hvem man søgte forklaringerne på forskellige fænomener.
Aristoteles og teleologi
Som nævnt var Platon måske den første berømte tænker, der talte om teleologi. Det var imidlertid Aristoteles, der gik dybere ned i emnet og formulerede det på en logisk måde. Denne store græske filosof påpegede, at forandringer kan opstå på grund af tre faktorer: Natur, kunst eller teknik og tilfældighed.
Ud fra hans synspunkt kræver de forandringer, der skyldes natur, kunst eller teknik, at der fastlægges et formål. Med andre ord er der et formål med alle væsener og genstande og med de forandringer, de gennemgår. Alting sker af en grund. Aristoteles postulerede, at der findes fire mulige årsager:
- Materie eller materiel årsag. Ændringen bestemmes af materialet i den forandrende ting.
- Form eller formel årsag. En forandring skyldes formen, arrangeringen eller udseendet af den ting, der ændrer sig eller bevæger sig.
- Agent eller effektiv årsag. Et samspil mellem ting, der er adskilt fra den ting, der ændrer sig eller bevæger sig, forårsager ændringen eller bevægelsen.
- Slut- eller endelig årsag. Ændringen eller bevægelsen sker for, at tingen skal være det, den er.
Ud fra denne rationalisering konkluderede Aristoteles, at enhver form for naturlig eksistens har et formål. Dette formål er bestemt af dens form eller dens væsen samt af det, den stræber efter at være, hvilket kaldes “magt”. Selv uorganiske væsener er beskyttet af dette princip. Hvis f.eks. en sten falder, gør den det, fordi dens formål er at ligge på jorden, som er dens naturlige sted.
I dag henviser udtrykket teleologisk til udvikling af teknologi til bestemte formål, f.eks. undervisningsmidler i en skole.
Mekanisme og videnskabelig forklaring
Da den moderne tidsalder begyndte, blev der sat spørgsmålstegn ved teleologien. Kort sagt blev det hævdet, at de endelige årsager var konstruktioner af det menneskelige sind. Det betød dog ikke, at universet fungerede på grundlag af det, som mennesket udpegede.
Mekanisme opstod derefter. Dette er en position, der antyder, at det, der sker i naturen, er baseret på effektive årsager. Med andre ord er det forårsaget af de faktorer, der er forbundet med selve fænomenet, og ikke af det, der er i den enkeltes sind. Dette muliggjorde fødslen af den eksperimentelle videnskab.
Selv med den gældende kirkelære blev det antydet, at det kun var muligt at kende Guds planer gennem studiet af årsagerne til naturfænomener.
Ud fra disse forudsætninger udviklede man det, der senere blev den videnskabelige metode og epistemologi. Det er den gren af filosofien, der analyserer og validerer viden. Ud fra dette perspektiv skal alle forklaringer have den samme logiske form og adlyde præcise love for at være gyldige. Dette var det paradigme, der blev pålagt teleologien på vidensområdet.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Ross, A. (2018). Teleología y naturaleza en Aristóteles. Síntesis. Revista de Filosofía, 1(2), 101-121.
- Huang, D. (2022). Normativity and Teleology in Husserl’s Genetic Phenomenology. Husserl Studies, 38(1), 17-35.
- Spaemann, R. (1991). Teleología natural y acción.
- Marcos, A. (2012). Figuras contemporáneas de la teleología. Diálogo filosófico, 28(83), 4-32.
