Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood
Once Upon a Time in Hollywood er den nyeste film af den anerkendte instruktør Quentin Tarantino. Traileren efterlod folk undrende overfor, hvad de skulle forvente, men atter engang lykkedes det Tarantino at overraske sit publikum med en genial genfortælling af fortiden.
Tarantino har gjort det igen. I denne konstant utålmodige verden, vi lever i, har han formået at få folk i biografen og tryllebinde dem der i næsten tre timer. Ingen blandt publikum tjekkede deres telefoner, fordi alle var så opslugte af filmen.
Tarantino har givet os endnu en diamant, en ode i den syvende kunstart, uden forstillelse eller skøre påfund. Once upon a Time in Hollywood er seneste film af en instruktør, som har brugt årtier på at sætte sit præg på det kollektivt imaginære.
Når en hvilken som helst kunstner laver noget, som afspejler det, han oprigtigt føler, kan det ses. Efterhånden har Tarantino et publikum, som venter utålmodigt på hans næste film, og han har penge nok til at lave præcis de film, han har lyst til.
Han er ligeglad med, om det, han gør, er det “rigtige”, eller om det hele blot er vrede. Han underholder sig selv med sin indflydelse og sine fetisher og omskriver historien. Tarantino fortolker det, som allerede er sket, men som det kunne have været.
Presser altid citronen
Once Upon a Time in Hollywood er beviset på, at alt ikke er blevet sagt og gjort og at kommercielle film ikke er ens. Det viser verden, at nogle mennesker stadig er villige til at lade sig blive ført væk af en historie i et par timer.
Mange føler, at Tarantino har lavet denne film for sin egen, og ingen andres, skyld. Deri ligger nøglen til, hvordan historien udfolder sig. I modsætning til hans forrige film, kommer forløsningen først til allersidst i filmen.
Intertekstualitet er nøglen i Tarantinos film
Quentin Tarantino lærte om film ved at se film. Han begravede sig i klassikerne, de for længst glemte og dem ingen gad se. Dette er hans inspiration til sine egne værker. Han viser sit publikum, at kunst findes alle steder.
Det var klart fra begyndelsen, at Tarantino fylder sine film med det, som han kan lide. Fra musikken til de konstante filmreferencer, er det altid et indblik i mandens eget liv og sind at se en af hans film.
Tarantinos film kan lære dig om filmens historie. De kan måske gøre dig nysgerrig nok til, at du selv begynder at researche, se gamle westerns eller gå all in på kung fu film. På din rejse vil du opdage nogle sande skatte, som filmindustrien har ønsket at skjule.
Kunst går meget dybere end det, som er moderne eller oppe i tiden. Det går meget længere end til politik. Kunst er en kategori i sig selv, og det har værdi i sig selv. Derfor skal du måske give det en chance, når en instruktør, som du kan lide, kommer med en ny film.
Det store spørgsmålstegn
Traileren til Once Upon a Time in Hollywood efterlod publikum med flere spørgsmål end svar. Selv hard core Tarantino fans var ikke sikre på, hvad de kunne forvente.
Ville filmen handle om Charles Manson og mordene begået af The Manson Family kult? Ville det være fiktion? En hyldest til de gamle western skuespillere, som flygtede til Europa i jagten på bedre roller? Ja…. og nej. Once Upon a Time in Hollywood er alt det, og mere.
Filmen er spækket med referencer. Selvom det er umuligt at fange dem alle, kan det være sjovt at tale med vennerne om hvem, der fik hvilke med. Folks nedarvede kultur er forskellig, så man er tilbøjelig til at lægge mærke til nogle ting og ignorere andre.
Quentin Tarantino har lavet en film om alt det, han kan lide – om det giver mening eller ej. Når alt kommer til alt, fortalte han en historie, som kunne have været sand….. eller ikke.
Hollywoods storhedstid vises i Once Upon a Time in Hollywood
Selv titlen refererer til en af Tarantinos yndlings filmskabere, Sergio Leone. To af Leones film har titler, som minder om Tarantinos seneste film.
Leone regnes for at have opfundet spaghettiwestern genren, og hans sidste film i denne genre havde titlen Once upon a Time in the West. Den anden, Once Upon a Time in America, skulle have været Leones store gennembrud i USA, men den blev ikke godt modtaget.
Tarantinos film indeholder nostalgiske elementer helt fra begyndelsen. Han viser, hvordan Hollywood, idealiseret af skuespillere, ender med at blive et fjendtligt miljø. Et miljø, som tvinger dem til at rette ind og acceptere, hvad de har fået, når de når en vis alder.
D et er en bizar fabel af fantasi og virkelighed på samme tid. Once Upon a Time in Hollywood viser filmindustriens værste side.
Alt dette sker midt i en velkendt og tragisk historie; mordet på Sharon Tate. I filmen møder vi hende som en livsglad ung kvinde, mens hun sidder blandt publikum og ser sig selv i en af hendes film.
Følelserne for frit spil i Once Upon a Time in Hollywood
Publikum kender selvfølgelig til hendes tragiske skæbne og har medlidenhed med hende. Det er også let at sympatisere med en anden karakter, en skuespiller, som feks. Clint Eastwood, som oplevede konsekvenserne af at blive ældre i en industri, som satte ham i bur.
Filmen emmer af nostalgi og minder om en storhedstid, men det er blandet med det barske fra Tarantinos dagdrømme. Hans ønske om at opfinde sin egen version af, hvad der kunne være sket. Som i enhver Tarantino film er der masser af indstuderet vold og ironi. Her er volden på samme tid smuk, ynkelig og underholdende.
Til tider kan det virke som om, man ser to forskellige film på samme tid. To sandheder eller to løgne, som flettes sammen til en overraskende, morsom og dyster slutning.
Indbegrebet af en Tarantino-slutning
Advarsel: Resten af artiklen indeholder spoilers!!
Tarantino har givet os en historie om Hollywoods fortid. Et sted, hvor drømme bliver til virkelighed, men hvor de også kan forsvinde lige så hurtigt. Historier med sande personer blandet med fiktion, omend produktet af Tarantinos fantasi sagtens kunne have været virkelige.
Faktisk spiller Once Upon a Time in Hollywood på det, som publikum kender til omkring denne tidsperiode. Især når det handler om historien om Charles Manson. Tarantino introducerer os til kvinderne i The Manson Family ved hjælp af en kendt sang, “I´ll Never Say Never to Always”.
Men forventer nogen virkelig at se Sharon Tates tragiske død i slutningen af en Tarantino film? Nej vel. Det ville ikke være den slags vold, som han kan lide. Det skal være æstetisk, underholdende og koreograferet til musik.
Selvom Sharon Tate ikke er er en af de vigtigste karakterer i filmen, leger Tarantino med blokering og komposition, for at få beskueren til at følge hende overalt.
For eksempel klæder han hende i gult midt i en flok af mennesker, og kameraet henleder bevidst din opmærksomhed mod den unge kvinde. Seeren er forpligtet til at føle empati for hende og lære hende at kende uden for meget dialog.
Vi lærer Sharon at kende gennem andres meninger om hende og på den måde, hun interagerer med sine omgivelser. Ville Tarantino virkelig gøre så meget ud af denne karakter blot så han kunne vise hendes tragiske død? Selvfølgelig ikke. Faktisk, hvis man virkelig er opmærksom, giver Tarantino os slutningen allerede i starten af filmen.
Omskrivning af historien i Once Upon a Time in Hollywood
Takket være en scene, som direkte refererer til hans film, Inglorious Basterds, fortæller Tarantino os en lille hemmelighed. Hvad var det nu, han gjorde i Inglorious Basterds? Han omskrev historien og tog sin kunstneriske hævn over en af historiens mest forhadte mennesker. Tarantino dræbte selveste Adolf Hitler.
Efter denne reference er det ikke vanskeligt at lægge to og to sammen. Nej, du kommer ikke til at se rå, tragisk og smertefuld vold. Tarantino omskriver istedet historien med “underholdende vold”. En dans af blod, ild og action!
Denne film er fuld af historier, som kan virke urelaterede, men alligevel mødes i en eklektisk slutning. Tarantino er yderst omhyggelig med detaljerne og leger konstant med tilskueren.
Alt er muligt i hans film, og Once Upon a Time in Hollywood er en hyldest til film, en ode til den syvende kunstart, og et perfekt eksempel på Tarantinos evne til at fortælle historier, satirisere virkeligheden, grine af alt og frem for alt nyde livet.
Omend forløsningen først kommer sent, er filmen rensende, bevidsthedsbefriende og en hyldest til det, som burde have været.
