Strange Situation-proceduren og mor-barn-tilknytning
Tilknytning er det bånd, der findes mellem to mennesker, der er kendetegnet ved intens følelse. Normalt er det et varigt forhold til en speciel og bindende komponent. Mary Ainsworth var banebrydende med udviklingen af det første værktøj til at vurdere tilknytning hos børn. Det er kendt som Strange Situation-proceduren.
Dette mor-barn-bånd manifesteres ikke udelukkende hos mennesker. Det manifesterer sig også i mange dyr. Imidlertid er mennesker længere tid om at danne denne tilknytning. Tilknytningen tager fast form, når der eksisterer et ubetinget forhold mellem to mennesker.
Målet med tilknytning
Det er vigtigt, at et barns første tilknytninger er sunde. Formålet med tilknytning er derfor at opnå sikkerhed, komfort, beskyttelse og tilfredsstillelse af babyens grundlæggende behov.
Afhængigt af hvilken form for tilknytning de udvikler med deres plejere, kan børn derfor vise mere eller mindre nærhed, følelsesmæssig tilflugt, protest imod adskillelse og grundlag for sikkerhed.
Denne binding påvirker ikke kun barnets øjeblikkelige velbefindende, men markerer også deres psyko-evolutionære udvikling. Derfor kan mangler i tilknytningen påvirke dem langt ind i voksenalderen.
Nødvendige betingelser for at tilknytning finder sted
For at den første tilknytning dannes, skal babyen opfylde en række minimumsbetingelser. Disse krav garanterer, at tilknytningen udvikler sig korrekt:
- Har et tilstrækkeligt repertoire af tilknytningsadfærd. Milepæle, f.eks. smil eller pludren og at følge og nærme sig moren.
- Denne opførsel skal tiltrække den voksne, etablere og producere privilegerede interaktioner mellem begge.
- Har minimale affektive evner.
- Besidder en række mindre kognitive ressourcer til at genkende den voksne, samle hukommelse og skabe forventninger til deres tilknytningsfigur.
Strange Situation-proceduren
Strange Situation-proceduren er en laboratorieproces designet af den amerikanske psykolog, Mary Ainsworth, i 1960. Dens formål var er at studere det samspil, som en mor eller en voksen (fremmed) opretholdte med barnet i et ukendt miljø.
Processen har været så populært inden for udviklingspsykologien, at den stadig bruges i dag til at klassificere og vurdere tilknytningsformer.
Simuleringer under Strange Situation-proceduren
Strange Situation-proceduren forsøger at simulere visse kontekster for at analysere, hvordan børn opfører sig uden for deres komfortzone.
Med andre ord er det, hvordan børn overgår fra det sikre miljø i deres hjem til at udforske et andet ukendt sted. Gennem observation undersøger forskerne børnenes reaktioner, når de er adskilt fra deres mødre og derefter, når de er genforenet.
Denne simulering består af otte episoder beregnet til børn omkring et-års alderen. Forholdet mellem baby og plejeren bør have et fast grundlag omkring dette tidspunkt.
Procedure
I en af de mest almindelige variationer af denne procedure placerede Ainsworth barnet ved siden af deres mor i et rum fuldt med legetøj. Efter et stykke tid trådte en fremmed ind i rummet, og moren forlod rummet, og efterlod barnet med den fremmede. Derefter kom moren tilbage.
Senere forlod både hun og den fremmede rummet og efterlod barnet alene. Derefter trådte den fremmede ind igen.
Med dette vurderede psykologen de reaktioner og interaktioner, der opstod mellem tilknytningsfiguren, barnet og den fremmede.
Former for tilknytning
Strange Situation-proceduren har etableret tre former for tilknytning: Sikker, undvigende og ambivalent.
- En sikker tilknytning er tydelig, når barnet frit udforsker miljøet, når det adskilles fra deres plejer. De bliver kede af det, når deres mor forlader dem, men er entusiastiske, når hun vender tilbage.
- Undvigende tilknytning er også kendetegnet ved, at den lille bliver ked af det, når deres mor forlader dem. Men i modsætning til i en sikker tilknytning, har de en tendens til at undgå deres mor, når hun vender tilbage.
- Usikker/ambivalent tilknytning vises ved tegn på tristhed under hele processen. Barnet viser vrede mod deres plejeperson, især når de er fraværende.
Et barns tilknytning bestemmer ikke fuldstændigt deres personlighed eller kvaliteten af deres voksne forhold. Imidlertid kan det påvirke faktorer og interaktioner, der bliver etableret på senere udviklingsstadier.
