Socialdarwinisme: Den stærkeste overlever

Socialdarwinismen har givet anledning til den idé, at nogle racer er naturligt stærkere end andre, og at dette forklarer den sociale orden på planeten. Er der nogen sandhed i denne idé?

Socialdarwinisme er en tilgang, der forsøger at anvende begreberne om naturlig udvælgelse på specifikke individer og samfund. Ud fra dette synspunkt kan man udlede den idé, at der bør ske det samme i samfundet som i naturen. Med andre ord er det kun de stærkeste, der overlever.

Socialdarwinismen har givet anledning til en række teorier og politikker af tvivlsom gyldighed for at retfærdiggøre forskellige former for forskelsbehandling. Faktisk har mere end nogle få personer tyet til denne fremgangsmåde for at nedvurdere mennesker af en bestemt etnisk gruppe eller oprindelse, og det gør de stadig.

Den mest afskyelige manifestation af socialdarwinismen var nazismen, som forbløffende nok stadig ikke er helt forsvundet. Faktisk findes der mere end et par neonazistiske grupper i dag. Ud fra disse begreber er der opstået forskellige former for supremacisme, som har gjort ufattelig skade på verden.

Billede: roseed abbas / Shutterstock.com

Charles Darwin er ophavsmand til evolutionsteorien, selv om det var Herbet Spencer, der bragte den ind i den sociale verden.

Socialdarwinisme

Charles Darwin fremsatte evolutionsteorien og markerede dermed en afgørende milepæl i datidens forestillinger om naturen. Hans teori foreslog, at forskellige arter udvikler sig på baggrund af naturlig udvælgelse. Dette er en proces, hvor de stærkeste organismer tilpasser sig og overlever, mens de svageste forsvinder med tiden.

Det betyder, at der i naturen er en kontinuerlig kamp for overlevelse, som de stærkeste er bestemt til at vinde. Den første til at overføre disse begreber fra den naturlige til den sociale verden var Herbert Spencer. Postulatet for socialdarwinismen er egentlig simpelt: Hvis de stærkeste sejrer i naturen, må det samme ske i den menneskelige verden.

Det første problem med denne tilgang er, at den ikke definerer, hvad “stærk” eller “svag” betyder. Var Stephen Hawking f.eks. “svag” på grund af en sygdom, selv om han har været en af verdens mest geniale videnskabsmænd? Var Adolf Hitler “stærk”, fordi han invaderede næsten hele Europa, selv om det kun bragte elendighed og ødelæggelse med sig?

En grundløs teori

Socialdarwinismen har ikke så meget tjent til at klassificere “stærke” og “svage” individer, men har været mere orienteret mod at klassificere hele samfund og etniske grupper. I virkeligheden har den været et teoretisk apparat til at retfærdiggøre den vold, som nogle mennesker udøver mod andre. Bag dette ligger intet andet end uvidenhed og et ønske om magt og rigdom.

Race er et af de foretrukne emner for dem, der forsvarer socialdarwinisme. Faktisk har en races overlegenhed over andre været motivet for mange diskriminerende og voldelige handlinger. Det er også ofte grunden til, at nogle personer føler sig berettiget til at angribe eller nedgøre dem, der har mørkere hudfarve end dem selv.

Videnskaben har afmonteret selve racebegrebet og opdaget, at der ikke er noget genetisk betydningsfuldt mellem mennesker med forskellig hudfarve. Det skyldes simpelthen en forskel i deres melatoninniveauer. Dette har været kendt siden 1970’erne.

Desuden stammer vi alle fra de samme sorte forfædre. Dette er ikke en ny opdagelse. Faktisk testede den franske palæontolog Michel Brunet det for mere end 20 år siden.

Socialdarwinismen har været mere orienteret mod at klassificere samfund og etniske grupper.

Socialdarwinisme: En bekvem undskyldning

Socialdarwinismen har tjent som et påskud til at retfærdiggøre massedrab og mord. For eksempel opretholdt den troen på, at sorte mennesker ikke havde en sjæl, hvilket gav andre ret til at gøre dem til slaver og tilegne sig deres arbejdskraft.

Derfor skabte den rigdom til andre for livet, uden at det krævede nogen større investering. Troen var, at folk af en anden farve tilhørte en mindreværdig kultur, hvilket retfærdiggjorde at invadere deres lande, undertvinge dem og beholde alle deres aktiver.

Den vilde kapitalisme har også tilegnet sig nogle kanter af socialdarwinismen for at retfærdiggøre uacceptabel ulighed. Den foreslår, at fattige mennesker er fattige på grund af deres mindreværdighed. Den tager ikke højde for, at de måske er blevet systematisk eksproprieret eller begrænset af andre. Heller ikke at de måske ikke har haft de samme historiske eller konjunkturelle muligheder.

Socialdarwinisme giver også nogle personer mulighed for at retfærdiggøre deres patologiske narcissisme. Det var netop tilfældet med Hitler og mange andre individer, der slap deres destruktive begær løs på andre og gemte sig bag grundløse teoretiske begreber.

Faktisk bruges socialdarwinismen som en mulighed for enkeltpersoner og sektorer, der sætter lighedstegn mellem brutalitet og magt, til at begå alvorlige uretfærdigheder og drage stor privat fordel heraf.