Den sande historie om John Nash, et plaget geni

Vi hørte først om John Nash, da han vandt Nobelprisen i økonomi i 1994. Senere, takket være filmen Et Smukt Sind (baseret på en bog med samme navn) lærte vi om den ekstraordinære historie bag dette matematiske geni.

John Forbes Nash blev født den 13. juni 1928 i en lille by i Virginia. Fra en ung alder var han indadvendt og manglede sociale færdigheder. Han havde en ensom barndom og ungdom. Selv om han ikke legede meget med andre børn, var han meget nysgerrig omkring bøger. Hans mor, i stedet for at afskrække ham, opfordrede ham til at dyrke sit intellekt.

I modsætning til hvad man måske ville tro, og i modsætning til mange andre genier, fik John Nash ikke gode karakterer i skolen. Han var så socialt akavet, at mange af hans lærere tvivlede på hans intellektuelle evne. Nogle mente endda, at han havde en mild udviklingshæmmelse. På trods af alt dette, elskede Nash at lave videnskabelige eksperimenter hjemme på sit værelse.

John Nash, en “mærkelig” dreng

Da han var teenager, begyndte John Nash at vise interesse for matematik, men han var især interesseret i kemi. Nogle siger, at han var involveret i at lave nogle sprængstoffer på skolen. Men nogen satte ved en fejl ild til dem og forårsagede et tragisk dødsfald.

I 1945 vandt Nash et stipendium til at studere på Carnegie Institute of Technology. Han skulle studere til kemiingeniør, men John Synge, direktør for matematikafdelingen, overbeviste ham om at specialisere sig i tal. I 1948 afsluttede han en matematikgrad og fik et stipendium på Princeton til at lave forskning.

I 1949, da han arbejdede på sin doktorgrad, skrev han den artikel, der ville give ham Nobelprisen næsten 50 år senere. Hans afhandlingstitel var “Non-Cooperative Games.” Derefter fik han et job hos RAND Corporation, et firma, der lavede videnskabelige studier i forbindelse med den kolde krig. To år senere begyndte han at arbejde som professor hos MIT.

Skizofreniens skygge

Frem til dette punkt ligner hans historie den historie, de fortæller i filmen. Men derefter skilles de to historier også. John Nash fik et uægte barn med Eleanor Stier, hvilket forårsagede en stor skandale i familien. Ikke længe efter det døde hans far.

I 1954 arresterede politiet Nash i at chikanere homoseksuelle. Derfor fyrede hans arbejdsgivere ham fra sit job.

I 1957 giftede Nash sig med Alicia Larde, en af hans studerende med salvadoranske aner. De fik en søn sammen, men kort efter fødslen blev parret skilt. Nash havde skizofreni, og Alicia kunne ikke håndtere ham. Herefter tog Nash til Europa, hvor han forsøgte at få status som politisk flygtning.

Han havde aldrig visuelle hallucinationer, kun auditive. Han troede, at han var den udvalgte, en slags religiøs figur. Samtidig følte han, at der var en sammensværgelse imod ham, der stammede fra Sovjetunionen og Vatikanet. “Jeg begyndte at høre noget, der lød som telefonopkald i min hjerne fra folk, der var imod mine ideer,” sagde han.

Nash, et eksempel på genopretning efter skizofreni

John Nash genvandt sin mentale sundhed på en måde, som mange kategoriserer som et mirakel. Han blev indlagt otte gange på forskellige psykiatriske institutioner. Han blev behandlet med høje doser medicin og aggressive behandlinger som elektrochokbehandling. Han siger selv, at han simpelthen valgte at holde op med at lytte til de stemmer, han hørte.

En dag stoppede dette matematiske geni med at tage sin ordinerede medicin. I et interview med Xavi Ayén sagde han, at der kommer et punkt, hvor medicin begynder at gøre mere skade, end det gavner. Han sagde også, at det at stoppe med at tage medicin er en meget skrøbelig og potentielt farlig proces. Ikke desto mindre stoppede han behandlingen, og nogle få år senere blev han helbredt.

Nash boede i en periode sammen med sin tidligere kone, Alicia. Hun hævdede, at der ikke var noget mirakuløst ved Nashs situation. Hun sagde, at “det handler om at leve et fredeligt liv.”

I 1996 brugte Felice Lieh Mak, formanden for World Psychiatric Association, ham som “et symbol på håb, en opdagelsesrejsende i sindets ubegrænsede univers.” Der findes adskillige opmuntrende og foruroligende lektioner i hans historie. En af disse er, at hans liv er et bevis på, at skizofreni ikke behøver at være enden på et liv. Det er også en inspiration for alle, der eftersøger en mere effektiv behandling.